Jobs bok 6:17
Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
16 der ere sorte af Iis, over hvilke der skjules med Snee.
19 hvor meget mere (paa dem), som boe i Leerhuse, hvis Grundvold er i Støvet? man kan støde dem smaa førend et Møl.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
21 Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
18 Han er let ovenpaa Vandet, deres Deel er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Viingaardenes Vei.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
9 De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
18 De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
7 Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.
8 Lad dem henflyde som Vand, lad dem gaae bort for sig (selv); naar (den Onde) spænder (Buen og skyder) med sine Pile, (saa lad dem være,) som de vare afhugne.
9 Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.
2 Gud skal opstaae, hans Fjender skulle adspredes, og de, som hade ham, skulle flye fra hans Ansigt.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.
16 og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
14 See, de vare som Halm, en Ild haver opbrændt dem, de kunde ikke redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved, (eller) en Ild at sidde for den.
26 De ere fremfarne med ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
2 Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.
12 (Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
10 Fordi de ere i hverandre forviklede som Torne, og ere drukne efter deres (sædvanlige) Drukkenskab, ere de fortærede som et tørt Straa fuldkommeligen.
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
7 En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,
3 Derfor skulle de være som en Sky om Morgenen, og som den Dug, der kommer aarle (og) gaaer (snart) bort, som Avnen, der drives ved en Storm af en Lo, og som Røg af en Skorsteen.
24 De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
12 De gjøre Nat til Dag, (at jeg kan ikke sove,) og Lyset er nær (ved at vige) for Mørkets Skyld.
6 Og den gaaer ud som en Brudgom af sit Brudehuus; den glæder sig som en vældig (Stridsmand) til at løbe (sin) Bane.
8 Og et (vildt) Dyr maa gaae i (Kulen), hvor det lurer, og blive i sine Boliger.
9 Af de (inderste) Kammere (imod Sønden) kommer en Hvirvelvind, og ved de adspredende (Vinde imod) Norden kommer Kulde.
6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.
30 Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
17 Han udkaster sin Iis som Mundbide; hvo kan staae for hans Kulde?
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
15 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de omkomme.
3 En Ild fortærer foran det, og efter det skal en Lue optænde; foran det er Landet som Edens Have, men efter det som en (meget) øde Ørk, og Ingen skal undkomme for det.
18 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; de skulle omkomme paa deres Hjemsøgelses Tid.
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
6 De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend (Nogen) oprykker det,
24 Ja, de blive hverken plantede, ei heller saaede, og deres Stub rodfæstes ikke i Jorden; og han blæser ogsaa paa dem, at de blive tørre, og en Storm maa tage dem bort som Halm.
16 som have faaet Rynker, førend det var deres Tid, en Flod er udøst over deres Grundvold,
18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
17 Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.