Jeremia 8:20

Original Norsk Bibel 1866

Høsten er forbi, Sommeren er endt, og vi, vi ere ikke frelste.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Ordsp 10:5 : 5 Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn, (men) den, som sover hart om Høsten, er en Søn, som beskjæmmer.
  • Matt 25:1-9 : 1 Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde. 2 Men de fem af dem vare kloge, og de fem daarlige. 3 Der de daarlige havde taget deres Lamper, toge de ikke Olie med sig. 4 Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper. 5 Men der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind. 6 Men om Midnat skede Anskrig: See, Brudgommen kommer, gaaer ham imøde! 7 Da vaagnede alle disse Jomfruer og gjorde deres Lamper tilrette. 8 Men de daarlige sagde til de kloge: Giver os af eders Olie, thi vore Lamper udslukkes. 9 Men de kloge svarede og sagde: Det maatte ikke blive nok til os og eder; men gaaer heller bort til dem, som sælge, og kjøber for eder selv. 10 Men der de gik bort at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt. 11 Men siden kom og de andre Jomfruer og sagde: Herre, Herre, lad op for os! 12 Men han svarede og sagde: Sandelig siger jeg eder, jeg kjender eder ikke.
  • Luk 13:25 : 25 Derefter, naar Huusbonden er opstanden og haver tillukket Døren, skulle I komme til at staae udenfor, og banke paa Døren og sige: Herre, Herre, lad op for os! og han skal svare og sige til eder: Jeg kjender eder ikke, hvorfra I ere.
  • Luk 19:44 : 44 Og de skulle lægge dig slet øde, og dine Børn i dig, og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi du ikke kjendte din Besøgelses Tid.
  • Hebr 3:7-9 : 7 Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst, 8 da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen, 9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar. 10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. 11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile. 12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud. 13 Men formaner eder selv hver Dag, saalænge det hedder Idag, paa det ikke Nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 14 Thi vi ere blevne deelagtige i Christo, saafremt vi bevare vor første sikkre Forvisning fast indtil Enden. 15 Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen;

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 19 See, mit Folks Datters Raabs Lyd (kommer) fra et langt fraliggende Land; er da Herren ikke i Zion? eller er dens Konge ikke i den? hvorfor opirrede de mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed (Folks) Forfængeligheder?

  • 21 Jeg er forstyrret over mit Folks Datters Forstyrrelse, jeg gaaer i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig.

  • 75%

    18 og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.

    19 Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.

  • 1 Vee mig! thi jeg er som de Ting, der eftersankes om Sommeren, som (efterladte) Viinqviste i Viinhøsten; der er ikke en Viindrue til at æde, (eller) den første Frugt, som min Sjæl havde Lyst til.

  • 74%

    15 Ak, for en Dag! thi Herrens Dag er nær og skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

    16 Mon Maden ikke være afskaaren for vore Øine, (ja) Glæde og Fryd fra vor Guds Huus?

    17 Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.

    18 Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.

  • 73%

    15 Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.

    16 Vort Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi vi have syndet.

  • 11 Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.

  • 73%

    10 Marken er ødelagt, Landet sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, den ferske Olie er vansmægtet.

    11 Agermændene ere beskjæmmede, Viingaardsmændene hyle for Hvede og for Byg; thi Høsten paa Marken er fordærvet.

    12 Viintræet er tørret, og Figentræet er vansmægtet; (dertil) Granattræet, ja Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørrede, ja, Fryd er fortørret fra Menneskens Børn.

  • 19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.

  • 2 Og han sagde: Hvad seer du, Amos? og jeg sagde: En Kurv med Sommerfrugt; da sagde Herren til mig: Enden kommer til mit Folk Israel, jeg vil ikke ydermere blive ved at gaae det forbi.

  • 18 Herren, han er retfærdig, thi jeg var gjenstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og seer min Smerte; mine Jomfruer og mine unge Karle ere gaaede i Fængsel.

  • 8 Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.

  • 72%

    17 Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.

    18 De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.

  • 15 Bi efter Fred, og det skal ikke (vorde) godt, efter Lægedoms Tid, og see, Forfærdelse (kommer).

