Amos 7:3
(Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
(Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Saa lod den Herre Herre mig see, og see, den Herre Herre kaldte, at gaae irette (med dem) ved Ilden; og den fortærede en stor Afgrund, og den fortærede et Stykke Land.
5 Og jeg sagde: Herre Herre! lad dog af, hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er ringe.
6 Saa angrede dette Herren; ogsaa det, det skal ikke skee, sagde den Herre Herre.
14 Saa fortrød det Onde Herren, som han havde truet at gjøre sit Folk.
9 Hvo veed? Gud maatte vende om og angre det, og vende om fra sin grumme Vrede, at vi ikke forgaae.
10 Og Gud saae deres Gjerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vei; og Gud angrede det Onde, som han havde talet til at gjøre dem, og gjorde det ikke.
6 Da angrede Herren, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bekymrede ham i hans Hjerte
7 Og Herren sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg haver skabt, af Jorden, baade Menneske og Qvæg og Orme og Fugle under Himmelen; thi mig angrer, at jeg gjorde dem.
2 Og det skede, der de havde fuldendt at æde Urterne i Landet, at jeg sagde: Herre Herre, tilgiv dog! hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er (jo) ringe.
7 Saa sagde den Herre Herre: Det skal ikke bestaae og ei (saa) være.
11 Og Herren sagde til mig: Du skal ikke gjøre Bøn for dette Folk til det Gode.
14 Jeg, Herren, jeg haver talet det, det kommer, og jeg haver gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spare, ei heller angre; efter dine Veie og efter dine Handeler skulle de dømme dig, siger den Herre Herre.
15 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
27 Thi saa sagde Herren: Alt Landet skal være aldeles øde; dog jeg vil ikke (aldeles) gjøre Ende (med det).
28 Derfor skal Landet sørge, og Himlene deroventil vorde sorte, fordi jeg haver talet det, jeg haver betænkt det, og det angrer mig ikke, og jeg vil ikke vende mig af fra det.
10 Men (dersom) det gjør det, som er ondt for mine Øine, at det ikke hører min Røst, da skal det Gode angre mig, med hvilket jeg havde tilsagt at gjøre vel imod det.
3 Maaskee de vilde høre og omvende sig, hver fra sin onde Vei, og mig kunde angre det Onde, som jeg haver tænkt at gjøre ved dem for deres Idrætters Ondskabs Skyld.
14 Thi saa sagde den Herre Zebaoth: Ligesom jeg tænkte at gjøre eder Ondt, der eders Fædre fortørnede mig, sagde den Herre Zebaoth, og jeg angrede det ikke,
8 Men (dersom) det samme Folk, imod hvilket jeg haver talet, omvender sig fra sin Ondskab, da skal det Onde angre mig, som jeg tænkte at gjøre ved det.
20 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: See, min Vrede og min Grumhed er udøst over dette Sted, over Mennesker og over Dyr, og over Træer paa Marken og over Landets Frugt, og den skal brænde og ikke udslukkes.
6 Du, du haver forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg vil udrække min Haand over dig og fordærve dig, jeg er træt af at angre.
13 Saa bedrer nu eders Veie og eders Idrætter, og hører Herrens, eders Guds, Røst, saa skal Herren angre det Onde, som han haver talet imod eder.
16 Og du, du skal ikke bede for dette Folk, og ikke opløfte (din Røst med) Skrig eller Bøn, og ikke møde mig (med Bøn) for dem; thi jeg hører dig ikke.
29 Og Israels Seier skal ikke lyve, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at ham skulde angre (Noget).
12 Gak, og raab disse Ord mod Norden og siig: Omvend dig, du forvendte Israel! siger Herren, jeg vil ikke lade mit (vrede) Ansigt falde paa eder; thi jeg er miskundelig, siger Herren, jeg vil ikke beholde (Vrede) evindeligen.
6 Thi jeg, Herren, forandres ikke; derfor ere I, Jakobs Børn, ikke fortærede.
8 Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
37 Hvo er den, som tør sige: Det skede dog, (alligevel) Herren ikke befoel det?
9 Thi dette (skal være) mig (som) Noe Vande, om hvilke jeg svoer, at Noe Vande skulde ikke ydermere gaae over Jorden; saa haver jeg (og) svoret, at jeg ikke (mere) vil være vred paa dig eller skjælde paa dig.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.
30 Jeg, jeg kjender, siger Herren, hans Grumhed, men (det skal) ikke saa (gaae); hans løgnagtige (Ord) skulle ikke saa gjøre (det).
8 Hvorledes skulde jeg hengive dig, Ephraim, og overantvorde dig, Israel? hvorledes skulde jeg gjøre ved dig som ved Adma? skulde jeg sætte dig som Zeboim? mit Hjerte haver vendt sig i mig, mine Fortrydelser ere optændte tillige.
14 Thi Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham over sine Tjenere.
7 Og det skede, efterat Herren havde talet disse Ord til Job, da sagde Herren til Eliphas, den Themaniter: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner, thi I have ikke talet ret om mig, som min Tjener Job.
1 Og Herrens Ord skede til mig, og han sagde:
26 Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
31 Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gjør Ende med dem ved min Grumheds Ild; jeg giver dem deres Vei paa deres Hoved, siger den Herre Herre.
10 Om I blive i dette Land, da vil jeg bygge eder og ikke nedbryde, og plante eder og ikke oprykke; thi mig haver angret det Onde, som jeg gjorde eder.
11 Derfor sagde Herren saaledes: Jeg lader komme Ulykke over dem, af hvilken de ikke skulle kunne undkomme, og de skulle raabe til mig, og jeg skal ikke bønhøre dem.
1 Og Herren sagde til mig: Dersom Mose og Samuel (end) stode for mit Ansigt, haver jeg dog ingen Villie til dette Folk; udlad (dem) fra mit Ansigt, og lad dem gaae ud.
3 Saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: Bedrer eders Veie og eders Idrætter, saa vil jeg lade eder boe paa dette Sted.
8 See, den Herre Herres Øine (see) paa et syndigt Rige, og jeg vil udslette det fra (at være) paa Jorden; dog vil jeg ikke plat udslette Jakobs Huus, siger Herren.
4 Og du skal sige til dem: Saa sagde Herren: Skulde man falde og ikke opstaae? skulde man afvende sig og ikke omvende sig?
16 Og der Engelen udrakte sin Haand over Jerusalem til at fordærve den, da angrede Herren det Onde, og han sagde til Engelen, den, som fordærvede Folket: (Det er) nok, drag nu din Haand bort; og Herrens Engel var ved Aravnas, den Jebusiters, Lade.
18 Saa skal Herren være nidkjær for sit Land og spare sit Folk.
7 Maaskee deres (ydmyge) Begjæring kunde falde for Herrens Ansigt, og de maatte omvende sig, hver fra sin onde Vei; thi Vreden og Grumheden er stor, som Herren haver talet imod dette Folk.
2 Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.