Jeremia 2:13

Original Norsk Bibel 1866

Thi mit Folk gjorde tvende onde Ting: De forlode mig, den levende Vandkilde, at hugge sig Brønde, (ja) sønderbrudte Brønde, som ikke kunde holde Vand.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 36:9 : 9 De skulle blive drukne af dit Huses Fedme, og du skal give dem at drikke af dine Vellysters Bæk.
  • Joh 4:14 : 14 men hvo, som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde med Vand, som opvælder til et evigt Liv.
  • Jer 17:13 : 13 Herre, Israels Forhaabning! Alle, som dig forlade, skulle beskjæmmes; mine Afvegne skulle skrives i Jorden, thi de forlode Herren, de levende Vandes Kilde.
  • Åp 22:1 : 1 Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvælder fra Guds og Lammets Throne.
  • Jes 55:2 : 2 Hvi veie I Penge der, hvor ikke er Brød, og eders Arbeide der, hvor I ikke kunne mættes? hører mig nøie og æder det Gode, saa skal eders Sjæl forlyste sig med det Fede.
  • Åp 22:17 : 17 Og Aanden og Bruden sige: Kom! Og hvo, som hører, sige: Kom! Og hvo, som tørster, komme! Og hvo, som vil, tage Livsens Vand uforskyldt!
  • Åp 21:6 : 6 Og han sagde til mig: Det er skeet. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden. Den Tørstige vil jeg give af Livsens Vands Kilde uforskyldt.
  • Joh 7:37 : 37 Men paa den sidste Høitidens Dag, den store, stod Jesus, og raabte og sagde: Om Nogen tørster, han komme til mig og drikke!
  • Jer 15:6 : 6 Du, du haver forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg vil udrække min Haand over dig og fordærve dig, jeg er træt af at angre.
  • Sal 81:11-13 : 11 Jeg er Herren din Gud, som opførte dig af Ægypti Land; lad din Mund vidt op, saa vil jeg fylde den. 12 Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke (tjene) mig. 13 Saa lod jeg dem fare i deres Hjertes Stivhed, at de maatte vandre i deres Anslag.
  • Sal 115:4-8 : 4 Deres Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Hænders Gjerning. 5 De have Mund, men kunne ikke tale, de have Øine, men kunne ikke see. 6 De have Øren, men kunne ikke høre, de have Næse, men kunne ikke lugte. 7 De have Hænder, men kunne ikke føle, de have Fødder, men kunne ikke gaae, de kunne ikke tale igjennem deres Strube. 8 Ligesom de ere, saa ere de, der gjøre dem, (ja) hver, som forlader sig paa dem.
  • Sal 146:3-4 : 3 Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse. 4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
  • Fork 1:2 : 2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
  • Fork 1:14 : 14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
  • Fork 2:11 : 11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
  • Fork 2:21 : 21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
  • Fork 2:26 : 26 Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
  • Fork 4:4 : 4 Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
  • Fork 12:8 : 8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
  • Jes 1:3 : 3 En Oxe kjender sin Eiermand, og et Asen sin Herres Krybbe, (men) Israel kjender det ikke, mit Folk forstaaer det ikke.
  • Jes 5:13 : 13 Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.
  • Jes 44:9-9 : 9 De, som dannede udskaarne Billeder, de ere alle Intet, og deres ønskelige Ting kunne ikke gavne; og de ere deres Vidner, de kunne ikke see og ikke fornemme, derfor skulle de beskjæmmes. 10 Hvo danner en Gud og støber et Billede, som gavner til Intet? 11 See, alle hans Medbrødre skulle beskjæmmes, thi Mesterne, de ere af Menneskene; (om) de (end) alle samle sig og staae (der), skulle de (dog) frygte, de skulle blive beskjæmmede tilhobe. 