  • 8 (Men) Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Viingaard, som en Nathytte i en Græskarhave, som en belagt Stad.

  • 20 Mit Paulun er forstyrret, og alle mine Snorer ere sønderslidte; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; Ingen udslaaer ydermere mit Paulun eller ophænger mine Gardiner.

  • 8 Hyl som en Jomfru, der haver ombundet en Sæk, for sin Ungdoms Mand.

  • 4 Zions Veie sørge, fordi man ikke kommer til Forsamling; alle dens Porte ere ødelagte, dens Præster sukke; dens Jomfruer ere bedrøvede, og for hende selv (er det) bittert.

  • 4 Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.

  • 14 Og der er en Ild udgangen af en Kjep, (af de stærke) Qviste derpaa, som fortærede dets Frugt, at der er ikke en stærk Kjep (mere) paa det til et Spiir til at herske; det er et Klagemaal og skal være til et Klagemaal.

  • 13 Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.

  • 70%

    9 Derfor vil jeg græde med Jaesers Graad for det Viintræ i Sibma, jeg vil (overflødigen) vande dig med min Graad, Hesbon og Eleale! thi Frydeskriget over din Sommerfrugt og over din Høst er henfaldet.

    10 Og Glæde og Fryd skal borttages fra den frugtbare Mark, og man skal ikke synge (med Fryd) i Viingaardene, ei heller raabe (med Glæde); Persetræderen skal ikke træde Druer i Perserne, Frydeskriget haver jeg ladet høre op.

  • 26 O mit Folks Datter! ombind en Sæk og vælt dig i Asken, gjør dig Sorg (som for) en eneste (Søn), en (saare) bitter Hylen; thi Ødelæggeren skal komme hasteligen over os.

  • 23 Sandeligen, (det er idel) Bedrageri med Høiene, med den Mængde paa Bjergene; sandeligen, Israels Frelse er i Herren Vor Gud.

  • 31 O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?

  • 18 Vi undfangede, vare bange, (men) vi fødte (Noget) som Veir; vi skaffede Landet ikke (nogen) Frelse, og Jorderiges Indbyggere faldt ikke.

  • 20 Forstyrring over Forstyrring udraabes, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hasteligen ødelagte, (ja) mine Gardiner (ere borttagne) i et Øieblik.

  • 6 Du, du haver forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg vil udrække min Haand over dig og fordærve dig, jeg er træt af at angre.

  • 16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.

  • 2 Israels Jomfru er falden, hun skal ikke opstaae mere; hun er forladt i sit Land, der er Ingen, som opreiser hende.

  • 2 Juda sørger, og dens Porte vansmægte, de gaae i Sørgeklæder i Landet, og Jerusalems Klagemaal opstiger.

  • 17 Thi Figentræet grønnes ikke, og der er ikke Grøde i Viintræerne, Olietræets Frugt slaaer feil, og ingen af Agrene giver Spise; man skiller Faarene fra Stien, og der skulle ikke være Øxne i Staldene.

  • 8 Lad dig tugte, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal drages fra dig, at jeg ikke gjør dig til en Ødelæggelse, et Land, som Ingen boer udi.

  • 21 Der laae paa Jorden i Gaderne Ung og Gammel; mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne ved Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.

  • 9 Landet sørger, er forsmægtet, Libanon er beskjæmmet, er afhugget; Saron er som en øde Mark, og Basan og Carmel er afrystet.

  • 11 Ogsaa Juda (er besmittet; dog) haver han sat en Høst for dig, naar jeg omvender mit Folks Fængsel.

  • 9 Thi dens Saar ere ulegelige; thi det er kommet indtil Juda, det naaede indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.

  • 4 Paa den samme Dag skal man optage et Ordsprog over eder, og beklage sig med en ynkelig Klage (og) sige: Vi ere ganske forstyrrede, han haver bortskiftet (mit) Folks Deel; hvorledes unddrager han Mit fra mig? han deler ud, idet han afvender vore Agre (fra os til Andre).

  • 6 Og fra Zions Datter er udført al hendes Prydelse; hendes Fyrster vare ligesom Hjorte, der ikke finde Føde, og gik foruden Kraft for Forfølgerens Ansigt.

  • 31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.

  • 12 Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.