Forkynneren 11:9
(Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
(Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hjerte, og lad Ondskab fare fra dit Kjød, thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed.
7 Lyset er og sødt, og det er lysteligt for Øinene at see Solen.
8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
1 Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;
2 medens Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne ikke endnu blive mørke, ei heller de tykke Skyer komme tilbage efter Regnen;
7 (Saa) gak, æd dit Brød med Glæde, og drik din Viin med et godt Mod; thi Gud haver allerede Behagelighed til dine Gjerninger.
8 Lad dine Klæder altid være hvide, og lad Olie ikke fattes paa dit Hoved.
9 See til, du lever med en Hustru, som du elsker, alle din Forfængeligheds Livsdage, som (Gud) haver givet dig under Solen alle din Forfængeligheds Dage; thi det er din Deel i Livet og i dit Arbeide, som du arbeider under Solen.
10 Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
1 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.
15 Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.
16 Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
11 Han gjorde Alting smukt i sin Tid, og lagde Verden i deres Hjerte, uden hvilken et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som Gud haver gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
10 Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide.
14 Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.
15 Jeg haver seet Allehaande i min Forfængeligheds Dage; der er en Retfærdig, som omkommer i sin Retfærdighed, og der er en Ugudelig, som lever længe i sin Ondskab.
9 Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
18 Din Kilde skal være velsignet, og glæd dig med din Ungdoms Hustru.
11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12 Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
18 Og hvilket Menneske, som Gud haver givet Rigdom og Gods, og giver ham Magt at æde deraf, og at optage sin Deel, og at glæde sig i sit Arbeide, dette er en Guds Gave.
3 Jeg opsøgte i mit Hjerte at fremdrage mit Kjød med Vinen, dog ledede jeg mit Hjerte til Viisdommen, og at tage fat paa Daarlighed, indtil jeg kunde see, hvad Menneskens Børn bedst (monne være), som de skulle gjøre under Himmelen i deres Livs Dages Tal.
21 Thi en Mands Veie ere for Herrens Øine, og han veier alle hans Gange.
3 Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.
19 Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
10 Siig ikke: Hvad var det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om Saadant af Viisdom.
1 Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.
26 Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
27 See dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa du det for dig.
7 Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
17 Vær ikke meget ugudelig, og vær ikke daarlig; hvorfor skulde du døe i Utide?
24 (Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
11 Thi dine Dage skulle blive mange ved mig, og Livs Aar skulle tillægges dig.
4 De Vises Hjerte er i Sorrigs Huus, men Daarernes Hjerte er i Glædes Huus.
11 Efterdi der skeer ikke strax en afsagt Dom over de onde Gjerninger, derfor er Menneskens Børns Hjerte fuldt i dem til at gjøre Ondt.
2 Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
5 Hvo, som holder Budet, skal intet Ondt fornemme, og den Vises Hjerte skal vide Tid og Ret.
27 Det er en Mand godt, at han haver baaret Aag i sin Ungdom.
17 Og (din) Livstid skal opgaae (klarere) end Middagen, du skal flyve op, du skal vorde som Morgenen.
14 Thi Gud skal føre hver Gjerning for Dommen med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.
13 Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
43 Fordi at du haver ikke ihukommet din Ungdoms Dage, men fortørnet mig ved alle disse Ting, saa haver jeg ogsaa, see jeg, lagt (dig) din Vei paa Hovedet, siger den Herre Herre; og du haver ikke gjort dig en Tanke at omvende dig fra alle dine Vederstyggeligheder.
14 Den Vises Øine ere i hans Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; dog fornam jeg ogsaa, at hvad der hændes den Ene, hændes dem alle.
9 da skal du forstaae Retfærdighed og Ret og Oprigtigheder (og) al god Vei.
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øine?
19 Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.