Høysangen 2:7
Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke opvække eller komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil).
Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke opvække eller komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Vægterne, de, som gik omkring i Staden, fandt mig; (til dem sagde jeg:) Have I seet den, som min Sjæl elsker?
4 Der jeg kom lidet frem fra dem, fandt jeg den, som min Sjæl elsker; jeg greb ham, og vil ikke lade ham fare, indtil jeg faaer ledet ham til min Moders Huus, og til hendes inderste Kammer, som undfangede mig.
5 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! ved Raaer eller Hinder paa Marken, at I ikke opvække eller komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil).
6 Hvo er hun, der kommer op fra Ørken som Støtter af Røg, gjennemrøget (af) Myrrha og Virak (og) allehaande Pulver fra Apothekeren?
3 Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!
4 Jeg haver besvoret eder, I Jerusalems Døttre! hvi vilde I opvække, og hvi vilde I komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil)?
5 Hvo er hun, som opfarer af Ørken og hælder sig til sin Kjæreste? Jeg opvakte dig under Æbletræet, der undfangede din Moder dig, der undfangede hun, som fødte dig.
7 Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
8 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! om I finde min Kjæreste, hvad skulle I forkynde ham? —at jeg er syg af Kjærlighed.
9 Hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, du deiligste iblandt Qvinderne! hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, at du haver saa besvoret os?
8 (Det er) min Kjærestes Røst; see, han kommer, springende over Bjergene, hoppende over Høiene.
9 Min Kjæreste er lig en Raa eller en ung Hind; see, han staaer bag vor Væg, han seer ned udaf Vinduerne, han kiger igjennem Sprinklerne.
10 Min Kjæreste svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde, min Deilige! og gak (hid).
13 O du, som boer i Haverne! Medbrødre agte paa din Røst, lad mig høre (den).
14 Fly (du), min Kjæreste! og vær du lig en Raa eller en ung Hind paa (kostelige) Urters Bjerge.
6 Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!
16 Min Kjæreste er min, og jeg er hans, som føder (Hjorde) iblandt Lilierne.
17 Indtil Dagen bliver luftig, og Skyggerne flye bort, gak omkring, bliv lig en Raa, min Kjæreste! eller som en ung Hind paa Bethers Bjerge.
1 Jeg er kommen, min Søster, o Brud! i min Have, jeg haver afbrudt min Myrrha med min kostelige Urt, jeg haver ædet min Honningkage med min Honning, jeg haver drukket min Viin med min Melk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I Elskelige!
2 Jeg sov, (siger hun), men mit Hjerte vaagede; (det er) min Kjærestes Røst, som banker, (sigende): Lad op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fuldkomne! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.
5 Dine to Bryster ere ligesom to unge Raatvillinger, som græsse iblandt Lilier.
6 Indtil Dagen bliver luftig, og Skyggerne flye bort, vil jeg gaae til Myrrha-Bjerg og til Viraks-Høi.
19 (Hun være dig) som en (meget) kjær Hind og en yndig Steengjed, lad hendes Bryster altid vederqvæge dig, vandre stedse omkring i hendes Kjærlighed.
20 Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
7 Giv mig tilkjende, du, hvilken min Sjæl elsker! hvor du føder (Hjorden), hvor du lader den ligge om Middagen; thi hvorfor skulde jeg være som den, der skjuler sig hos dine Medbrødres Hjorde?
8 Dersom du veed det ikke, du deiligste iblandt Qvinderne! (da) gak ud paa Faarenes Fodspor, og fød dine Kid ved Hyrdernes Boliger.
9 Jeg haver lignet dig, min Veninde! ved mine Heste for Pharaos Vogne.
10 Jeg er min Kjærestes, og hans Attraa er til mig.
11 Kom, min Kjæreste! lad os gaae ud paa Marken, lad os blive Natten over i Byerne.
12 Lad os staae aarle op til Viingaardene, lad os see, om Viintræerne blomstre, om de (smaae) Druer ere udsprungne, (og) om Granattræerne blomstre; der vil jeg give dig min (megen) Kjærlighed.
13 Figentræet haver udskudt sine (smaae) Figen, og Viintræerne, (ja) de (smaae) Druer give Lugt; staa du op, min Veninde, min Deilige! og gak (hid).
14 Min Due, (som er) i Klippens Rifter, i Skjul i Taarnet, lad mig see din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er liflig.
6 Hvor deilig og hvor liflig er du, o Kjærlighed i Vellyster!
4 Du, min Veninde! er skjøn som Thirza, liflig som Jerusalem, forfærdelig som de, der ere under Bannere.
5 Vend dine Øine om fra mig, thi de, de gjøre mig heftig; dit Haar er som en Gjedehjords, som vel trives (og kommer) fra Gilead.
3 Dine to Bryster ere ligesom to unge Raatvillinger.
1 Hvor er din Kjæreste hengangen, o du deiligste iblandt Qvinderne! hvor haver din Kjæreste vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
2 Min Kjæreste er nedgangen i sin Have til (kostelige) Urtebede, at føde (Hjorden) i Haverne og at sanke Lilier.
4 Drag mig, efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig i sine inderste Kammere, vi ville fryde os og glæde os i dig, vi ville komme din (megen) Kjærlighed mere ihu end Viin; de Oprigtige elske dig.
8 Med mig fra Libanon, (min) Brud! med mig fra Libanon skal du komme; du skal skue ned fra Amanas Top, fra Senirs og Hermons Top, fra Løvernes Boliger, fra Pardernes Bjerge.
9 Du haver betaget mit Hjerte, min Søster, o Brud! du haver betaget mit Hjerte med eet af dine Øine (og) med een Kjæde om din Hals.
16 Hans Gane er aldeles sød, og han er heel ønskelig; denne er min Kjæreste, og denne er min Ven, I Jerusalems Døttre!
13 Min Kjæreste er mig en Myrrhabusk, som bliver varagtig imellem mine Bryster.
14 Min Kjæreste er mig en Copherdrue i Viingaardene udi En-Gedi.
15 See, du, min Veninde! er deilig, see, du er deilig, dine Øine ere (som) Duers (Øine).
18 Kom, lad os (overflødigen) vederqvæges i (indbyrdes) Venlighed indtil Morgen, lad os fryde os i (megen) Kjærlighed;
16 Vaagn op, Norden! og kom, Sønden! blæs igjennem min Have, at dens (kostelige) Urter kunne dryppe. (Gid) min Kjæreste vilde komme til sin Have og æde sine kostelige Frugter!
1 See, min Veninde! du er deilig, see, deilig er du, dine Øine ere (som) Duers (Øine) imellem dine Lokker, dit Haar er som en Gjedehjords, som vel trives (og kommer) fra Gileads Bjerg.
2 Som en Lilie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døttrene.
12 Min Søster, o Brud! du er en tillukket Have, et tillukket Væld, en beseglet Kilde.