Jesaia 57:11
Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er du da, at du vil frygte for et Menneske, som skal døe, og for et Menneskes Barn, som skal blive som Hø?
13 Og du glemte Herren, som haver gjort dig, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og du frygtede stedse den ganske Dag for Trængerens Grumhed, naar han beredte sig til at fordærve; men hvor er Trængerens Grumhed?
10 Du bemøiede dig i din Veis Mangfoldighed, du sagde ikke: Det er forloret; du fandt din Haands Næring, derfor blev du ikke syg.
5 Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
8 Frygter ikke og forfærdes ikke! lod jeg dig ikke høre det fra den (Tid) og kundgjorde det? og I ere mine Vidner; mon der være en Gud foruden mig? ja, der er ikke en Klippe, jeg kjender den ikke.
7 Og du sagde: Jeg skal være en Dronning evindeligen; indtil (nu) haver du ikke lagt det paa dit Hjerte, du haver ei kommet Enden derpaa ihu.
12 Jeg, jeg vil kundgjøre din Retfærdighed og dine Gjerninger, at de skulle ikke gavne dig.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
21 Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.
22 Forstaaer dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal henrive, og der er Ingen, som frier.
22 Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
7 Hører mig, I, som kjende Retfærdighed, du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for et Menneskes Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
27 Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
23 Hvem haver du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? og du opløftede dine Øine høit imod Israels Hellige.
21 Monne I ikke ville forstaae? monne I ikke ville høre? er det ikke forkyndt eder af Begyndelsen? have I ikke forstaaet det, fra Jordens Grundvolde (bleve lagte)?
6 Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.
22 Og du, Jakob! paakaldte mig ikke; men du haver gjort mig Møie, Israel!
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
10 Thi du haver forladt dig paa din Ondskab, du sagde: Der er Ingen, som seer mig; din Viisdom og din Vidskab, den haver forvendt dig, at du sagde i dit Hjerte: Jeg (er det), og Ingen ydermere uden mig.
10 Hvo er iblandt eder, som frygter Herren, som adlyder hans Tjeners Røst? Den, som vandrer i Mørke og haver ikke (Lysets) Skin, han skal forlade sig paa Herrens Navn, ja (fast) forlade sig paa sin Gud.
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
7 See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
25 Dette er din Lod, (ja) din tilmaalte Deel af mig, siger Herren, du, som haver glemt mig og forladt dig paa Løgn.
3 Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
13 Eders Ord ere stærke imod mig, sagde Herren; men I sagde: Hvad talede vi imod dig?
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
15 Thi da kan du opløfte dit Ansigt uden Lyde, og blive fast og ikke frygte.
10 Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
26 Haver du ikke hørt, at jeg haver gjort det for lang Tid siden, at jeg haver dannet det i gamle Dage? nu haver jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, (at de blive) til ødelagte Steenhobe.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
8 Ja, du haver ikke hørt dem, ja, du vidste dem og ikke, ja, dit Øre var ikke aabnet fra den (Tid); thi jeg vidste det, at du skulde visseligen handle fortrædeligen, og du er kaldet en Overtræder fra (Moders) Liv.
5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
21 Jeg talede til dig i din (store) Rolighed, (men) du sagde: Jeg vil ikke høre (det); denne haver været din Vei fra din Ungdom af, at du ikke haver hørt min Røst.
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
19 Din Ondskab skal tugte dig, og dine Afvendelser straffe dig, og viid og see, at det er ondt og beeskt, at du haver forladt Herren din Gud, og at min Frygt er ikke hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
27 dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
7 Have I ikke seet forfængeligt Syn og sagt løgnagtig Spaadom, naar I sige: Herren siger det, enddog jeg, jeg haver ikke talet (det)?
11 I skulle ikke frygte for Kongen af Babels Ansigt, for hvis Ansigt I frygte; I skulle ikke frygte for ham, siger Herren, thi jeg er hos eder til at frelse eder og til at redde eder fra hans Haand.
7 Men I hørte mig ikke, siger Herren, for at opirre mig med eders Hænders Gjerning, til eders Ulykke.
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
7 Jeg sagde: Du skal dog frygte mig, du skal annamme Tugt, saa skulde dens Bolig ikke udryddes, efter alt det, som jeg vilde besøgt den med; (men) de have sandelig aarle gjort sig rede, de have fordærvet alle deres Handeler.