12 En Jernsmed (smeder) en Øxe og arbeider i Kul, og danner det med Hammerne, og arbeider paa det med sin Arms Kraft; ja, han lider Hunger, saa der er ingen Kraft (i ham mere), han drikker ikke Vand, indtil han bliver træt. 13 En Tømmermand udstrækker en Maalesnor, aftegner det med en Farvetraad, gjør det (jævnt) med Høvlerne, og aftegner det med Cirkelen; og han gjør det efter en Mands Skikkelse, efter et Menneskes Herlighed, til at boe i et Huus. 14 (Han gaaer hen) at afhugge Ceder for sig, og tager Cypres og Eeg, og han bruger sin Styrke iblandt Træerne i Skoven; han planter Valbirk, og Regnen kommer den til at voxe. 15 Saa bliver det for Mennesket til at brænde, og han tager deraf og varmer sig, og optænder (Ild) og bager Brød; ogsaa gjør han en Gud (deraf) og tilbeder (derfor), han gjør et udskaaret Billede deraf og falder paa Knæ for det. 16 Halvdelen deraf opbrænder han med Ild, over Halvdelen deraf æder han Kjød og steger en Steg og mættes, ja, han varmer sig og siger: Hoja! jeg haver varmet mig, jeg haver seet Ilden. 17 Men det Øvrige deraf gjør han til en Gud, til sit udskaarne Billede; han falder paa Knæ for det og nedbøier sig, og beder til det og siger: Fri mig, thi du er min Gud. 18 De fornemme ikke og forstaae ikke; thi han haver tilstrøget deres Øine, at de ikke see, og deres Hjerter, at de ikke forstaae. 19 Og Ingen tager sig til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand, at (han skulde) sige: Jeg haver opbrændt Halvdelen deraf med Ild, og bagt ogsaa Brød paa Kul deraf, jeg haver stegt Kjød og ædet; skulde jeg (da) gjøre det Øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skulde jeg falde paa Knæ for en Trægreen? 20 Han føder sig med Aske, (hans) Hjerte er bedraget, og det haver bøiet ham (af Veien), og han skal ikke redde sin Sjæl og ei sige: Er det ikke Bedrageri, som er gjort ved min høire Haand?
  • Jes 46:6-7 : 6 De, som udryste Guld af Pungen og veie Sølv med Vægten, de lønne en Guldsmed, og han gjør det til en Gud, (for hvilken) de falde paa Knæ og nedbøie sig. 7 De løfte ham op paa Skuldrene, de bære ham og sætte ham paa sit Sted; der staaer han, han viger ikke fra sit Sted; vilde (Nogen) end raabe til ham, skal han dog ikke svare, han kan ikke frelse ham af hans Nød.
  • Jes 63:8 : 8 Og han sagde: Visseligen, de ere mit Folk, de ere Børn, som ikke skulle handle falskeligen; og han var dem til en Frelser.
  • Jer 1:16 : 16 Og jeg vil tale om mine Rette med dem for al deres Ondskabs Skyld, at de forlode mig og gjorde Røgelse for andre Guder, og tilbade for deres Hænders Gjerninger.
  • Jer 2:11 : 11 Mon Hedningerne have skiftet, (sine) Guder, som dog ikke vare Guder? og mit Folk haver skiftet sin Herlighed for det, som ikke kan gavne.
  • Jer 2:17 : 17 Mon du ikke gjør dig dette (selv), idet du forlader Herren din Gud, til den Tid, (naar) han leder dig paa Veien?
  • Jer 2:26 : 26 Ligesom en Tyv beskjæmmes, naar han findes, saa ere de af Israels Huus blevne tilskamme, de, deres Konger, deres Fyrster og deres Præster og deres Propheter,
  • Jer 2:31-32 : 31 O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig? 32 Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, (eller) en Brud sine Hovedbaand? og mit Folk haver glemt mig utallige Dage.
  • Jer 4:22 : 22 Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
  • Jer 5:26 : 26 Thi der findes Ugudelige iblandt mit Folk: (hver) seer til, som Fuglefængere stille sig; de stille en fordærvelig (Snare), de ville fange Folk.
  • Jer 5:31 : 31 Propheterne spaae Løgn, og Præsterne herske formedelst dem, og mit Folk elsker Saadant; men hvad ville I gjøre paa det Sidste deraf?
  • 2 Pet 2:17 : 17 Disse ere vandløse Kilder, Skyer, som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.
  • Dom 10:13 : 13 Og I, I forlode mig og tjente andre Guder; derfor vil jeg ikke blive ved at frelse eder.
  • 1 Sam 12:10 : 10 Da raabte de til Herren og sagde: Vi have syndet, fordi vi forlode Herren, og tjente de Baalim og Astharoth; men fri os nu fra vore Fjenders Haand, saa ville vi tjene dig.
  • Jer 18:14 : 14 Mon man skulde forlade Libanons Snee for en Klippe paa Marken? eller (mon) flydende (Vande) skulde overgives for fremmede kolde Vande?
  • Mika 2:8 : 8 Men mit Folk haver nyligen opreist sig som en Fjende tvært over for (den, som kommer iført med) et Klædebon; I afføre en (herlig) Kappe af dem, som gaae forbi tryggeligen, som ere komne tilbage af Krigen.
  • Mika 6:3 : 3 Mit Folk! hvad haver jeg gjort dig, og hvormed haver jeg gjort dig Møie? svar imod mig!

