Salmenes bok 71:21
Du gjør mig meget stor, og trøster mig trindt omkring.
Du gjør mig meget stor, og trøster mig trindt omkring.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Og din Retfærdighed (strækker sig), O Gud! til det Høie; du, som haver gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
22 (Saa) vil jeg, jeg og takke dig med Psalters Instrument for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge (Psalmer) for dig, (og lege) paa Harpe, du Hellige i Israel!
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
10 Ogsaa den Mand, (som havde) Fred med mig, som jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig.
11 Men du, Herre! vær mig naadig og reis mig op; saa vil jeg betale dem.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og idet du ydmyger mig, gjør du mig stor.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
16 Thi den voxer, (og) du jager mig, som en (grum) Løve; og du kommer igjen, du handler underligen imod mig.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
8 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.
15 Herre! du formerede Folket, du formerede Folket, du er bleven herlig; (men) du skilte dem langt bort (indtil) alle Jordens Ender.
28 Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —
1 En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
5 Han begjærede Liv af dig, (saa) gav du ham (det, ja) et langt Levnet, evindelig og altid.
6 Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.
19 Der jeg havde mange Tanker inden i mig, da forlystede din megen Trøst min Sjæl.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
11 Herre, hør og vær mig naadig; Herre, vær min Hjælper!
50 Denne er min Trøst i min Elendighed, at dit Ord holder mig i Live.
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
24 Du skal lede mig ved dit Raad og derefter antage mig til Ære.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
14 Men jeg, jeg vil altid haabe, og jeg vil forøge al din Priis.
76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
3 Den Dag, jeg kaldte (paa dig), da bønhørte du mig; du bekræftede mig med Styrke i min Sjæl.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
1 Og du skal sige paa den samme Dag: Jeg vil takke dig, Herre! at du haver været vred paa mig, (men) din Vrede er bortvendt, og du trøster mig.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
4 paa de ti Strænge og paa Psalteret, paa Higgajon med Harpe.
20 Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
7 De ere mange, som sige: Hvo vil vise os Godt? (men) Herre! opløft dit Ansigts Lys over os.
1 Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
7 Og jeg, jeg sagde i min Rolighed: Jeg skal ikke rokkes evindelig.
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
28 Du er min Gud, derfor vil jeg takke dig; min Gud! jeg vil ophøie dig.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
12 Gud! skab i mig et reent Hjerte, og forny en stadig Aand inden i mig.
21 Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.
1 Herre! du er min Gud, jeg vil ophøie dig, jeg vil bekjende dit Navn, thi du gjorde en underlig Ting; de Anslag, (som du haver sagt) længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.