Job 37:6
Thi han taler til Snee, (sigende:) Vær paa Jorden, og til Pladskregn, (saa kommer) hans stærke (og) megen Pladskregn.
Thi han taler til Snee, (sigende:) Vær paa Jorden, og til Pladskregn, (saa kommer) hans stærke (og) megen Pladskregn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 Thi han formindsker Vandets Draaber, de udgyde Regn efter hans Damp,
28 hvilken Skyerne lade nedflyde; de neddryppe saare over Mennesker.
29 Mon ogsaa Nogen forstaaer de tykke (Skyers) Udbredelser (og) hans Pauluns megen Brusen?
3 Han lader den gaae ret frem under al Himmelen, og hans Lys er over Jordens Vinger.
4 Derefter brøler han (med sin) Røst, han tordner med sin høie Røst, og naar hans Røst skal høres, da undertrykker han dem ikke.
5 Gud tordner meget underligen med sin Røst; han gjør store Ting, og vi kunne ikke kjende (dem).
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
16 naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
10 Gud giver Frost ved sin Aande, saa at det brede Vand bliver snevert.
11 Ogsaa fordriver han den tykke (Sky) med klar (Luft), han adspreder Skyen ved sit Lys.
12 Og han vender Leilighederne efter sine Raad til deres Gjerning, til alt det, som han byder dem paa Jordens Kreds;
13 enten (det skeer) til Revselse, eller til hans Lands (Bedste), eller at han lader sig finde ved Miskundhed.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa, og agt paa Guds underlige Ting.
15 Veed du, naar Gud lægger (Saadant) paa dem, og naar han lader sin Skyes Lys skinne?
16 Veed du, hvorledes de tykke (Skyer) hænge (som i Vægtskaaler)? hans underlige Ting, (som er) fuldkommen i al Kundskab?
17 hvorledes dine Klæder blive varme, naar han gjør Landet stille fra Sønden?
18 Haver du udstrakt de (øverste) Skyer med ham, (som ere) faste som et støbt Speil?
15 Han sender sin Tale paa Jorden, hans Ord løber saare hasteligen.
16 Han giver Snee som Uld, han udstrøer Riimfrost som Aske.
17 Han udkaster sin Iis som Mundbide; hvo kan staae for hans Kulde?
18 Han sender sit Ord og smelter dem, han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen.
26 der han gjorde Regnen (en vis) Skik, og Vei til Lynet, (som gaaer) foran Torden,
13 Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
25 Hvo uddeelte Render til Vandskyl, og Vei til Lynet, (som gaaer foran) Torden?
26 at lade regne paa det Land, (hvor) Ingen er, i Ørken, hvor intet Menneske er,
7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
22 Er du kommen til Sneens Forraadskammere, eller kan du see Hagelens Forraadskammere,
7 Han besegler (derved) hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Gjerning, skulle kjende det.
10 Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og kommer ikke tilbage derhen, men vander Jorden (overflødigen) og gjør den frugtbar og kommer den til at give Grøde, og den giver Sæd til at saae og Brød til at æde,
22 Af Norden kommer Guld; (men o, hvad er der) en forfærdelig Majestæt hos Gud!
34 Kan du opløfte din Røst til den tykke (Sky), at Vands Mangfoldighed maa skjule dig?
35 Kan du udlade Lynene, at de fare hen, og at de sige til dig: See, her ere vi?
32 Han skjuler Lyset (som) med flade Hænder, og byder derover derved, at en (Sky) kommer derimod.
33 Derom forkynder hans Torden; ogsaa Fæet (forkynder) om det, som opstiger (af Jorden).
10 han, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Gaderne,
8 ham, som bedækker Himmelen med (tykke) Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs groe paa Bjergene,
8 Han binder Vandet tilsammen i sine Skyer, dog brister Skyen ikke under dem.
6 Han skal fare ned som Regn paa det afhugne (Græs), som Draaber, der vædske Jorden.
6 Han er den, som bygger sine høie (Sale) i Himmelen og grundfæster sin Klynge paa Jorden, den, som kalder ad Vandene i Havet og udøser dem ovenpaa Jorden, Herren er hans Navn.
28 Er der og Regnens Fader til? eller hvo haver født Duggens Draaber?
1 Begjærer Regn af Herren paa den sildige Regns Tid, af Herren, som gjør Lynet, saa skal han give dem Pladskregn, ja, for enhver Mand Urter paa Marken.
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
37 Hvo kan tælle de (øverste) Skyer med Viisdom, og hvo kan nedlægge Himmelens Vandfald,
17 Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
14 See, disse ere de yderste (Parter) af hans Veie, og hvor lidet er det Ord, som vi have hørt om ham? hvo skulde da kunne forstaae sig paa hans Magts Torden?
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
2 Min Lærdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal skyde som Duggen, som Støvregnen paa Græs og som Regndraaber paa Urter.
22 Mon der være iblandt Hedningernes Forfængeligheder de, som kunne lade regne, eller kunne de give Himlene Regndraaber? mon det ikke være dig selv, Herre vor Gud! og vi have forventet dig, thi du, du haver gjort alle disse Ting.