Klagesangene 3:31
Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.
Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede.
8 Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere?
14 Thi Herren skal ikke overgive sit Folk, og ei forlade sin Arv.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 Thi han plager ikke af sit Hjerte eller bedrøver Menneskens Børn,
9 Han skal ikke evindeligen trætte, ei heller beholde (Vrede) evindelig.
10 Han gjør ikke med os efter vore Synder, og betaler os ei efter vore Misgjerninger.
27 Vig fra Ondt og gjør Godt, og bo evindelig.
28 Thi Herren elsker Ret og skal ikke forlade sine Hellige; de blive bevarede evindelig, men de Ugudeliges Sæd bliver udryddet.
29 De Retfærdige skulle arve Landet og boe deri evindelig.
31 Thi Herren din Gud er en barmhjertig Gud, han skal ikke overgive dig eller fordærve dig; han skal ikke heller glemme den Pagt med dine Fædre, som han svoer dem.
33 da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riis, og deres Misgjerning med Plager;
33 Herren skal ikke forlade ham i hans Haand og ei fordømme ham som en Ugudelig, naar han bliver dømt.
39 Og jeg vil ydmyge Davids Sæd for denne Sags Skyld, dog ikke alle Dage.
18 Lad de Ugudelige vende om til Helvede, (ja) alle Hedninger, som glemme Gud!
5 Mon han skal beholde (Vrede) evindeligen eller bevare (den) til evig Tid? See, du talede og gjorde disse onde Ting, og du faaer Overhaand (dermed).
16 Thi jeg vil ikke trætte evindeligen, og ikke være vred i Evighed; thi (ellers) maatte (deres) Aand forsmægte for mit Ansigt, og de Sjæle, som jeg, jeg haver gjort.
22 Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit det store Navns Skyld, efterdi Herren har havt Villie til at gjøre eder til sit Folk.
7 Jeg haver forladt dig i et lidet Øieblik, men jeg vil samle dig med store Barmhjertigheder.
8 Det Lidet, Vreden (varede), skjulte jeg mit Ansigt et Øieblik fra dig, men jeg haver forbarmet mig over dig med evig Miskundhed, sagde Herren, din Gjenløser.
40 Og jeg vil lægge paa eder evig Forhaanelse og evig Forsmædelse, som ikke skal glemmes.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
28 Ja jeg, jeg vil gjøre ham til en førstefødt Søn, den Høieste for Kongerne paa Jorden.
29 Jeg vil holde ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham troligen.
20 See, Gud forkaster ikke den Fuldkomne, og holder ikke fast ved de Ondes Haand,
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
26 da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa jeg ikke tager af hans Sæd dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fængsel og forbarme mig over dem.
3 (Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
24 Naar han falder, da skal han ikke bortkastes; thi Herren opholder hans Haand.
11 Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
31 Men efter dine mange Barmhjertigheder gjorde du ikke (aldeles) en Ende med dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud.
9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
17 Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed til Børnebørn,
23 han, som kom os ihu, der vi vare nedtrykte, thi hans Miskundhed er evindelig,
11 Herrens Raad bestaaer evindelig, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
14 Thi Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham over sine Tjenere.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
29 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed er evindelig.
30 Han kan lade sig slaae paa Kindbenet, han kan mættes med Forhaanelse.
18 Herren kjender de Fuldkomnes Dage, og deres Arv skal blive evindeligen.
22 Det er Herrens (megen) Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertigheder have ingen Ende.
34 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed (varer) evindelig;
7 (Anlangende) Fjenden, (nu) ere Ødelæggelserne endte evindeligen, og du, (O Gud!) haver udryddet Stæderne; deres Ihukommelse er omkommen med dem.
12 Gak, og raab disse Ord mod Norden og siig: Omvend dig, du forvendte Israel! siger Herren, jeg vil ikke lade mit (vrede) Ansigt falde paa eder; thi jeg er miskundelig, siger Herren, jeg vil ikke beholde (Vrede) evindeligen.
40 Og jeg vil gjøre en evig Pagt med dem, at jeg ikke vil vende tilbage fra dem, at gjøre dem Godt, og jeg vil give min Frygt i deres Hjerte, at de ikke skulle vige fra mig.
6 Thi han skal ikke rokkes evindelig; en Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
6 Thi jeg, Herren, forandres ikke; derfor ere I, Jakobs Børn, ikke fortærede.
15 Men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, saasom jeg borttog den fra Saul, som jeg borttog fra dit Ansigt.