Klagesangene 4:18
De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
20 Herrens Salvede, (som var) vor Næses Aand, blev fangen i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Hedningerne.
17 Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
4 Vi maae drikke vort Vand for Penge, vore Træer komme (til os) for (Penges) Værd.
5 Vi lide Forfølgelse paa vor Hals, vi arbeide, og vi have ikke Hvile.
17 Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
18 for Zions Bjergs Skyld, som er øde; Ræve løbe derpaa.
46 Alle vore Fjender oplode deres Mund over os.
47 Der var Forskrækkelse og Hule for os, (ja) Ødelæggelse og Forstyrrelse.
6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
9 Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdighed naaede ikke til os; vi forventede Lyset, og see, (her er) Mørke, (vi ventede idel) Skin, og see, vi vandre i (idel) Mørkhed.
10 Vi føle os for som de Blinde efter en Væg, ja, vi føle os for som de, der have ingen Øine; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere i stinkende Steder som de Døde.
11 Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
12 Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder svare imod os; thi vore Overtrædelser ere hos os, og vi kjende vore Misgjerninger,
4 Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
14 (Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke seet det Gode.
26 De ere fremfarne med ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
14 De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.
24 Vi have hørt Rygte derom, vore Hænder ere nedsjunkne; Angest haver betaget os, (ja) Smerte, som hendes, der føder.
25 Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke paa Veien; thi der er Fjendens Sværd, (ja) Rædsel trindt omkring.
20 Høsten er forbi, Sommeren er endt, og vi, vi ere ikke frelste.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.
19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
8 Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
9 Vi hente vort Brød med vort Livs (Fare) for Sværdet i Ørken.
15 Bi efter Fred, og det skal ikke (vorde) godt, efter Lægedoms Tid, og see, Forfærdelse (kommer).
21 Thi Døden er opstegen i vore Vinduer, er kommen i vore Paladser, til at udrydde spæde Børn udenfor, de unge Karle af Gaderne.
18 Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
18 og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.
19 Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
11 Og vore Modstandere sagde: De skulle ikke vide og ikke see, førend vi komme midt iblandt dem og slaae dem ihjel; og vi ville gjøre, at Gjerningen skal holde op.
11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
7 Vor Sjæl er undkommen som en Fugl af Fuglefangerens Snare; Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne.
14 (at) vore Øxne kunne være (vel) beladte, (at der skeer) intet Indbrud, ei heller Udførsel, ei heller Klagemaal paa vore Gader.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
9 Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
6 Enden kommer, Enden kommer, den er opvaagnet imod dig; see, den kommer!
6 Og de skulle gaae ud efter os, indtil vi faae afdraget dem fra Staden, thi de skulle tænke: De flye for vort Ansigt, ligesom i Begyndelsen, og vi ville flye for deres Ansigt.
17 Sandelig, det er forgjæves at udsprede Garn for alle Fugles Øine.
2 Vor Arv er vendt til Fremmede, vore Huse til Udlændinge.
4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
16 Alle dine Fjender oplode deres Mund over dig, hvidslede og skare med Tænderne; de sagde: Vi have opslugt; ja, denne er den Dag, som vi biede efter, vi fandt, vi saae (den).