Hebreerbrevet 1:9
Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Dine Pile ere skjærpede, — Folk skulle falde under dig — (de skulle fare) i Kongens Fjenders Hjerte.
7 Gud! din Throne (bliver) evindelig og altid; dit Riges Spiir er et ret Spiir.
8 Du elskede Retfærdighed og hadede Ugudelighed; derfor haver, o Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
8 Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
10 Og: Du, Herre! grundfæstede Jorden fra Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
38 Han skal befæstes som Maanen evindelig, og (som) det Vidne i den øverste Sky (skal han være) bestandig.
19 Thi Herren er vort Skjold, og den Hellige i Israel vor Konge.
20 Da talede du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg haver sat en Hjælp ved en Kjæmpe, jeg haver ophøiet en Udvalgt af Folket.
6 Jeg, jeg haver dog salvet min Konge over Zion, mit hellige Bjerg.
7 Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
3 (og) som, efterdi han er Herlighedens Afglands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, gjorde ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;
4 og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han haver arvet et herligere Navn fremfor dem.
5 Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
5 Han begjærede Liv af dig, (saa) gav du ham (det, ja) et langt Levnet, evindelig og altid.
6 Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.
42 Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
2 Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg taler (en Sang), jeg haver gjort om en Konge, min Tunge er en snar Skrivers Pen.
7 Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
2 Det er ligesom den gode Olie paa Hovedet, som nedflyder paa Skjægget, paa Arons Skjæg, som nedflyder paa hans Klæders Søm.
1 Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
2 Herren skal sende din Styrkes Spiir af Zion, (sigende): Regjer midt iblandt dine Fjender.
3 Dit Folk (skal fremføre) frivillige (Offere) paa din Krafts Dag; i (saare) hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, (fremkomme) dig din Afkoms Dug.
4 Herren svoer, og det skal ikke angre ham: Du er en Præst evindelig efter Melchizedeks Viis.
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
9 Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
5 (da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
5 Saaledes haver og Christus ikke selv tillagt sig den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg fødte dig idag.
9 Lad dine Præster klæde sig med Retfærdighed, og dine Hellige synge med Fryd.
7 Saa skal du tage Salveolien, og udøse paa hans Hoved og salve ham.
8 Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa sin Throne til Konge for Herren din Gud! fordi din Gud elsker Israel, at befæste ham evindelig, derfor satte han dig til Konge over dem til at gjøre Ret og Retfærdighed.
10 Thi see, dine Fjender, Herre! thi see, dine Fjender skulle omkomme; alle de, som gjøre Uret, skulle adspredes.
27 Han, han skal paakalde mig, (sigende:) Du er min Fader, min Gud og min Saligheds Klippe.
1 Og Samuel tog en Oliekrukke og øste paa hans Hoved, og kyssede ham og sagde: Mon det ikke (være saa), at Herren har salvet dig til en Fyrste over hans Arv?
8 Da sagde jeg: See, jeg er kommen; i Bogens Rolle er skrevet om mig.
3 Du haver givet ham hans Hjertes Begjæring, og ikke vægret ham det, som hans Læber udsagde. Sela.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
31 hvilken du beredte for alle Folks Aasyn,
9 saa sagde han: See, jeg kommer for at gjøre, Gud! din Villie. Han ophæver det Første for at sætte det Andet.
5 Du bereder et Bord for mig imod mine Fjender, du gjorde mit Hoved fedt af Olie, mit Bæger flyder over.
34 Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
6 Brændoffere og Syndoffere havde du ikke Behag i.
7 Da sagde jeg: See, jeg kommer — der er skrevet om mig i Bogens Rolle — for at gjøre, Gud! din Villie.
17 De skulle fryde sig i dit Navn den ganske Dag, og ophøie sig i din Retfærdighed.
13 Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
12 Og han øste af Salveolien paa Arons Hoved og salvede ham, for at hellige ham.
4 Naar mine Fjender vende tilbage, da skulle de støde an (og falde) og omkomme for dig.
9 Herre, Gud Zebaoth! hør min Bøn; Jakobs Gud! vend dit Øre dertil. Sela.
69 og haver opreist os et Frelses Horn i Davids, sin Tjeners, Huus,
28 Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —