Jesaja 57:10
Du bemøiede dig i din Veis Mangfoldighed, du sagde ikke: Det er forloret; du fandt din Haands Næring, derfor blev du ikke syg.
Du bemøiede dig i din Veis Mangfoldighed, du sagde ikke: Det er forloret; du fandt din Haands Næring, derfor blev du ikke syg.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Og du lod dig see for Kongen med Olie, og formerede dine vellugtende Salver, og du sendte dine Bud hen indtil langt fraliggende (Stæder), og fornedrede dig indtil Helvede.
11 Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
25 Hold din Fod tilbage fra (at løbe) barfodet, og din Strube fra Tørst; men du sagde: (Det er) forloret; ikke (saa), thi jeg haver elsket Fremmede, og efter dem vil jeg gaae.
5 Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
7 Og du sagde: Jeg skal være en Dronning evindeligen; indtil (nu) haver du ikke lagt det paa dit Hjerte, du haver ei kommet Enden derpaa ihu.
13 Ingen udfører din Sag anlangende (din) Byld, ingen Lægedom (vederfares) dig til Helbredelse.
14 Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg haver slaget dig, (ligesom man) slaaer en Fjende, med en grum Tugtelse for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
15 Hvorfor raaber du over din Forstyrrelse, over din ulægelige Pine? jeg haver gjort disse Ting ved dig for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
10 Thi du haver forladt dig paa din Ondskab, du sagde: Der er Ingen, som seer mig; din Viisdom og din Vidskab, den haver forvendt dig, at du sagde i dit Hjerte: Jeg (er det), og Ingen ydermere uden mig.
22 Og du, Jakob! paakaldte mig ikke; men du haver gjort mig Møie, Israel!
18 Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.
17 Mon du ikke gjør dig dette (selv), idet du forlader Herren din Gud, til den Tid, (naar) han leder dig paa Veien?
22 Og naar du vil sige i dit Hjerte: Hvorfor vederfares mig disse Ting? — For din Misgjernings Mangfoldigheds Skyld ere dine Sømme opslagne, dine Hæle er gjorte bare (med Vold).
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
5 Da du løb med Fodgjængere, da gjorde de dig trætte, og hvorledes vilde du vove det med Hestene? og (om) du haver (aleneste) Tillid i Freds Land, hvorledes vil du da gjøre hos Jordanens Høihed?
10 Er du efterladen paa Nøds Dag, (da) er din Kraft ringe.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
3 Du sagde: Vee mig nu! thi Herren haver lagt min Sorrig til min Smerte; jeg er træt af mit Suk og finder ingen Rolighed.
15 Thi saa sagde den Herre Herre, den Hellige i Israel: Ved Omvendelse og Stilhed skulle I frelses, i Hvile og i Tillid skal eders Styrke være; men I vilde ikke.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
33 Hvorfor vil du holde din Vei god, da du søger Kjærlighed? ja du haver endogsaa lært de onde Qvinder dine Veie.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
17 I gjøre Herren Møie med eders Ord; dog sige I: Hvormed gjøre vi ham Møie? idet I sige: Hver, som gjør Ondt, er god for Herrens Øine, og han haver Lyst til dem, eller: Hvor er Dommens Gud?
18 Du skal og være tryg, thi der er Haab, og du skal grave og sove tryggeligen.
6 Du, du haver forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg vil udrække min Haand over dig og fordærve dig, jeg er træt af at angre.
27 Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
28 Veed du ikke, eller haver du ikke hørt? Herren, den evige Gud, som skabte Jordens Ender, kan ikke blive træt, ei heller vansmægte, hans Forstand er urandsagelig.
36 Hvorfor løber du (saa) meget bort for at omskifte din Vei? (men) du skal ogsaa beskjæmmes af Ægypten, ligesom du beskjæmmedes af Assyrien.
37 Du skal ogsaa udgaae herfra, og dine Hænder (skulle være) paa dit Hoved; thi Herren forkaster (al) din Tillid, og du skal ikke faae Lykke derved.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
21 Jeg talede til dig i din (store) Rolighed, (men) du sagde: Jeg vil ikke høre (det); denne haver været din Vei fra din Ungdom af, at du ikke haver hørt min Røst.
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
5 Er ikke din Ondskab megen, og ingen Ende paa dine Misgjerninger?
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
8 O Israels Forhaabning, hans Frelse i Nøds Tid! hvorfor vil du være som en Fremmed udi Landet og som en Veifarende, der (kun) bøier sig ned (et Sted) for at blive (der) om Natten?
13 Og du glemte Herren, som haver gjort dig, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og du frygtede stedse den ganske Dag for Trængerens Grumhed, naar han beredte sig til at fordærve; men hvor er Trængerens Grumhed?
14 Den, som gaaer (herfra) til fremmed Sted, skal hastig lades løs og skal ikke døe i Graven, og hans Brød skal ikke fattes.
10 Du raadslog skammeligen for dit Huus, idet du forkortede mange Folk, og syndede imod din Sjæl.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
9 Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
7 Men I hørte mig ikke, siger Herren, for at opirre mig med eders Hænders Gjerning, til eders Ulykke.
30 Og du Forstyrrede! hvad vil du gjøre? om du end iførte dig Purpur, om du end prydede dig med Guldprydelse, om du end vilde gnide dit Ansigt med Sminke, skal du dog smykke dig forgjæves; (thi) de, som brændte af Kjærlighed imod dig, have foragtet dig, de skulle søge efter dit Liv.
30 Hvor vansmægtet er dit Hjerte, siger den Herre Herre, idet du gjør alle disse Ting, som er en mægtig Horkones Gjerning,
9 Nu, hvorfor raaber du saare? er der ingen Konge udi dig? er din Raadgiver omkommen, fordi Smerte haver betaget dig, som hendes, der føder?
9 Din Fordærvelse er af dig selv, o Israel! men i mig er din Hjælp.
66 Og dit Liv skal være dig hængende for dig, og du skal ræddes Nat og Dag, og ikke være sikker paa dit Liv.
23 Og det skede efter al din Ondskab, — vee, vee dig! siger den Herre Herre —