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 81%

    11 Mon Hedningerne have skiftet, (sine) Guder, som dog ikke vare Guder? og mit Folk haver skiftet sin Herlighed for det, som ikke kan gavne.

    12 I Himle, forskrækkes saare over dette, og forfærdes, (ja) bliver saare øde, siger Herren.

  • 13 Herre, Israels Forhaabning! Alle, som dig forlade, skulle beskjæmmes; mine Afvegne skulle skrives i Jorden, thi de forlode Herren, de levende Vandes Kilde.

  • 14 Er (da) Israel en Tjener? eller er han en hjemmefødt Træl? hvorfor er han bleven til Rov?

  • 13 Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.

  • Jer 6:7-8
    2 vers
    75%

    7 Som en Brønd udvælder sit Vand, saa lod hun udvælde sin Ondskab; Vold og Ødelæggelse blev hørt i den, Sygdom og Slag er stedse for mit Ansigt.

    8 Lad dig tugte, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal drages fra dig, at jeg ikke gjør dig til en Ødelæggelse, et Land, som Ingen boer udi.

  • 3 Og de Ypperlige iblandt dem sendte deres Smaae efter Vand; de kom til Gravene, de fandt ikke Vand, de kom tilbage med deres Kar tomme; de ere beskjæmmede og skammede sig og skjulte deres Hoveder.

  • 8 Og to eller tre Stæder vankede omkring til een Stad for at drikke Vand, og mættedes ikke; dog omvendte I eder ikke til mig, siger Herren.

  • 74%

    14 Mon man skulde forlade Libanons Snee for en Klippe paa Marken? eller (mon) flydende (Vande) skulde overgives for fremmede kolde Vande?

    15 Dog haver mit Folk glemt mig, de gjøre Røgelse for Forfængelighed; og de støde an paa deres Veie, paa de evige Stier, for at gaae paa Stier, paa den Vei, som ikke er banet,

  • 10 De have vendt om til deres de første Fædres Misgjerninger, som vægrede sig for at adlyde mine Ord, og de gik efter andre Guder for at tjene dem; Israels Huus og Judæ Huus have gjort min Pagt til Intet, som jeg gjorde med deres Fædre.

  • 74%

    18 Og nu, hvad haver du (at gjøre) paa Ægypti Vei for at drikke Sichors Vand? og hvad haver du (at gjøre) paa Assurs Vei for at drikke Flodens Vand?

    19 Din Ondskab skal tugte dig, og dine Afvendelser straffe dig, og viid og see, at det er ondt og beeskt, at du haver forladt Herren din Gud, og at min Frygt er ikke hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.

    20 Da jeg havde fra fordum (Tid) sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, da sagde du: Jeg vil ikke tjene (dem mere); dog løb du om paa alle ophøiede Høie og under hvert grønt Træ (som) en Skjøge.

  • 15 Drik Vand af din egen Grøft, og flydende (Vand) midt af din egen Brønd.

  • 31 O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?

  • 22 Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.

  • Jer 2:5-7
    3 vers
    72%

    5 Saa sagde Herren: Hvad have eders Fædre fundet for Uret hos mig, at de holdt sig langt fra mig, og de vandrede efter Forfængelighed og ere blevne forfængelige?

    6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?

    7 Og jeg førte eder ind udi et dyrket Land, at æde dets Frugt og dets Gode; men der I kom (derind), da besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.

  • 72%

    20 Dog, (ligesom) en Qvinde bliver troløs imod sin Boler, saa ere I af Israels Huus blevne troløse imod mig, siger Herren.

    21 Der er hørt en Røst paa de høie Steder, Israels Børns ydmyge Begjæringers Graad; thi de have forvendt deres Vei, de have forglemt Herren deres Gud.

