Høysangen 1:5
Jeg er sort, dog liflig, I Jerusalems Døttre! som Kedars Pauluner, som Salomos Gardiner.
Jeg er sort, dog liflig, I Jerusalems Døttre! som Kedars Pauluner, som Salomos Gardiner.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Seer ikke paa mig, at jeg er sortagtig, thi Solen haver brændt mig; min Moders Børns (Vrede) er optændt imod mig, de have sat mig til Viingaardenes Vogterinde; (men) jeg bevarede ikke min Viingaard, som jeg havde.
7 Giv mig tilkjende, du, hvilken min Sjæl elsker! hvor du føder (Hjorden), hvor du lader den ligge om Middagen; thi hvorfor skulde jeg være som den, der skjuler sig hos dine Medbrødres Hjorde?
8 Dersom du veed det ikke, du deiligste iblandt Qvinderne! (da) gak ud paa Faarenes Fodspor, og fød dine Kid ved Hyrdernes Boliger.
9 Jeg haver lignet dig, min Veninde! ved mine Heste for Pharaos Vogne.
10 Dine Kindbeen ere liflige i Spænderne, (og) din Hals i Kjæderne.
4 Drag mig, efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig i sine inderste Kammere, vi ville fryde os og glæde os i dig, vi ville komme din (megen) Kjærlighed mere ihu end Viin; de Oprigtige elske dig.
7 Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
8 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! om I finde min Kjæreste, hvad skulle I forkynde ham? —at jeg er syg af Kjærlighed.
9 Hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, du deiligste iblandt Qvinderne! hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, at du haver saa besvoret os?
10 Min Kjæreste er hvid og rød, som bærer Banner frem for ti Tusinde.
11 Hans Hoved er (som) det (kostelige) Guld, (som) det (fine) Guld; hans Lokker ere krusede, sorte som Ravnen.
4 Du, min Veninde! er skjøn som Thirza, liflig som Jerusalem, forfærdelig som de, der ere under Bannere.
5 Vend dine Øine om fra mig, thi de, de gjøre mig heftig; dit Haar er som en Gjedehjords, som vel trives (og kommer) fra Gilead.
30 Min Hud er bleven sort over mig, og mit Been er optændt af Tørhed.
14 Min Kjæreste er mig en Copherdrue i Viingaardene udi En-Gedi.
15 See, du, min Veninde! er deilig, see, du er deilig, dine Øine ere (som) Duers (Øine).
16 See, du, min Kjæreste! er deilig, ja liflig, ja vor Seng er grøn.
6 Indtil Dagen bliver luftig, og Skyggerne flye bort, vil jeg gaae til Myrrha-Bjerg og til Viraks-Høi.
7 MinVeninde! du er aldeles deilig, og der er ingen Lyde paa dig.
8 Med mig fra Libanon, (min) Brud! med mig fra Libanon skal du komme; du skal skue ned fra Amanas Top, fra Senirs og Hermons Top, fra Løvernes Boliger, fra Pardernes Bjerge.
9 (men) een er min Due, min Fuldkomne, hun er sin Moders Eneste, hun er reen for den, som hende fødte; (naar) Døttre see hende, (da) skulle de prise hende salig, (ja) Dronninger og Medhustruer skulle og rose hende.
10 Hvo er denne, som seer ud som Morgenrøden, deilig som Maanen, reen som Solen, forfærdelig som de, der ere under Bannere?
4 Din Hals er som et Elfenbeens Taarn, dine Øine ere ligesom de Fiskevande i Hesbon ved Betth-Rabbims Port, din Næse er (ligesom) et Taarn paa Libanon, som seer imod Damascus.
5 Dit Hoved paa dig er som Carmel, og Flettelsen paa dit Hoved er som Purpur; Kongen er bunden i Lokkerne.
6 Hvor deilig og hvor liflig er du, o Kjærlighed i Vellyster!
1 See, min Veninde! du er deilig, see, deilig er du, dine Øine ere (som) Duers (Øine) imellem dine Lokker, dit Haar er som en Gjedehjords, som vel trives (og kommer) fra Gileads Bjerg.
10 Jeg er min Kjærestes, og hans Attraa er til mig.
5 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! ved Raaer eller Hinder paa Marken, at I ikke opvække eller komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil).
6 Hvo er hun, der kommer op fra Ørken som Støtter af Røg, gjennemrøget (af) Myrrha og Virak (og) allehaande Pulver fra Apothekeren?
7 Hendes Nasiræere vare renere end Snee, klarere end Melk; paa Legemet vare de rødere end Perler, de vare polerede som en Saphir.
8 Deres Skikkelse er mørkere end Sorthed, de kjendes ikke paa Gaderne; deres Hud hænger ved deres Been, den er tør som Træ.
15 Hans Laar ere (som) Marmorstøtter, grundfæstede paa Fødder af det (fine) Guld; hans Skikkelse er som Libanons, udvalgt som Cedertræernes.
16 Hans Gane er aldeles sød, og han er heel ønskelig; denne er min Kjæreste, og denne er min Ven, I Jerusalems Døttre!
1 Jeg er en Rose i Saron, en Lilie i Dalene.
2 Som en Lilie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døttrene.
3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min Kjæreste iblandt Sønnerne; jeg begjærer (at være) under hans Skygge og sidde (derunder), og hans Frugt er sød for min Gane.
10 Min Kjæreste svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde, min Deilige! og gak (hid).
12 Førend jeg vidste det, satte mig min Sjæl paa mit frivillige Folks Vogne.
1 Hvor er din Kjæreste hengangen, o du deiligste iblandt Qvinderne! hvor haver din Kjæreste vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
11 I Zions Døttre! gaaer ud og beseer Kong Salomo med den Krone, som hans Moder kronede ham med paa hans Trolovelsesdag, paa hans Hjertes Glædesdag.
1 Jeg er kommen, min Søster, o Brud! i min Have, jeg haver afbrudt min Myrrha med min kostelige Urt, jeg haver ædet min Honningkage med min Honning, jeg haver drukket min Viin med min Melk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I Elskelige!
2 Jeg sov, (siger hun), men mit Hjerte vaagede; (det er) min Kjærestes Røst, som banker, (sigende): Lad op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fuldkomne! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.
10 Jeg er en Muur, og mine Bryster ere ligesom Taarne; da var jeg for hans Øine som hun, der finder Fred.
10 Hvor deilig er din (megen) Kjærlighed, min Søster, o Brud! hvad er din megen Kjærlighed bedre end Viin, og dine Salvers Lugt bedre end alle (kostelige) Urter!
3 Dine Læber ere som en Skarlagens Snor, og din Tale er liflig; dine Kinder ere som et Stykke af et Granatæble imellem dine Lokker.
2 Jeg lignede Zions Datter ved en deilig og kræsen (Jomfru).
2 Han kysse mig med sin Munds Kys, thi din megen Kjærlighed er bedre end Viin.
4 Jeg haver besvoret eder, I Jerusalems Døttre! hvi vilde I opvække, og hvi vilde I komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil)?
5 Hvo er hun, som opfarer af Ørken og hælder sig til sin Kjæreste? Jeg opvakte dig under Æbletræet, der undfangede din Moder dig, der undfangede hun, som fødte dig.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke opvække eller komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil).