Jobs bok 6:16
der ere sorte af Iis, over hvilke der skjules med Snee.
der ere sorte af Iis, over hvilke der skjules med Snee.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
18 Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, de fare forbi som Bækkenes Strøm,
7 Hendes Nasiræere vare renere end Snee, klarere end Melk; paa Legemet vare de rødere end Perler, de vare polerede som en Saphir.
8 Deres Skikkelse er mørkere end Sorthed, de kjendes ikke paa Gaderne; deres Hud hænger ved deres Been, den er tør som Træ.
29 Af hvis Liv er Frost udgangen, og hvo fødte Riimfrost under Himmelen?
30 Vandet skjuler sig som en Steen, og Afgrunden holder sig tilsammen ovenpaa.
30 Min Hud er bleven sort over mig, og mit Been er optændt af Tørhed.
16 I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.
17 Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
18 Han er let ovenpaa Vandet, deres Deel er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Viingaardenes Vei.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
16 Han giver Snee som Uld, han udstrøer Riimfrost som Aske.
17 Han udkaster sin Iis som Mundbide; hvo kan staae for hans Kulde?
5 Jeg er sort, dog liflig, I Jerusalems Døttre! som Kedars Pauluner, som Salomos Gardiner.
6 Seer ikke paa mig, at jeg er sortagtig, thi Solen haver brændt mig; min Moders Børns (Vrede) er optændt imod mig, de have sat mig til Viingaardenes Vogterinde; (men) jeg bevarede ikke min Viingaard, som jeg havde.
22 Er du kommen til Sneens Forraadskammere, eller kan du see Hagelens Forraadskammere,
10 Vor Hud er forbrændt som en Ovn for Hungerens vældige Storm.
6 (Men) hvorledes ere de Ting opledte, (som) Esau (havde? hvorledes) ere hans skjulte Liggendefæ opsøgte?
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
5 Mørkhed og Døds Skygge skulle besmitte den, en Sky skal boe over den, den hede Damp om Dagen skal forfærde den.
6 Mørkhed skal indtage den samme Nat, den skal ikke glæde sig iblandt Aarets Dage, den skal ikke komme i Maanedernes Tal.
14 Mon man skulde forlade Libanons Snee for en Klippe paa Marken? eller (mon) flydende (Vande) skulde overgives for fremmede kolde Vande?
12 De gjøre Nat til Dag, (at jeg kan ikke sove,) og Lyset er nær (ved at vige) for Mørkets Skyld.
17 Disse ere vandløse Kilder, Skyer, som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.
22 et meget mørkt Land, som Dødens Skygges Mørkhed, (og hvor) ingen Orden er, og (hvad) der skinner, er som Mørkhed.
6 Thi han taler til Snee, (sigende:) Vær paa Jorden, og til Pladskregn, (saa kommer) hans stærke (og) megen Pladskregn.
30 Om jeg end toede mig med Sneevand, og rensede mine Hænder med Sæbe,
6 (De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
6 Folkene skulle bæve for dets Ansigt; alle Ansigter skulle blive ganske sorte.
11 eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
9 Af de (inderste) Kammere (imod Sønden) kommer en Hvirvelvind, og ved de adspredende (Vinde imod) Norden kommer Kulde.
10 Gud giver Frost ved sin Aande, saa at det brede Vand bliver snevert.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7 De lade den Nøgne ligge om Natten foruden Klæder og foruden Dække i Kulden,
8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de have ingen Tilflugt, favne de en Klippe.
6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
21 Og nu seer man ikke Lys, som er klart i de (øverste) Skyer, (men) naar Veiret gaaer over, da renser det dem.
16 Giver Herren eders Gud Ære, før han lader det blive mørkt, og før eders Fødder støde sig paa de mørke Bjerge; og I skulle forvente Lys, og han skal gjøre det til Dødens Skygge, og skaffe det til Mørkhed.
14 Om Dagen skulle de løbe an i Mørket, og føle sig for om Middagen som om Natten.
19 Hvor er den Vei, der hvor Lyset mon boe, og hvor er Mørkheds Sted?
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
11 Hans Hoved er (som) det (kostelige) Guld, (som) det (fine) Guld; hans Lokker ere krusede, sorte som Ravnen.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
22 (Der er) intet Mørke og ei Døds Skygge, hvorudi de, som gjøre Uret, kunne skjule sig.
3 Jeg klæder Himmelen med Sort, og gjør dens Dække (som) en Sæk.