Jeremia 2:25
Hold din Fod tilbage fra (at løbe) barfodet, og din Strube fra Tørst; men du sagde: (Det er) forloret; ikke (saa), thi jeg haver elsket Fremmede, og efter dem vil jeg gaae.
Hold din Fod tilbage fra (at løbe) barfodet, og din Strube fra Tørst; men du sagde: (Det er) forloret; ikke (saa), thi jeg haver elsket Fremmede, og efter dem vil jeg gaae.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Thi deres Moder bedriver Horeri, hun gjør sig selv tilskamme, som undfangede dem; thi hun sagde: Jeg vil løbe efter mine Bolere, som give (mig) mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og min Drikke.
6 Derfor, see, jeg vil sætte Gjærde om din Vei med Torne, og gjærde hendes Gjærde, og hun skal ikke finde sine Stier.
7 Og hun skal jage efter sine Bolere og ikke gribe dem, og lede efter dem og ikke finde; da skal hun sige: Jeg vil gaae og vende tilbage til min første Mand; thi jeg havde det da bedre end nu.
10 Du bemøiede dig i din Veis Mangfoldighed, du sagde ikke: Det er forloret; du fandt din Haands Næring, derfor blev du ikke syg.
24 Jeg, jeg haver gravet og drukket de fremmede Vande, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.
17 Mon du ikke gjør dig dette (selv), idet du forlader Herren din Gud, til den Tid, (naar) han leder dig paa Veien?
18 Og nu, hvad haver du (at gjøre) paa Ægypti Vei for at drikke Sichors Vand? og hvad haver du (at gjøre) paa Assurs Vei for at drikke Flodens Vand?
19 Din Ondskab skal tugte dig, og dine Afvendelser straffe dig, og viid og see, at det er ondt og beeskt, at du haver forladt Herren din Gud, og at min Frygt er ikke hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
20 Da jeg havde fra fordum (Tid) sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, da sagde du: Jeg vil ikke tjene (dem mere); dog løb du om paa alle ophøiede Høie og under hvert grønt Træ (som) en Skjøge.
33 Hvorfor vil du holde din Vei god, da du søger Kjærlighed? ja du haver endogsaa lært de onde Qvinder dine Veie.
5 Jeg, jeg kjendte dig i Ørken, i de tørre Steders Land.
2 Opløft dine Øine til de høie (Stæder) og see, hvor er du ikke skjændet? du sad ved Veiene for dem, som en Araber i Ørken, og du haver besmittet Landet med dine Horerier og med din Ondskab.
3 Derfor ere Regndraaberne tilbageholdte, og sildig Regn var ikke; men du haver en Horqvindes Pande, du vægrer dig ved at skamme dig.
23 Hvorledes (tør) du sige: Jeg er ikke ureen, jeg vandrede ikke efter Baalim? see din Vei i Dalen, kjend, hvad du haver gjort, du lette Veiløber, der løber hid og did paa dine (egne) Veie!
24 (Som) et vildt Æsel, (der er) vant i Ørken, (saa) tog hun Luft (til sig) efter sin Sjæls Begjæring, (ja efter) sin Leilighed; hvo kan vende hende? alle de, som søge hende, skulle ikke blive trætte, de skulle finde hende, (endog) i hendes Maaneds (Tid).
3 paa det jeg skal ikke drage hende nøgen af og fremstille hende som den Dag, hun blev født, ja sætte hende som Ørken, og lægge hende som et tørt Land, og lade hende døe af Tørst.
10 Saa sagde Herren om dette Folk: Saaledes have de elsket at vanke ustadigt omkring, de holdt ikke deres Fødder tilbage; derfor haver Herren ikke Behagelighed til dem, (men) skal nu komme deres Misgjerning ihu og hjemsøge deres Synder.
20 Gak op paa Libanon og raab, og udgiv din Røst i Basan og raab fra Abarim; thi alle dine Elskere ere forstyrrede.
21 Jeg talede til dig i din (store) Rolighed, (men) du sagde: Jeg vil ikke høre (det); denne haver været din Vei fra din Ungdom af, at du ikke haver hørt min Røst.
22 Veir skal føde alle dine Hyrder, og dine Elskere skulle fare i Fængslet; thi da skal du beskjæmmes og være skamfuld for al din Ondskabs Skyld.
20 Dog, (ligesom) en Qvinde bliver troløs imod sin Boler, saa ere I af Israels Huus blevne troløse imod mig, siger Herren.
13 Herre, Israels Forhaabning! Alle, som dig forlade, skulle beskjæmmes; mine Afvegne skulle skrives i Jorden, thi de forlode Herren, de levende Vandes Kilde.
