Jesaja 51:13
Og du glemte Herren, som haver gjort dig, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og du frygtede stedse den ganske Dag for Trængerens Grumhed, naar han beredte sig til at fordærve; men hvor er Trængerens Grumhed?
Og du glemte Herren, som haver gjort dig, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og du frygtede stedse den ganske Dag for Trængerens Grumhed, naar han beredte sig til at fordærve; men hvor er Trængerens Grumhed?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Du bemøiede dig i din Veis Mangfoldighed, du sagde ikke: Det er forloret; du fandt din Haands Næring, derfor blev du ikke syg.
11 Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
14 Den, som gaaer (herfra) til fremmed Sted, skal hastig lades løs og skal ikke døe i Graven, og hans Brød skal ikke fattes.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
12 Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er du da, at du vil frygte for et Menneske, som skal døe, og for et Menneskes Barn, som skal blive som Hø?
18 Den Klippe, som avlede dig, glemte du; og du har forglemt Gud, som fødte dig.
21 Monne I ikke ville forstaae? monne I ikke ville høre? er det ikke forkyndt eder af Begyndelsen? have I ikke forstaaet det, fra Jordens Grundvolde (bleve lagte)?
4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
22 Forstaaer dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal henrive, og der er Ingen, som frier.
10 Thi du haver glemt din Saligheds Gud, og ikke ihukommet din Styrkes Klippe; derfor skal du (vel) plante liflige Planter og besætte din Viingaard med fremmede Ranker.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
14 Thi Israel forglemte den, som havde gjort ham, og byggede Paladser, og Juda gjorde mange faste Stæder; men jeg vil sende Ild i hans Stæder, og den skal fortære hans Paladser.
14 Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig.
15 Kan og en Qvinde glemme sit diende (Barn), at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? ja, om (Nogen af) dem kan glemme dem, da vil jeg, jeg (dog) ikke glemme dig.
12 I Himle, forskrækkes saare over dette, og forfærdes, (ja) bliver saare øde, siger Herren.
13 Derfor vil jeg bevæge Himmelen, og Jorden skal bæve fra sit Sted i den Herre Zebaoths Fortørnelse og paa hans grumme Vredes Dag.
14 og dit Hjerte skulde ophøies, og du skulde glemme Herren din Gud, som udførte dig af Ægypti Land, af Tjeneres Huus,
25 Dette er din Lod, (ja) din tilmaalte Deel af mig, siger Herren, du, som haver glemt mig og forladt dig paa Løgn.
27 Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
7 Hører mig, I, som kjende Retfærdighed, du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for et Menneskes Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
11 Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
12 Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand! glem ikke de Elendige.
12 Derfor, saa sagde Israels Hellige: Efterdi I forkaste dette Ord, og forlade eder paa Vold og Afvigelse, og støtte eder derved,
1 Hvorledes haver Herren formørket Zions Datter (med en tyk Sky) i sin Vrede? han haver kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel ihu paa sin Vredes Dag.
27 naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder.
39 derfor, see, jeg, jeg vil visselig glemme eder, og lade eder og Staden, som jeg gav eder og eders Fædre, fare fra mit Ansigt.
10 Hvo er iblandt eder, som frygter Herren, som adlyder hans Tjeners Røst? Den, som vandrer i Mørke og haver ikke (Lysets) Skin, han skal forlade sig paa Herrens Navn, ja (fast) forlade sig paa sin Gud.
17 (Der skal være) Forskrækkelse og Hule og Snare over dig, du Landets Indbygger!
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
13 Thi see, (han) danner Bjergene, og skaber Veiret, og kundgjør et Menneske, hvad hans Tanke er, han gjør Morgenrøden (og) Mørket, og træder paa Jordens Høie; den Herre Zebaoths Gud er hans Navn.
18 Kom dette ihu: Fjenden forhaanede Herren, og et daarligt Folk foragtede dit Navn.
17 See, Herren skal bortkaste dig, (som) en (stærk) Mand bortkaster En, og aldeles skjule dig.
9 Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
9 Vee den, som trætter med den, der dannede ham, et Skaar, (som er lige med andre) Skaar af Jord! mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gjør du? eller (kan) din Gjerning (sige om dig): Han haver ingen Hænder?
25 Haver du ikke hørt, at jeg haver gjort det for lang Tid siden, at jeg haver dannet det i gamle Dage? nu haver jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til ødelagte Steenhobe.
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
3 Men hvad ville I gjøre paa Hjemsøgelsens Dag og i den Ødelæggelse, som skal komme langt fra? til hvem ville I flye om Hjælp, og hvor ville I lade eders Herlighed,
17 Sank dit Kjøbmandskab af Landet, du, som boer i Befæstningen!
19 Din Ondskab skal tugte dig, og dine Afvendelser straffe dig, og viid og see, at det er ondt og beeskt, at du haver forladt Herren din Gud, og at min Frygt er ikke hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
1 Herrens Ords Byrde over Israel: (Saa) siger Herren, som udbreder Himmelen og grundfæster Jorden og danner Menneskets Aand inden i ham:
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
7 Kom ihu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, da du udgik af Ægypti Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været gjenstridige imod Herren.
16 Hvo dig seer, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig (og sige): Mon denne være den Mand, som kom Jorden til at bæve, som kom Rigerne til at skjælve?
14 Du skal befæstes ved Retfærdighed; du skal være langt fra Fortrykkelse, thi du skal ikke frygte, og fra Fordærvelse, thi den skal ikke komme nær til dig.