Jeremia 9:19
Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.
20 Men hører, I Qvinder! Herrens Ord, og eders Øre antage hans Munds Ord; og lærer eders Døttre (at holde) Klage, og (hver) Qvinde sin Næste (at holde) Klagemaal.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
8 Derfor er Herrens Vrede over Juda og Jerusalem, og han haver givet dem hen i Ustadighed til Ødelæggelse og til en Hvidsel, ligesom I see med eders Øine.
9 Thi see, vore Fædre ere faldne ved Sværdet, tilmed ere vore Sønner og vore Døttre og vore Hustruer (bortførte) i Fængsel for denne (Sags) Skyld.
9 I uddrive mit Folks Qvinder, (hver) af sin Vellysts Huus, I tage min Prydelse fra hendes spæde Børn evindelig.
19 See, mit Folks Datters Raabs Lyd (kommer) fra et langt fraliggende Land; er da Herren ikke i Zion? eller er dens Konge ikke i den? hvorfor opirrede de mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed (Folks) Forfængeligheder?
20 Høsten er forbi, Sommeren er endt, og vi, vi ere ikke frelste.
51 Vi vare beskjæmmede, thi vi maatte høre Forhaanelse; Skjændsel skjulte vore Ansigter, thi Fremmede kom over Herrens Huses Helligdomme.
4 Paa den samme Dag skal man optage et Ordsprog over eder, og beklage sig med en ynkelig Klage (og) sige: Vi ere ganske forstyrrede, han haver bortskiftet (mit) Folks Deel; hvorledes unddrager han Mit fra mig? han deler ud, idet han afvender vore Agre (fra os til Andre).
4 Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
16 Vort Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi vi have syndet.
17 Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
10 Jeg maa opløfte (Røsten med) Graad og Klage paa Bjergene, og (med) Klagemaal paa Græsgangene i Ørken; thi de ere forbrændte, saa der gaaer Ingen igjennem, og man hører ikke Lyd af Fæ; baade Himmelens Fugle og Dyr, de ere bortfløine, de ere bortgangne.
20 Forstyrring over Forstyrring udraabes, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hasteligen ødelagte, (ja) mine Gardiner (ere borttagne) i et Øieblik.
31 Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest som dens, der er i Førstefødsels Nød, Zions Datters Røst; hun skal klage sig, udbrede sine Hænder (og sige): Vee mig nu! thi min Sjæl er forsmægtet for deres Skyld, som ihjelslaae.
7 Eders Land er en Ødelæggelse, eders Stæder ere opbrændte med Ild; Fremmede fortære eders Land for eders Øine, og der er en Ødelæggelse, som naar Fremmede omkaste (Noget).
8 (Men) Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Viingaard, som en Nathytte i en Græskarhave, som en belagt Stad.
26 O mit Folks Datter! ombind en Sæk og vælt dig i Asken, gjør dig Sorg (som for) en eneste (Søn), en (saare) bitter Hylen; thi Ødelæggeren skal komme hasteligen over os.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
17 Zion udbreder sine Hænder, der er Ingen, som trøster den; Herren bød om Jakob, at de, (som vare) omkring ham, (skulde vorde) hans Modstandere; Jerusalem var som en ureen Qvinde imellem dem.
18 Herren, han er retfærdig, thi jeg var gjenstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og seer min Smerte; mine Jomfruer og mine unge Karle ere gaaede i Fængsel.
4 Zions Veie sørge, fordi man ikke kommer til Forsamling; alle dens Porte ere ødelagte, dens Præster sukke; dens Jomfruer ere bedrøvede, og for hende selv (er det) bittert.
21 Der er hørt en Røst paa de høie Steder, Israels Børns ydmyge Begjæringers Graad; thi de have forvendt deres Vei, de have forglemt Herren deres Gud.
11 Herre! vil du holde dig rolig ved disse Ting? vil du tie og fortrykke os saa saare?
19 Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
8 Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
1 Hvorledes haver Herren formørket Zions Datter (med en tyk Sky) i sin Vrede? han haver kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel ihu paa sin Vredes Dag.
2 Herren haver opslugt og sparede ikke nogen af Jakobs Boliger, han haver nedbrudt Judæ Datters Befæstninger i sin Fortørnelse, han haver nedlagt (dem) paa Jorden, han haver vanhelliget Riget og dets Fyrster.
2 Vor Arv er vendt til Fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Vi ere faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
10 Zions Datters Ældste laae paa Jorden, de taug, opkastede Støv paa deres Hoved, bandt Sække om; Jomfruer af Jerusalem hængte deres Hoved ned imod Jorden.
11 Mine Øine forsmægtede for den (megen) Graad, mine Indvolde rørtes, min Lever er udgydt paa Jorden over mit Folks Datters Forstyrrelse, der de spæde og diende Børn forsmægtede paa Gaderne i Staden.
14 Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig.
24 Vi have hørt Rygte derom, vore Hænder ere nedsjunkne; Angest haver betaget os, (ja) Smerte, som hendes, der føder.
11 Og nu ere vel mange Hedninger samlede imod dig, som sige: Hun skal besmittes, og vore Øine skulle see paa Zion.
7 Fra vore Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgjerningers Skyld ere vi, (ja) vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, i Sværd, i Fængsel og i Rov og i (vore) Ansigters Skam, som det sees paa denne Dag.
11 Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
24 Og Beskjæmmelse haver fortæret vore Fædres Arbeide fra vor Ungdom af, deres Smaaqvæg og deres store Qvæg, deres Sønner og deres Døttre.
7 Herren haver bortkastet sit Alter gjort sin Helligdom til Intet, overantvordet dens Paladsers Mure i Fjendens Haand, at de udgave (deres) Røst i Herrens Huus som paa en Forsamlingsdag.
8 Herren haver tænkt at fordærve Zions Datters Muur, han udstrakte en Maalesnor, han vendte ikke sin Haand tilbage, før han havde opslugt, og han haver gjort, at Værn og Muur maae sørge, de ere vansmægtede tillige.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
20 Mit Paulun er forstyrret, og alle mine Snorer ere sønderslidte; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; Ingen udslaaer ydermere mit Paulun eller ophænger mine Gardiner.
9 Vi vilde have lægt Babel, men den blev ikke lægt; forlader den, og lader os drage, hver til sit Land; thi dens Dom naaer til Himmelen, og er opløftet indtil (de øverste) Skyer.
7 Herre! dig hører Retfærdighed til, men os (vort) Ansigts Blusel, som (det er) paa denne Dag, (nemlig) hver i Juda, og dem, som boe i Jerusalem, og al Israel, de, som ere nær, og de langt borte, i alle Landene, der hvor du haver fordrevet dem hen for deres Forgribelses Skyld, med hvilken de have forgrebet sig imod dig.
8 Og jeg vil gjøre denne Stad til en Forskrækkelse og til Hvidsel; hver, som gaaer forbi den, skal forskrækkes og hvidsle over alle dens Plager.
11 Man gjorde den (aldeles) øde, den sørgede over mig, der den var øde; alt Landet er ødelagt, thi Ingen lægger det paa Hjerte.
26 Og dens Porte skulle være bedrøvede og sørge, og hun, som holder sig uskyldig, skal sidde paa Jorden.
1 Hvorledes sidder Staden (saa) eenlig, som havde meget Folk? den er som en Enke; (den, som var saa) stor iblandt Hedningerne, en Fyrstinde iblandt Landskaberne, er skatskyldig.
9 Nu, hvorfor raaber du saare? er der ingen Konge udi dig? er din Raadgiver omkommen, fordi Smerte haver betaget dig, som hendes, der føder?