2 dem, som fare hen at drage ned til Ægypten, og ikke adspørge min Mund, at styrke sig ved Pharaos Magt og tage Tilflugt under Ægypti Skygge!
13 Thi mit Folk gjorde tvende onde Ting: De forlode mig, den levende Vandkilde, at hugge sig Brønde, (ja) sønderbrudte Brønde, som ikke kunde holde Vand.
25 Jeg, jeg haver gravet og drukket Vand, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.
5 Da du løb med Fodgjængere, da gjorde de dig trætte, og hvorledes vilde du vove det med Hestene? og (om) du haver (aleneste) Tillid i Freds Land, hvorledes vil du da gjøre hos Jordanens Høihed?
2 Gid jeg havde i Ørken et Herberge (som for) de Veifarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaae fra dem; thi de ere allesammen Horkarle, som handle troløst, (endog) paa Forbudsdagen.
26 Ligesom en Tyv beskjæmmes, naar han findes, saa ere de af Israels Huus blevne tilskamme, de, deres Konger, deres Fyrster og deres Præster og deres Propheter,
2 Gak hen, og raab for Jerusalems Øren og siig: Saa siger Herren: Jeg kommer dig ihu, (ja) din Ungdoms Miskundhed (og) dine Trolovelsers Kjærlighed, da du gik efter mig i Ørken, i Landet, som ikke var saaet,
15 Hvad haver min Elskelige (at gjøre) i mit Huus? efterdi hun bedriver skjændelige Ting med Mange, og (de, som offre) det hellige Kjød, ere henfarne fra dig; thi (naar) du gjør Ondt, da fryder du dig.
31 O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?
14 Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg haver slaget dig, (ligesom man) slaaer en Fjende, med en grum Tugtelse for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
36 Hvorfor løber du (saa) meget bort for at omskifte din Vei? (men) du skal ogsaa beskjæmmes af Ægypten, ligesom du beskjæmmedes af Assyrien.
37 Du skal ogsaa udgaae herfra, og dine Hænder (skulle være) paa dit Hoved; thi Herren forkaster (al) din Tillid, og du skal ikke faae Lykke derved.
8 O Israels Forhaabning, hans Frelse i Nøds Tid! hvorfor vil du være som en Fremmed udi Landet og som en Veifarende, der (kun) bøier sig ned (et Sted) for at blive (der) om Natten?
30 (saa de skulle) gjøre dig dette, fordi du haver bedrevet Horeri efter Hedningerne, med hvilke du er besmittet ved deres (stygge) Afguder.
8 Og to eller tre Stæder vankede omkring til een Stad for at drikke Vand, og mættedes ikke; dog omvendte I eder ikke til mig, siger Herren.
17 som forlader sin Ungdoms Leder, og som haver glemt sin Guds Pagt;
7 Du gav ikke den Trætte Vand at drikke, og negtede en Hungrig Brød.
13 Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.
4 Hvi roser du dig af Dalene? din Dal er bortflydt, du forvendte Datter! hun forlod sig paa sit Liggendefæ (og tænkte): Hvo skal komme til mig?
17 De Elendige og de Fattige lede efter Vand, og (der er) intet, deres Tunge forsmægtede af Tørst; jeg, Herren, jeg vil bønhøre dem, (jeg,) Israels Gud, jeg vil ikke forlade dem.
6 Du, du haver forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg vil udrække min Haand over dig og fordærve dig, jeg er træt af at angre.
6 Og han skal være som et eenligt (Træ) paa en øde Mark, og skal ikke see, naar Godt skal komme; men han skal boe i de forbrændte (Stæder) i Ørken, i et salt Land, og du skal ikke kunne blive (der).
5 Saa sagde Herren: Hvad have eders Fædre fundet for Uret hos mig, at de holdt sig langt fra mig, og de vandrede efter Forfængelighed og ere blevne forfængelige?
35 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din Ryg, saa bær du nu ogsaa din Skjændsel og dine Horerier!
28 Og du bedrev Horeri med de Assyrers Børn, fordi du kunde ikke mættes; ja, du bedrev Horeri med dem, og blev dog ikke mæt.
18 Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.
14 Derfor, see, jeg vil lokke hende og føre hende i Ørken, og jeg vil tale kjærligen med hende.
19 Jeg raabte paa mine Elskere, de bedroge mig, mine Præster og mine Ældste i Staden maatte opgive Aanden, da de søgte sig Brød, at de kunde vederqvæge deres Sjæl.