Salmenes bok 2:6
Jeg, jeg haver dog salvet min Konge over Zion, mit hellige Bjerg.
Jeg, jeg haver dog salvet min Konge over Zion, mit hellige Bjerg.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
8 Begjær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til Arv, og Verdens Ender til din Eiendom.
1 Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
2 Herren skal sende din Styrkes Spiir af Zion, (sigende): Regjer midt iblandt dine Fjender.
2 Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
11 Herren svoer David Sandhed, hvorfra han ikke skal vende sig, (sigende:) Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Throne.
12 Dersom dine Børn holde min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skulle og deres Børn stedse og altid sidde paa din Throne.
13 Thi Herren haver udvalgt Zion, han begjærede (den) sig til en Bolig, (sigende:)
14 Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).
25 Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, og hans Horn skal ophøies i mit Navn.
26 Og jeg vil sætte hans Haand paa Havet, og hans høire Haand paa Floderne.
27 Han, han skal paakalde mig, (sigende:) Du er min Fader, min Gud og min Saligheds Klippe.
6 men jeg udvalgte Jerusalem, at mit Navn skulde være der, og jeg udvalgte David, at han skulde være over mit Folk Israel.
17 Der vil jeg lade Davids Horn opvoxe; jeg har tilberedt en Lygte for min Salvede.
34 Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
35 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
8 Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
9 Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
19 Thi Herren er vort Skjold, og den Hellige i Israel vor Konge.
20 Da talede du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg haver sat en Hjælp ved en Kjæmpe, jeg haver ophøiet en Udvalgt af Folket.
2 Herren er stor og saare priselig i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
2 Gud er kjendt i Juda, hans Navn er stort i Israel.
5 Thi der vare Stole satte til Dom, Davids Huses Stole.
6 Dine Pile ere skjærpede, — Folk skulle falde under dig — (de skulle fare) i Kongens Fjenders Hjerte.
44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
10 Og Herren haver stadfæstet sit Ord, som han talede; thi jeg er opstanden i Davids, min Faders, Sted og sidder paa Israels Throne, saasom Herren talede, og haver bygget Herrens, Israels Guds, Navn det Huus.
14 Men jeg vil befæste ham i mit Huus og i mit Rige evindelig, og hans Stol skal være fast evindeligen.
1 En Psalmesang, for Korahs Børn. Dens Grundvold er paa de hellige Bjerge.
42 og David selv siger (dog) i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
12 Han, han skal bygge mig et Huus, og jeg vil stadfæste hans Stol evindeligen.
35 Og drager op efter ham, saa skal han komme og sidde paa min Throne, og han skal være Konge i mit Sted; thi jeg haver budet ham at være en Fyrste over Israel og over Juda.
36 Thi David siger selv ved den Hellig-Aand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
35 Jeg vil ikke vanhellige min Pagt, og ikke forandre det, som gik ud af mine Læber.
36 Jeg svoer eengang ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:
2 Fra den Tid er din Throne fast; du er af Evighed.
3 Thi jeg sagde: Miskundhed skal bygges evindelig, du skal stadfæste din Sandhed i Himmelen selv,
5 Herren er ophøiet, thi han boer i det Høie; han haver opfyldt Zion med Ret og Retfærdighed.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
2 Israel glæde sig i den, som ham gjorde! Zions Børn fryde sig i deres Konge!
26 Jordens Konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christum.
3 Jeg, jeg haver budet mine Helligede, ja kaldet mine Vældige til (at udføre) min Vrede, dem, som ere glade ved min Høihed.
27 Jeg haver sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kjende og prøve deres Vei.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
10 Hvor er nu din Konge, at han kan frelse dig i alle dine Stæder? og dine Dommere, om hvilke du sagde: Giv mig en Konge og Fyrster?
10 Herren skal regjere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!
2 Og jeg, jeg haver bygget dig en Boligs Huus, ja en Bolig, at du skulde boe der evindeligen.
16 Og jeg lagde mine Ord i din Mund, og skjulte dig under min Haands Skygge til at plante Himlene og til at grundfæste Jorden, og til at sige til Zion: Du er mit Folk.
13 Han, han skal bygge mit Navn et Huus, og jeg vil stadfæste hans Riges Stol evindeligen.