Salmenes bok 21:3
Du haver givet ham hans Hjertes Begjæring, og ikke vægret ham det, som hans Læber udsagde. Sela.
Du haver givet ham hans Hjertes Begjæring, og ikke vægret ham det, som hans Læber udsagde. Sela.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Herre! Kongen skal glæde sig i din Kraft, og hvor saare skal han fryde sig ved din Frelse!
4 Thi du forekommer ham med Velsignelser af det Gode, du sætter en Krone af (fiint) Guld paa hans Hoved.
5 Han begjærede Liv af dig, (saa) gav du ham (det, ja) et langt Levnet, evindelig og altid.
6 Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.
5 (da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
6 Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene, men du skal krone ham med Ære og Hæder.
6 Og du skal sætte den (store) Hue paa hans Hoved, og sætte den hellige Krone paa den (store) Hue.
7 Saa skal du tage Salveolien, og udøse paa hans Hoved og salve ham.
7 Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
2 Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg taler (en Sang), jeg haver gjort om en Konge, min Tunge er en snar Skrivers Pen.
9 Den skal sætte Naades Smykke paa dit Hoved, den skal give dig en deilig Krone.
4 han, som igjenløser dit Liv fra Fordærvelse, han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertigheder,
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
12 Men de skulle alle glæde sig, som forlade sig paa dig, de skulle fryde sig evindelig, thi du skjuler over dem; og de skulle saare fryde sig i dig, de, som elske dit Navn.
4 Han ihukomme alle dine Madoffere, og gjøre dit Brændoffer til Aske! Sela.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
6 Thi du, Gud! du haver hørt mine Løfter, du haver givet dem Eiendom, som frygte dit Navn.
7 Du skal lægge Dage til Kongens Dage, at hans Aar (maae være) som fra Slægt til Slægt,
5 Du bereder et Bord for mig imod mine Fjender, du gjorde mit Hoved fedt af Olie, mit Bæger flyder over.
3 Og det skal du beslaae med puurt Guld, dets Overdeel og dets Sider omkring og dets Horn; du skal og gjøre dertil en Guldkrands trindt omkring.
13 Og jeg haver endog givet dig det, som du ikke haver begjæret, (nemlig) baade Rigdom og Ære, saa at der haver ikke været Nogen som du iblandt Kongerne i alle dine Dage.
12 Og jeg gav dig Smykke paa dit Ansigt, og Ringe i dine Øren, og en deilig Krone paa dit Hoved.
8 at sætte (ham) hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster,
24 og beslaae det med puurt Guld, og gjøre en Guldkrands dertil omkring,
11 Vand dens Furer (overflødigen), nedtryk dens Rener; (ja) du skal gjøre den blød med Regndraaber, du skal velsigne dens Grøde.
7 Gud! din Throne (bliver) evindelig og altid; dit Riges Spiir er et ret Spiir.
17 De skulle fryde sig i dit Navn den ganske Dag, og ophøie sig i din Retfærdighed.
7 Han unddrager ikke sine Øine fra en Retfærdig, men (sætter ham) med Konger paa Thronen; der sætter han dem evindeligen, og de skulle ophøies.
11 I Zions Døttre! gaaer ud og beseer Kong Salomo med den Krone, som hans Moder kronede ham med paa hans Trolovelsesdag, paa hans Hjertes Glædesdag.
11 Og han beslog det med puurt Guld, og han gjorde dertil en Krands af Guld omkring.
10 Haver du, du ei sat Gjærde om ham og om hans Huus og om alt det, han haver, trindt omkring? du haver velsignet hans Hænders Gjerning, og hans Fæ haver (i Mangfoldighed) udbredt sig i Landet.
9 Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
2 Salig er den, som handler forstandeligen imod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag.
3 Og du skal være en deilig Krone i Herrens Haand, og en kongelig Hue i din Guds Haand.
11 Vi ville gjøre dig Guldspænder med Sølvprikker.
7 Jeg sagde til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
42 Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
43 Du ophøiede hans Modstanderes høire Haand, du glædede alle hans Fjender.
19 Lad de falske Læber blive stumme, som tale haardt af Hovmod og Foragt imod den Retfærdige.
28 Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —
9 Og han satte den (store) Præstehue paa hans Hoved, og satte Guldpladen paa Huen, for paa hans Pande, (nemlig) den hellige Krone, saasom Herren havde befalet Mose.
13 Du drog ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuste Hovedet af den Ugudeliges Huus, der du blottede Grundvolden indtil Halsen, Sela!
20 Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
9 Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
15 og af de ældgamle Bjerges ypperlige (Frugt), og af de evige Høies kostelige (Frugt),
5 Han skal annamme Velsignelse fra Herren, og Retfærdighed fra sin Saligheds Gud.
4 Og find (saa) Naade og god Forstand for Guds og Menneskens Øine.
38 Og allesteds, hvor Mennesker boe, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, haver han givet i din Haand og ladet dig herske over alle disse; du er selv det Guldhoved.