Amos 7:2
Og det skede, der de havde fuldendt at æde Urterne i Landet, at jeg sagde: Herre Herre, tilgiv dog! hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er (jo) ringe.
Og det skede, der de havde fuldendt at æde Urterne i Landet, at jeg sagde: Herre Herre, tilgiv dog! hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er (jo) ringe.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3(Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
4Saa lod den Herre Herre mig see, og see, den Herre Herre kaldte, at gaae irette (med dem) ved Ilden; og den fortærede en stor Afgrund, og den fortærede et Stykke Land.
5Og jeg sagde: Herre Herre! lad dog af, hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er ringe.
6Saa angrede dette Herren; ogsaa det, det skal ikke skee, sagde den Herre Herre.
1Saa lod den Herre Herre mig see, og see, En, som dannede Græshopper, da Høstgrøden begyndte at opkomme, og see, (der var) Høstgrøde, efterat Kongen havde ladet afhugge Græsset.
8Og det skede, der de havde slaget dem, da var jeg overbleven; og jeg faldt paa mit Ansigt og raabte og sagde: Ak, Herre Herre! vil du fordærve alt Overblevet i Israel, idet du udøser din Grumhed over Jerusalem?
9Og han sagde til mig: Israels og Judæ Huses Misgjerning er alt for saare stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af at bøie (Retten); thi de sagde: Herren haver forladt Landet, og Herren seer ikke.
27Og de, som boede deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og (som) de grønne Urter, (som) Hø paa Tagene og en (forbrændt) Ager, før (Kornet) staaer (i Ax).
7Og det Overblevne af Jakob skal være iblandt Hedningerne, midt iblandt mange Folk, som en Løve iblandt Dyrene i Skoven, som en ung Løve iblandt Faarehjorde, hvilken, naar han gaaer over, da nedtræder og sønderriver han, og der er Ingen, som redder.
1Og Herrens Ord skede til mig, og han sagde:
2Og du Menneskesøn! saa sagde den Herre Herre om Israels Land: Enden (er der); Enden kommer over Landets fire Hjørner.
26Og de, som boe deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der visner, før det staaer (i Ax).
4Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
11Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
12Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
13Du Menneskesøn! naar et Land synder imod mig, idet det saare forgriber sig, da vil jeg udrække min Haand over det og formindske Brøds Forraad for det, og jeg vil sende Hunger i det og udrydde deraf Mennesker og Fæ.
25Og jeg vil give eder Aarene igjen, som Græshoppen, Oldenborren og Kornormen og Kaalormen aade, (som vare) min store Hær, som jeg havde sendt paa eder.
6(Der er hans) Røst, som siger: Raab! og han sagde: Hvad skal jeg raabe? Alt Kjød er Hø, og al dets Fromhed er som et Blomster paa Marken.
7Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
17Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
18Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.
19Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
18Mon det være eder (for) lidet, at I have afædet den gode Føde? og det, som er tilovers af eders Føde, have I nedtraadt med eders Fødder; og I have drukket klart Vand, og rørt det, som var tilovers, med eders Fødder.
22Og Herrens Haand var der over mig, og han sagde til mig: Gjør dig rede, gak ud i Dalen, og der vil jeg tale med dig.
21Og det skal skee paa den samme Dag, (da) skal en Mand lade en Qviekalv og to Faar leve.
16Og det skede, der syv Dage vare til ende, da skede Herrens Ord til mig, sigende:
4Saa sagde Herren min Gud: Fød de Slagtefaar,
19Og jeg vil føre Israel tilbage til sin Bolig, og han skal føde sig paa Carmel og Basan, og hans Sjæl skal mættes paa Ephraims Bjerg og Gilead.
8See, den Herre Herres Øine (see) paa et syndigt Rige, og jeg vil udslette det fra (at være) paa Jorden; dog vil jeg ikke plat udslette Jakobs Huus, siger Herren.
1Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
7Thi man haver ædet Jakob, og de have ødelagt hans Bolig.
2Saa sagde Herren: Et Folk, som er de Overblevne fra Sværd, har fundet Naade i Ørken, (nemlig) Israel, (da jeg) gik at skaffe ham Hvile.
13Hører og vidner udi Jakobs Huus, siger den Herre Herre, den Zebaoths Gud,
15og eet Lam af Faarene af to hundrede af Israels vandrige (Græsgang), til Madoffer og til Brændoffer og til Takoffer, til at gjøre Forsoning for dem, siger den Herre Herre.
7Og jeg førte eder ind udi et dyrket Land, at æde dets Frugt og dets Gode; men der I kom (derind), da besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.
7Du, som er kaldet Jakobs Huus, mon Herrens Aand være forkortet? mon disse være hans Idrætter? mon mine Ord ikke skulle gjøre vel imod den, som vandrer oprigtig?
2Og han lod mig gaae forbi dem trindt omkring; og see, (der laae) saare mange ovenpaa (Jorden) i samme Dal, og see, de vare saare tørre.
14Men jeg sagde: Ak, Herre Herre! see, min Sjæl er ikke besmittet, og jeg haver ikke ædet fra min Ungdom og indtil nu Aadsel eller Sønderrevet, og der er ikke kommet ureent Kjød i min Mund.
2Herren haver opslugt og sparede ikke nogen af Jakobs Boliger, han haver nedbrudt Judæ Datters Befæstninger i sin Fortørnelse, han haver nedlagt (dem) paa Jorden, han haver vanhelliget Riget og dets Fyrster.
1Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
8Skulde Landet ikke bæve for dette, og hver, som boer derudi, sørge? ja, det skal altsammen opfare som en Strøm og bortdrives og nedsænkes som (af) Ægypti Strøm.
23De skulle udrydde dens Skov, siger Herren, dog den kan ikke randsages; thi de ere flere end Græshopper, og der er ikke Tal paa dem.
15Og jeg vil give dit Fæ Urter paa Marken; og du skal æde og blive mæt.
1Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
6Og Vildæsler stode paa høie (Steder), toge Luft (til sig) som Dragerne; deres Øine forsmægtede, fordi der ikke vare Urter.
13Og det skede, der jeg spaaede, da døde Pelatja, Benajas Søn; og jeg faldt paa mit Ansigt og raabte med høi Røst og sagde: Ak, Herre Herre! vil du aldeles gjøre en Ende med det Overblevne af Israel?
14Da skede Herrens Ord til mig, og han sagde:
21Og der de havde ædet dem, kjendtes det dog ikke paa dem, at de havde ædet dem, og de vare stygge at see til, ligesom tilforn; og jeg opvaagnede.
4Hører Herrens Ord, Jakobs Huus og alle Israels Huses Slægter!
7Hvor skulde jeg tilgive dig dette? dine Børn forlode mig og svore ved (det, som) ikke er Gud; der jeg havde mættet dem, da bedreve de Horeri og sloge sig sammen i Troppetal i Horehuset.