Amos 8:2
Og han sagde: Hvad seer du, Amos? og jeg sagde: En Kurv med Sommerfrugt; da sagde Herren til mig: Enden kommer til mit Folk Israel, jeg vil ikke ydermere blive ved at gaae det forbi.
Og han sagde: Hvad seer du, Amos? og jeg sagde: En Kurv med Sommerfrugt; da sagde Herren til mig: Enden kommer til mit Folk Israel, jeg vil ikke ydermere blive ved at gaae det forbi.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Saa lod den Herre Herre mig see, og see, (der stod) en Kurv med Sommerfrugt.
7Saa lod han mig see, og see, Herren stod paa en Muur, (som var bygget efter) en Blysnor, og han havde en Blysnor i sin Haand.
8Og Herren sagde til mig: Hvad seer du, Amos? og jeg sagde: En Blysnor; da sagde Herren: See, jeg vil lægge en Blysnor midt iblandt mit Folk Israel; jeg vil ikke ydermere blive ved at gaae det forbi.
9Men Isaks Høie skulle ødelægges, og Israels Helligdomme skulle blive øde, og jeg vil gjøre mig rede imod Jeroboams Huus med Sværdet.
20Høsten er forbi, Sommeren er endt, og vi, vi ere ikke frelste.
14Da svarede Amos og sagde til Amazia: Jeg var ikke en Prophet, og jeg var ikke en Prophets Søn, men jeg var en Fæhyrde, og En, som sankede vilde Morbær.
15Men Herren tog mig fra (at gaae) efter Hjorden, og Herren sagde til mig: Gak, spaa for mit Folk Israel.
13Jeg vil visseligen sanke dem, siger Herren; der ere ikke Druer paa Viintræet, og ei Figen paa Figentræet, ja, Bladene ere affaldne, og de (Bud), som jeg haver givet dem, overtræde de.
11See, de Dage komme, siger den Herre Herre, at jeg vil sende Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brødet, og ei Tørst efter Vandet, men efter at høre Herrens Ord.
9Saa sagde den Herre Zebaoth: De skulle vist eftersanke som paa et Viintræ det Overblevne af Israel; omvend din Haand som den, der afplukker (Viindruer) til Kurvene.
3Men Sangene i Templet skulle hyle paa den samme Dag, sagde den Herre Herre; (der skulle være) mange døde Kroppe, man skal stiltiende kaste (dem) bort paa alle Steder.
2Og du Menneskesøn! saa sagde den Herre Herre om Israels Land: Enden (er der); Enden kommer over Landets fire Hjørner.
6Enden kommer, Enden kommer, den er opvaagnet imod dig; see, den kommer!
8See, den Herre Herres Øine (see) paa et syndigt Rige, og jeg vil udslette det fra (at være) paa Jorden; dog vil jeg ikke plat udslette Jakobs Huus, siger Herren.
9Thi see, jeg befaler det, og vil lade Israels Huus fare hid og did iblandt alle Hedningerne, som Kornet farer hid og did i Soldet, og der skal ikke falde en liden Steen til Jorden.
10Alle Syndere af mit Folk skulle døe ved Sværdet, de, som sige: Ulykken skal ikke naae os eller komme os tilforn.
1De Ord, som Amos, der var iblandt Fæhyrderne af Thekoa, saae over Israel i Usias, Judæ Konges, Dage, og i Jeroboams, Joas Søns, Israels Konges, Dage, to Aar før Jordskjælvet.
2Og han sagde: Herren skal brøle af Zion og udgive sin Røst af Jerusalem, og Hyrdernes Græsgange skulle sørge, og Carmels Top blive tør.
1Vee mig! thi jeg er som de Ting, der eftersankes om Sommeren, som (efterladte) Viinqviste i Viinhøsten; der er ikke en Viindrue til at æde, (eller) den første Frugt, som min Sjæl havde Lyst til.
8Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
10(O) mit Tærskekorn og det Korn, (som er) i min Lade! det, jeg hørte af den Herre Zebaoth, Israels Gud, kundgjorde jeg eder.
8Da skede Herrens Ord til mig og sagde:
4Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.
3Og Herren sagde til mig: Hvad seer du, Jeremias? og jeg sagde: Figener; de gode Figener ere meget gode, og de onde ere meget onde, som ikke kunne ædes, fordi de ere onde.
4Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
5Thi før Høsten, naar Knopperne ere fuldkomne, og Blomsterne (ere blevne til) sure Druer, som blive modne, da skal man afskjære Rankerne med Seglene, og borttage, (ja) afhugge Qvistene.
8Men I, Israels Bjerge! skulle give eders Grene (igjen) og bære eders Frugt for mit Folk Israel; thi de nærme sig at komme.
1Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
11Og Herrens Ord skede til mig, og han sagde: Jeremias, hvad seer du? og jeg sagde: Jeg seer en Mandelstav.
12Og Herren sagde til mig: Du saae vel; thi jeg vil være aarvaagen (som Mandeltræet) over mit Ord, til at gjøre det.
13Og Herrens Ord skede til mig anden Gang, og han sagde: Hvad seer du? og jeg sagde: Jeg seer en sydende Potte, og dens forreste Deel er (vendt hid) fra Norden.
13Thi saa skal det gaae midt i Landet, midt iblandt Folket, som (naar) man haver rystet et Olietræ, (og) som med (overblevne) Viinqviste, naar Viinhøsten er endt.
21Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
7Thi den Herre Zebaoths Viingaard er Israels Huus, og Judæ Mænd ere hans Lysters Plantelse; og han forventede Ret, og see, (da er der) Plagen, (og) Retfærdighed, og see, (da er der) Skrig.
11Thi saa sagde Amos: Jeroboam skal døe ved Sværdet, og Israel skal vist bortføres af sit Land.
12Og Amazia sagde til Amos: Du Seer! gak, fly du til Judæ Land, og æd der Brød, og spaa der.
15Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
31O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?
11Ogsaa Juda (er besmittet; dog) haver han sat en Høst for dig, naar jeg omvender mit Folks Fængsel.
17Og (der skal være) Hylen i alle Viingaarde; thi jeg vil fare midt igjennem dig, siger Herren.
1Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
20Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
8Israel er opslugt; nu ere de iblandt Hedningerne som et Kar, hvortil Ingen haver Lyst.
12Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
15Og jeg vil slaae Vinterhuset med Sommerhuset, og de Elfenbeenshuse skulle forgaae, og de mange Huse skulle faae Ende, siger Herren.
8De skulle komme tilbage at sidde under hans Skygge, de skulle komme til Live igjen som Korn, og blomstre som Viintræet; hans Ihukommelse (skal være) som Viin af Libanon.
11Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
17Thi Figentræet grønnes ikke, og der er ikke Grøde i Viintræerne, Olietræets Frugt slaaer feil, og ingen af Agrene giver Spise; man skiller Faarene fra Stien, og der skulle ikke være Øxne i Staldene.
14Og jeg vil omvende mit Folks Israels Fængsel, og de skulle bygge de ødelagte Stæder og boe (der), og plante Viingaarde og drikke Viin af dem, og de skulle gjøre Haver og æde Frugt af dem.
9Og han sagde til mig: Israels og Judæ Huses Misgjerning er alt for saare stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af at bøie (Retten); thi de sagde: Herren haver forladt Landet, og Herren seer ikke.