Høysangen 1:5
Jeg er sort, dog liflig, I Jerusalems Døttre! som Kedars Pauluner, som Salomos Gardiner.
Jeg er sort, dog liflig, I Jerusalems Døttre! som Kedars Pauluner, som Salomos Gardiner.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Seer ikke paa mig, at jeg er sortagtig, thi Solen haver brændt mig; min Moders Børns (Vrede) er optændt imod mig, de have sat mig til Viingaardenes Vogterinde; (men) jeg bevarede ikke min Viingaard, som jeg havde.
7Giv mig tilkjende, du, hvilken min Sjæl elsker! hvor du føder (Hjorden), hvor du lader den ligge om Middagen; thi hvorfor skulde jeg være som den, der skjuler sig hos dine Medbrødres Hjorde?
8Dersom du veed det ikke, du deiligste iblandt Qvinderne! (da) gak ud paa Faarenes Fodspor, og fød dine Kid ved Hyrdernes Boliger.
9Jeg haver lignet dig, min Veninde! ved mine Heste for Pharaos Vogne.
10Dine Kindbeen ere liflige i Spænderne, (og) din Hals i Kjæderne.
4Drag mig, efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig i sine inderste Kammere, vi ville fryde os og glæde os i dig, vi ville komme din (megen) Kjærlighed mere ihu end Viin; de Oprigtige elske dig.
7Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
8Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! om I finde min Kjæreste, hvad skulle I forkynde ham? —at jeg er syg af Kjærlighed.
9Hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, du deiligste iblandt Qvinderne! hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, at du haver saa besvoret os?
10Min Kjæreste er hvid og rød, som bærer Banner frem for ti Tusinde.
11Hans Hoved er (som) det (kostelige) Guld, (som) det (fine) Guld; hans Lokker ere krusede, sorte som Ravnen.
4Du, min Veninde! er skjøn som Thirza, liflig som Jerusalem, forfærdelig som de, der ere under Bannere.
5Vend dine Øine om fra mig, thi de, de gjøre mig heftig; dit Haar er som en Gjedehjords, som vel trives (og kommer) fra Gilead.
30Min Hud er bleven sort over mig, og mit Been er optændt af Tørhed.
14Min Kjæreste er mig en Copherdrue i Viingaardene udi En-Gedi.
15See, du, min Veninde! er deilig, see, du er deilig, dine Øine ere (som) Duers (Øine).
16See, du, min Kjæreste! er deilig, ja liflig, ja vor Seng er grøn.
6Indtil Dagen bliver luftig, og Skyggerne flye bort, vil jeg gaae til Myrrha-Bjerg og til Viraks-Høi.
7MinVeninde! du er aldeles deilig, og der er ingen Lyde paa dig.
8Med mig fra Libanon, (min) Brud! med mig fra Libanon skal du komme; du skal skue ned fra Amanas Top, fra Senirs og Hermons Top, fra Løvernes Boliger, fra Pardernes Bjerge.
9(men) een er min Due, min Fuldkomne, hun er sin Moders Eneste, hun er reen for den, som hende fødte; (naar) Døttre see hende, (da) skulle de prise hende salig, (ja) Dronninger og Medhustruer skulle og rose hende.
10Hvo er denne, som seer ud som Morgenrøden, deilig som Maanen, reen som Solen, forfærdelig som de, der ere under Bannere?
4Din Hals er som et Elfenbeens Taarn, dine Øine ere ligesom de Fiskevande i Hesbon ved Betth-Rabbims Port, din Næse er (ligesom) et Taarn paa Libanon, som seer imod Damascus.
5Dit Hoved paa dig er som Carmel, og Flettelsen paa dit Hoved er som Purpur; Kongen er bunden i Lokkerne.
6Hvor deilig og hvor liflig er du, o Kjærlighed i Vellyster!
1See, min Veninde! du er deilig, see, deilig er du, dine Øine ere (som) Duers (Øine) imellem dine Lokker, dit Haar er som en Gjedehjords, som vel trives (og kommer) fra Gileads Bjerg.
10Jeg er min Kjærestes, og hans Attraa er til mig.
5Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! ved Raaer eller Hinder paa Marken, at I ikke opvække eller komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil).
6Hvo er hun, der kommer op fra Ørken som Støtter af Røg, gjennemrøget (af) Myrrha og Virak (og) allehaande Pulver fra Apothekeren?
7Hendes Nasiræere vare renere end Snee, klarere end Melk; paa Legemet vare de rødere end Perler, de vare polerede som en Saphir.
8Deres Skikkelse er mørkere end Sorthed, de kjendes ikke paa Gaderne; deres Hud hænger ved deres Been, den er tør som Træ.
15Hans Laar ere (som) Marmorstøtter, grundfæstede paa Fødder af det (fine) Guld; hans Skikkelse er som Libanons, udvalgt som Cedertræernes.
16Hans Gane er aldeles sød, og han er heel ønskelig; denne er min Kjæreste, og denne er min Ven, I Jerusalems Døttre!
1Jeg er en Rose i Saron, en Lilie i Dalene.
2Som en Lilie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døttrene.
3Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min Kjæreste iblandt Sønnerne; jeg begjærer (at være) under hans Skygge og sidde (derunder), og hans Frugt er sød for min Gane.
10Min Kjæreste svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde, min Deilige! og gak (hid).
12Førend jeg vidste det, satte mig min Sjæl paa mit frivillige Folks Vogne.
1Hvor er din Kjæreste hengangen, o du deiligste iblandt Qvinderne! hvor haver din Kjæreste vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
11I Zions Døttre! gaaer ud og beseer Kong Salomo med den Krone, som hans Moder kronede ham med paa hans Trolovelsesdag, paa hans Hjertes Glædesdag.
1Jeg er kommen, min Søster, o Brud! i min Have, jeg haver afbrudt min Myrrha med min kostelige Urt, jeg haver ædet min Honningkage med min Honning, jeg haver drukket min Viin med min Melk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I Elskelige!
2Jeg sov, (siger hun), men mit Hjerte vaagede; (det er) min Kjærestes Røst, som banker, (sigende): Lad op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fuldkomne! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.
10Jeg er en Muur, og mine Bryster ere ligesom Taarne; da var jeg for hans Øine som hun, der finder Fred.
10Hvor deilig er din (megen) Kjærlighed, min Søster, o Brud! hvad er din megen Kjærlighed bedre end Viin, og dine Salvers Lugt bedre end alle (kostelige) Urter!
3Dine Læber ere som en Skarlagens Snor, og din Tale er liflig; dine Kinder ere som et Stykke af et Granatæble imellem dine Lokker.
2Jeg lignede Zions Datter ved en deilig og kræsen (Jomfru).
2Han kysse mig med sin Munds Kys, thi din megen Kjærlighed er bedre end Viin.
4Jeg haver besvoret eder, I Jerusalems Døttre! hvi vilde I opvække, og hvi vilde I komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil)?
5Hvo er hun, som opfarer af Ørken og hælder sig til sin Kjæreste? Jeg opvakte dig under Æbletræet, der undfangede din Moder dig, der undfangede hun, som fødte dig.
7Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke opvække eller komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil).