1 Samuelsbok 12:22
Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit det store Navns Skyld, efterdi Herren har havt Villie til at gjøre eder til sit Folk.
Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit det store Navns Skyld, efterdi Herren har havt Villie til at gjøre eder til sit Folk.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Thi Herren skal ikke overgive sit Folk, og ei forlade sin Arv.
31Thi Herren din Gud er en barmhjertig Gud, han skal ikke overgive dig eller fordærve dig; han skal ikke heller glemme den Pagt med dine Fædre, som han svoer dem.
23(Hvad) ogsaa mig (angaaer, da) skal det være langt fra mig at synde imod Herren, at lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil lære eder den gode og rette Vei.
21Og hvo er et Folk paa Jorden som dit Folk Israel? for hvis Skyld Gud gik hen til at forløse sig det til et Folk (og) at sætte sig et Navn ved store og forfærdelige Ting, ved at uddrive Hedningerne for dit Folks Ansigt, som du forløste af Ægypten.
22Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.
13Og jeg vil boe midt iblandt Israels Børn, og ikke forlade mit Folk Israel.
21Og viger ikke af; thi (saa følge I) efter forfængelige Ting, som ei gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed.
21(Men) foragt (os) ikke for dit Navns Skyld, agt ikke ringe din Herligheds Throne, kom ihu, at du ikke gjør din Pagt til Intet med os!
18Og Herren haver tilsagt dig idag, at du skal være ham til et Eiendomsfolk, saasom han haver sagt dig, og at du skal holde alle hans Bud,
19og at han vil sætte dig til at være høi over alle Folk, som han haver gjort, til Lov og til Navn og til Prydelse, og at du skal være Herren din Gud et helligt Folk, saasom han haver sagt.
9For mit Navns Skyld vil jeg længe forhale min Vrede, og for min Prises Skyld vil jeg afholde mig, dig (tilgode), at jeg skal ikke udrydde dig.
31Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.
5Thi Israel og Juda (skulle) ikke (forlades) i Enkestand af sin Gud, af den Herre Zebaoth, skjøndt deres Land er fyldt med Skyld for Israels Hellige.
10Og Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider.
9Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
10Saa sagde Herren om dette Folk: Saaledes have de elsket at vanke ustadigt omkring, de holdt ikke deres Fødder tilbage; derfor haver Herren ikke Behagelighed til dem, (men) skal nu komme deres Misgjerning ihu og hjemsøge deres Synder.
8Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgjøre sin Magt.
31Men efter dine mange Barmhjertigheder gjorde du ikke (aldeles) en Ende med dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud.
28Thi Herren elsker Ret og skal ikke forlade sine Hellige; de blive bevarede evindelig, men de Ugudeliges Sæd bliver udryddet.
12Saligt er det Folk, hvis Gud Herren er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv.
15Thi dersom I vende eder bort fra ham, da skal han endnu længere lade ham blive i Ørken, og (dermed) fordærve I alt dette Folk.
10Forskyd ikke din Salvedes Ansigt for Davids, din Tjeners, Skyld.
2Thi du er Herren din Gud et helligt Folk, og dig haver Herren udvalgt at være ham et Eiendoms Folk fremfor alle Folk, som ere paa Jordens Kreds.
14Thi Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham over sine Tjenere.
9Herren skal opreise dig, sig til et helligt Folk, saasom han haver svoret dig, naar du holder Herrens din Guds Bud og vandrer i hans Veie.
19Men Herren vilde ikke fordærve Juda for Davids, sin Tjeners, Skyld, ligesom han havde tilsagt ham, at han vilde give ham et Lys iblandt hans Børn alle Dage.
23Og hvo er et Folk paa Jorden som dit Folk, som Israel? for hvis Skyld Gud gik bort at forløse sig det til et Folk og at sætte sig et Navn, og at gjøre for eders Skyld de store og forfærdelige Ting mod dit Land, for dit Folks Ansigt, som du forløste dig af Ægypten, fra Hedningerne og deres Guder.
24Og du beredte dig dit Folk Israel, dig til et Folk evindeligen, og du, Herre, du er bleven deres Gud.
21Men jeg sparede (dem) for mit hellige Navns Skyld, hvilket Israels Huus vanhelligede iblandt Hedningerne, der hvor de kom hen.
22Derfor siig til Israels Huus: Saa sagde den Herre Herre: Jeg gjør det ikke for eders Skyld, (I af) Israels Huus! men for mit hellige Navns Skyld, hvilket I have vanhelliget iblandt Hedningerne, der hvor I kom hen.
4Thi Herren haver udvalgt sig Jakob, Israel til sin (synderlige) Eiendom.
57Herren vor Gud være med os, saasom han har været med vore Fædre! han forlade os ikke og overgive os ikke!
11Thi ligesom Bæltet hænger ved en Mands Lænder, saa lod jeg alt Israels Huus og alt Judæ Huus hænge ved mig, sagde Herren, at være mig til et Folk og til et Navn og til Lov og til Ære; men de hørte ikke.
11For dit Navns Skyld, Herre! forlad (mig) dog min Misgjerning, thi den er stor.
22Men jeg afvendte min Haand og gjorde det for mit Navns Skyld, at det skulde ikke vanhelliges for Hedningernes Øine, for hvis Øine jeg havde udført dem.
18Saa skal Herren være nidkjær for sit Land og spare sit Folk.
22Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud.
16Da svarede Folket og sagde: Det være langt fra os at forlade Herren, til at tjene andre Guder.
22Og I skulle være mit Folk, og jeg, jeg vil være eders Gud.
27Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Jakob ihu; vend ikke dit Ansigt til dette Folks Haardhed, og til dets Ugudelighed og til dets Synd;
12at du skal træde over i Herrens din Guds Pagt og i hans Ed, som Herren din Gud gjør med dig idag;
25Da skal man sige: Fordi at de have forladt Herrens, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægypti Land,
23Men Herren var dem naadig og forbarmede sig over dem, og vendte sig til dem for sin Pagts Skyld med Abraham, Isak og Jakob, og vilde ikke fordærve dem, og bortkastede dem ikke fra sit Ansigt indtil nu.
12Og de skulle kalde dem et helligt Folk, Herrens Igjenløste, og dig skal man kalde en søgt (Stad, ja) en Stad, som ikke er forladt.
15Ja, du skal ikke afskjære din Miskundhed fra mit Huus evindeligen, og ei, naar Herren udrydder Davids Fjender, (ja) hver Mand af Jordens Kreds.
2Og jeg vil gjøre dig til et stort Folk, og velsigne dig og gjøre dit Navn stort; og vær en Velsignelse.
30Derfor siger Herren, Israels Gud: Jeg har vist sagt: Dit Huus og din Faders Huus skulle vandre for mit Ansigt indtil evig (Tid); men nu siger Herren: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, mig foragte, skulle ringeagtes.
6Thi du, du er et helligt Folk for Herren din Gud; Herren din Gud haver udvalgt dig at være ham til et Eiendoms Folk fremfor alle Folk, som ere paa Jordens Kreds.
29Og Israels Seier skal ikke lyve, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at ham skulde angre (Noget).
15(Dog) haver Herren aleneste havt Lyst til dine Fædre, at elske dem, og haver udvalgt deres Sæd efter dem, ja eder af alle Folk, som (det sees) paa denne Dag.