  • 13 Vee dem! thi de vanke hid og did fra mig; Ødelæggelse (skal vederfares) dem, thi de have gjort Overtrædelse imod mig; og jeg, jeg vilde forløse dem, men de, de talede idel Løgn imod mig.

  • 25 Hold din Fod tilbage fra (at løbe) barfodet, og din Strube fra Tørst; men du sagde: (Det er) forloret; ikke (saa), thi jeg haver elsket Fremmede, og efter dem vil jeg gaae.

  • 11 Og I skulle gjøre en Grav imellem begge Murene for Vandet af det gamle Fiskevand; men I saae ikke til den, som gjorde Saadant, den, som dannede det for lang (Tid siden), saae I ikke.

  • 6 Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de havde afvendt dem (til at gaae) paa Bjergene; de gik fra Bjergene paa Høiene, de glemte deres Leie.

  • 4 Vee et syndigt Folk, et Folk med svar Misgjerning, de Ondes Sæd, de fordærvelige Børn! de forlode Herren, de opirrede den Hellige i Israel, de vege tilbage.

  • 11 Thi Israels Huus og Judæ Huus have været heel troløse mod mig, siger Herren.

  • 10 Derfor vender hans Folk hid igjen, og der udkrystes (Bægere) fulde af Vand til dem,

  • 2 Gid jeg havde i Ørken et Herberge (som for) de Veifarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaae fra dem; thi de ere allesammen Horkarle, som handle troløst, (endog) paa Forbudsdagen.

  • 24 Jeg, jeg haver gravet og drukket de fremmede Vande, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.

  • 14 Hvorfor sidde vi (stille)? samler eder og lader os komme i de faste Stæder og tie der; thi Herren vor Gud haver kommet os til at tie og givet os Galdevand at drikke, fordi vi have syndet for Herren.

  • 13 Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg gav for deres Ansigt, og hørte ikke paa min Røst, og vandrede ikke derefter,

  • 38 (Der skal komme) Tørhed til dens Vande, og de skulle borttørres; thi det er udskaarne Billeders Land, og de rose sig af de forfærdelige (Afguder).

  • 15 derfor sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud, saaledes: See, jeg vil bespise dem, nemlig dette Folk, med Malurt og give dem Galdevand at drikke.

  • 5 Thi deres Moder bedriver Horeri, hun gjør sig selv tilskamme, som undfangede dem; thi hun sagde: Jeg vil løbe efter mine Bolere, som give (mig) mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og min Drikke.

  • 15 Thi han, han skal bære Frugt iblandt Brødrene; (dog) skal der komme et Østenveir, et Herrens Veir, som skal fare op af Ørken, og hans Kildevæld skal tørres, og hans Kilde blive tør; det samme skal røve alle kostelige Kars Liggendefæ.

  • 48 Mit Øie randt med Vandbække over mit Folks Datters Forstyrrelse.

  • 10 Saa sagde Herren om dette Folk: Saaledes have de elsket at vanke ustadigt omkring, de holdt ikke deres Fødder tilbage; derfor haver Herren ikke Behagelighed til dem, (men) skal nu komme deres Misgjerning ihu og hjemsøge deres Synder.

  • 2 En Adspreder drager op imod dig, bevar Befæstningen, vaer flittig paa Veien, styrk Lænderne, gjør din Kraft saare stærk!

  • 25 Jeg, jeg haver gravet og drukket Vand, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.

  • 10 Judæ Fyrster ere som de, der flytte Landemærke; jeg vil udøse min Grumhed over dem som Vandet.

  • 21 Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.

  • 71%

    9 I uddrive mit Folks Qvinder, (hver) af sin Vellysts Huus, I tage min Prydelse fra hendes spæde Børn evindelig.

    10 Gjører eder rede og gaaer, thi dette (Land) er ikke den (rette) Hvile; fordi det er ureent, skal det fordærves, ja med en gruelig Fordærvelse.

  • 23 Men dette Folk haver et modvilligt og gjenstridigt Hjerte, de ere afvegne og gik bort.

  • 6 Du, du haver forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg vil udrække min Haand over dig og fordærve dig, jeg er træt af at angre.

  • 7 Hvor skulde jeg tilgive dig dette? dine Børn forlode mig og svore ved (det, som) ikke er Gud; der jeg havde mættet dem, da bedreve de Horeri og sloge sig sammen i Troppetal i Horehuset.

  • 30 Thi I skulle være som en Eeg, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.