Jobs bok 6:18
Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
21 Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
19 Man seer til (dem) paa Stierne til Thema, de, som gaae til Scheba, vente paa dem.
16 der er Fordærvelse og Elendighed i deres Veie,
18 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; de skulle omkomme paa deres Hjemsøgelses Tid.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
18 Han er let ovenpaa Vandet, deres Deel er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Viingaardenes Vei.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
7 Deres Fødder løbe til det Onde og skynde sig til at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker, (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse paa deres banede Veie.
8 De kjende ikke Fredens Vei, og (der er) ingen Ret i deres Gange; deres Stier forvende de for sig selv, hver, som træder derpaa, veed ikke af Fred.
15 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de omkomme.
18 De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.
18 thi hendes Huus bøier sig til Døden, og hendes Veie til Dødninger;
19 alle de, som gaae ind til hende, skulle ikke komme tilbage og ikke naae til Livsens Stier;
8 Lad dem henflyde som Vand, lad dem gaae bort for sig (selv); naar (den Onde) spænder (Buen og skyder) med sine Pile, (saa lad dem være,) som de vare afhugne.
15 Dog haver mit Folk glemt mig, de gjøre Røgelse for Forfængelighed; og de støde an paa deres Veie, paa de evige Stier, for at gaae paa Stier, paa den Vei, som ikke er banet,
16 for at gjøre deres Land til en Forskrækkelse, til evige Hvidsler; hver, som gaaer der frem, skal forskrækkes og ryste med sit Hoved.
6 Thi Herren kjender de Retfærdiges Vei, men de Ugudeliges Vei skal forgaae.
19 De Ugudeliges Vei er som Mørkheden (selv), de vide ikke, hvorpaa de støde an.
33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.
13 (fra dem,) som forlade Rettens Stier, for at gaae paa Mørkheds Veie,
13 Saa ere alle deres Stier, som glemme Gud, og en Øienskalks Haab skal fortabes.
15 hvis Stier ere forvendte, og de ere afvegne i deres Veie;
18 De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
6 Thi see, de gaae (derhen) for Ødelæggelsen, Ægypten skal samle dem, Moph skal begrave dem; Nelder skulle eie deres yndige Ting af Sølv, Torne (skulle være) i deres Pauluner.
6 Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).
15 Lad den fare, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
26 De ere fremfarne med ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
6 (Ja) baade deres Kjærlighed og deres Had og deres Avind er allerede forgangen, og de have ingen Deel ydermere i Verden i alt det, som skeer under Solen.
12 Der er en Vei, som synes ret for en Mand, men det Sidste deraf er Dødens Veie.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
13 De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
14 De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.
15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
16 Thi deres Fødder løbe til det Onde, og de skynde sig til at udøse Blod.
9 De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
8 De banede Veie ere øde, den, som Pleier at gaae fremad Stien, maa lade blive; han haver brudt Pagten, forkastet Stæderne, ikke agtet et Menneske.
27 fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,
6 Jeg lod udrydde Hedningerne, deres Hjørner ere ødelagte, jeg lod gjøre deres Gader øde, saa Ingen gik igjennem; deres Stæder ere, forstyrrede, saa at der er ingen Mand, at der boer Ingen.
31 saa skulle de æde af deres Veies Frugt, og blive mætte af deres Raad.
17 Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
15 Haver du taget vare paa Verdens Sti, som de uretfærdige Folk have traadt paa?
16 og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
13 De, de ere iblandt de Gjenstridige imod Lyset, de kjende ikke hans Veie, og de blive ikke paa hans Stier.