Salmenes bok 90:6
Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
11 Kan et Siv opvoxe uden Dynd? kan en Eng voxe foruden Vand?
12 (Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.
2 Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.
10 men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
11 Paa den Dag, du planter, skal du komme (din Plantelse) til at groe, og om Morgenen skal du komme din Sæd til at grønnes; (men det skal aleneste være) en Høstdynge paa Svagheds og den ulægelige Smertes Dag.
15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
7 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
8 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.
7 En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed.
6 De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend (Nogen) oprykker det,
24 Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
9 Siig: Saa sagde den Herre Herre: Skulde det lykkes? skal man ikke oprykke dets Rødder og afslaae dets Frugt? og det skal blive tørt, (ja, det skal) blive tørt med alle sine Væxters afbrudte (Blade), dog ikke ved en stor Arm eller ved meget Folk, at optage det fra sine Rødder.
10 Ja, see, det var (vel) plantet, men mon det skulde lykkes? skulde det ikke vist blive tørt, saasnart Østenveir rører ved det, (ja) blive tørt i de Bede, som det voxer udi?
8 Om dets Rod bliver gammel i Jorden, og Stubben deraf døer i Støvet,
9 (saa) grønnes det (dog igjen) af Vandets Lugt og skyder Grene som en Plante.
17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
14 (Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
16 og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.
24 De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
30 Thi I skulle være som en Eeg, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.
27 Og de, som boede deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og (som) de grønne Urter, (som) Hø paa Tagene og en (forbrændt) Ager, før (Kornet) staaer (i Ax).
6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
5 Thi før Høsten, naar Knopperne ere fuldkomne, og Blomsterne (ere blevne til) sure Druer, som blive modne, da skal man afskjære Rankerne med Seglene, og borttage, (ja) afhugge Qvistene.
16 Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Green afskjæres.
4 Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.
14 De, som ere plantede i Herrens Huus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.
19 Naar den gaaer over, skal den borttage eder, thi den skal gaae over hver Morgen, (ja) om Dagen og om Natten, og aleneste, (naar man) fornemmer Rygtet (derom), skal der være en heftig Bevægelse.
9 Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.
18 De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.
5 Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).
19 Min Rod var udbredt ved Vand, og Duggen blev om Natten paa min Høst.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
6 Saa din Sæd aarle, og lad din Haand ikke hvile om Aftenen; thi du veed ikke, enten dette eller hiint skal blive ret, eller om de begge skulle være gode som Eet.
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
26 Og de, som boe deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der visner, før det staaer (i Ax).
16 Han er saftig, førend Solen (gaaer op), og hans (unge Qvist) voxer op i hans Have.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
20 Og da de om Morgenen gik forbi, saae de, at Figentræet var visnet fra Rødderne af.