Jeremia 14:9
Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Om vore Misgjerninger have svaret imod os, Herre! (da) gjør det (dog) for dit Navns Skyld; thi vore Afvendelser ere store, imod dig have vi syndet.
8O Israels Forhaabning, hans Frelse i Nøds Tid! hvorfor vil du være som en Fremmed udi Landet og som en Veifarende, der (kun) bøier sig ned (et Sted) for at blive (der) om Natten?
9Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
14Skulde vi (da) vende om og gjøre dine Bud til Intet, og gjøre Svogerskab med Folk, som have (gjort) disse Vederstyggeligheder? mon du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa der blev Ingen tilovers, ei heller (nogen) Redning?
15Herre, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne, (nogle) Undkomne, som det sees paa denne Dag; see, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi derfor kan Ingen bestaae for dit Ansigt.
23Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
11Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
10Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
20Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
18Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
10Og Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider.
9Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
13Herre, Israels Forhaabning! Alle, som dig forlade, skulle beskjæmmes; mine Afvegne skulle skrives i Jorden, thi de forlode Herren, de levende Vandes Kilde.
57Herren vor Gud være med os, saasom han har været med vore Fædre! han forlade os ikke og overgive os ikke!
9Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
21(Men) foragt (os) ikke for dit Navns Skyld, agt ikke ringe din Herligheds Throne, kom ihu, at du ikke gjør din Pagt til Intet med os!
7Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
17Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
11Thi jeg er med dig, siger Herren, til at frelse dig; thi jeg vil gjøre aldeles Ende (derpaa) iblandt alle Hedningerne, hvorhen jeg adspredte dig, dog vil jeg ikke gjøre (aldeles) en Ende med dig, men tugte dig med Maade, og ikke holde dig (aldeles) uskyldig.
1Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
12Men jeg vil lade et elendigt og ringe Folk blive tilovers midt i dig, og de skulle troe paa Herrens Navn.
1Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
2Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
17for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
1Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
7Herre! dig hører Retfærdighed til, men os (vort) Ansigts Blusel, som (det er) paa denne Dag, (nemlig) hver i Juda, og dem, som boe i Jerusalem, og al Israel, de, som ere nær, og de langt borte, i alle Landene, der hvor du haver fordrevet dem hen for deres Forgribelses Skyld, med hvilken de have forgrebet sig imod dig.
19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
15Sandelig, du er en Gud, som skjuler sig, Israels Gud, en Frelser.
31Og han sagde: Kjære, forlad os ikke; thi efterdi du veed, hvorledes vi skulle leire os i Ørken, saa skal du (fremdeles) være vore Øine.
10Saa sagde Herren om dette Folk: Saaledes have de elsket at vanke ustadigt omkring, de holdt ikke deres Fødder tilbage; derfor haver Herren ikke Behagelighed til dem, (men) skal nu komme deres Misgjerning ihu og hjemsøge deres Synder.
21Du skal ikke forfærdes for deres Ansigt; thi Herren din Gud er midt iblandt dig, den store og forfærdelige Gud.
32Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møie være ringe agtet for dit Ansigt, som haver rammet os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Propheter og vore Fædre og dit ganske Folk, fra Kongerne af Assyriens Dage af indtil denne Dag.
12I Himle, forskrækkes saare over dette, og forfærdes, (ja) bliver saare øde, siger Herren.
22Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit det store Navns Skyld, efterdi Herren har havt Villie til at gjøre eder til sit Folk.
27Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
31O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?
15Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
14Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig.
10frygt ikke, thi jeg er med dig, see ikke om (til Andre), thi jeg er din Gud; jeg haver styrket dig, ja hjulpet dig, ja opholdt dig med min Retfærdigheds høire Haand.
2Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
9Din Fordærvelse er af dig selv, o Israel! men i mig er din Hjælp.
15Herren haver borttaget dine Domme, udryddet din Fjende; Herren, Israels Konge, er inden i dig, du skal ikke see Ulykke ydermere.
2Du Israels Hyrde! vend dine Øren hid, du, som fører Joseph som Faar; du, som sidder over Cherubim, aabenbar dig herligen.
21Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
3Tager Ord med eder, og omvender eder til Herren; siger til ham: Tilgiv al Misgjerning, og tag til Takke (med os), saa ville vi betale (dig) med vore Læbers Øxne.
12Derfor, see, Gud er med os foran, og hans Præster og Klangens Basuner til at blæse imod eder; (I) Israels Børn, strider ikke imod Herren, eders Fædres Gud, thi det skal ikke lykkes eder.
17Israel er frelst ved Herren, ved en evig Frelse; I skulle ikke beskjæmmes, ei heller forhaanes indtil Evigheds Evigheder.