Jobs bok 21:13
De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
21Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
12De opløfte (deres Røst) ved Tromme og Harpe, og glæde sig ved Orgels Lyd.
20De døe i et Øieblik, og et Folk bæver og forgaaer midt om Natten, og de Mægtige tages bort, (endskjøndt) ikke ved Haand.
26De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
19Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
24De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
15Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
19Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
33Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.
13eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
14Ligesom han udkom af sin Moders Liv, saa skal han nøgen fare igjen, og gaae, saasom han kom, og han skal ikke tage Noget (med sig) af sit Arbeide, som han kan bortføre i sin Haand.
10at han fremdeles skulde leve evindeligen (og) ikke see Graven.
11Thi man skal see, at de Vise skulle døe, at en Daare og en Ufornuftig skulle omkomme tillige, og de skulle forlade deres Gods til Andre.
12Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
13Dog bliver et Menneske, (som er) i Værdighed, ikke varagtigt (derudi); han bliver lignet ved Bæsterne, som udryddes.
14Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.
21dem, som bie efter Døden, men den (kommer) ikke, og grave efter den mere end efter de skjulte (Liggendefæer),
22dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,
10men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
11Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
21En Lyd af (mange) Forskrækkelser er for hans Øren; i Fred (frygter han sig, at) en Ødelægger skal komme over ham.
4Thi der findes ingen Baand indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
5De have ikke Møie som (et andet) Menneske, og de blive ikke plagede som (andre) Mennesker.
12See, disse ere ugudelige; dog ere de rolige i Verden, de formere Godset.
14Deres Sjæl skal døe i Ungdommen, og deres Liv (skal endes) iblandt Skjørlevnere.
6Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
14Dog sagde de til Gud: Vig fra os, thi vi have ikke Lyst til dine Veies Kundskab.
6See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
4Gods skal ikke hjælpe paa Grumheds Dag, men Retfærdighed skal redde fra Døden.
18Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
23Denne maae døe i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg.
21Thi hvad Lyst skal han have til sit Huus efter sig, naar hans Maaneders Tal er deelt midt over?
17Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
17Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed bliver stor.
12vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
16De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
14Derfor haver Graven udvidet sig selv og opladt sin Mund umaadeligen, at (baade) dets ypperlige (Folk) og dets menige (Folk), baade den, som buldrer, og den, som er glad udi den, skal (der) nedfare.
7Hvorfor leve de Ugudelige, blive gamle, ja veldige i Formue?
13Nu velan I, som sige: Idag eller imorgen ville vi gaae til den eller den Stad og blive der eet Aar, og kjøbslaae og vinde,
18De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; de skulle omkomme paa deres Hjemsøgelses Tid.
21Ere hans Børn i Ære, da veed han det ikke, eller om de ere ringe, da agter han ikke paa dem.
4Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
11Dersom de ville høre og tjene, da skulle de fuldende deres Dage i det Gode, og deres Aar i megen Liflighed.
19Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.
21Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
19Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,
28Hans Huses Indkomme skal bortføres, (alt hans Gods) skal flyde bort paa hans Vredes Dag.
29Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.
2Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.