Forkynneren 3:1

Original Norsk Bibel 1866

Alting haver en bestemt Tid, og alt (det, som man haver) Lyst til under Himmelen, haver (sin) Tid.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Fork 3:17 : 17 (Da) sagde jeg i mit Hjerte: Gud skal dømme den Retfærdige og den Ugudelige; thi der er Tid til alt (det, man) haver Lyst til, og over al Gjerning (skal) der (holdes) Dom.
  • Fork 8:5-6 : 5 Hvo, som holder Budet, skal intet Ondt fornemme, og den Vises Hjerte skal vide Tid og Ret. 6 Thi alt (det, man haver) Lyst til, haver Tid og Ret, efterdi Menneskets Ulykke er megen over ham.
  • 2 Kong 5:26 : 26 Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Viingaarde og smaat Qvæg og stort Qvæg og Tjenere og Tjenestepiger?
  • Fork 2:3 : 3 Jeg opsøgte i mit Hjerte at fremdrage mit Kjød med Vinen, dog ledede jeg mit Hjerte til Viisdommen, og at tage fat paa Daarlighed, indtil jeg kunde see, hvad Menneskens Børn bedst (monne være), som de skulle gjøre under Himmelen i deres Livs Dages Tal.
  • 2 Krøn 33:12 : 12 Og der han var i Angest, bad han ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt og ydmygede sig saare for sine Fædres Guds Ansigt.
  • Ordsp 15:23 : 23 Der er Glæde over en Mand, naar hans Mund svarer (ret), og et Ord i sin Tid, hvor godt (er det)!
  • Matt 16:3 : 3 og om Morgenen: Det bliver Storm idag, thi Himmelen er rød og mørk. I Øienskalke! Himmelens Skikkelse vide I at bedømme, kunne I ikke ogsaa (bedømme) Tidernes Tegn?

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 88%

    2 Der er Tid at fødes, og Tid at døe, Tid at plante, og Tid at oprykke det Plantede,

    3 Tid at ihjelslaae, og Tid at læge, Tid at nedrive, og Tid at opbygge,

    4 Tid at græde, og Tid at lee, Tid at hyle, og Tid at springe for Glæde,

    5 Tid at bortkaste Stene, og Tid at samle Stene, Tid at tage i Favn, og Tid at holde sig langt fra at tage i Favn,

    6 Tid at opsøge, og Tid at tabe, Tid at forvare, og Tid at bortkaste,

    7 Tid at sønderrive, og Tid at sye sammen, Tid at tie, og Tid at tale,

    8 Tid at elske, og Tid at hade, Tid til Krig, og Tid til Fred.

    9 Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?

    10 Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.

    11 Han gjorde Alting smukt i sin Tid, og lagde Verden i deres Hjerte, uden hvilken et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som Gud haver gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.

    12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.

    13 Ja og, at ethvert Menneske æder og drikker, og seer (og nyder) det Gode i alt sit Arbeide, det er en Guds Gave.

    14 Jeg fornam, at alt det, som Gud gjør, det skal blive evindelig, man kan Intet lægge til, og man kan Intet tage derfra, og Gud gjør det saa, for at man skal frygte for hans Ansigt.

    15 Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.

    16 Og jeg saae ydermere under Solen Dommens Sted, — der var Ugudelighed; og Retfærdigheds Sted, — der var Ugudelighed.

    17 (Da) sagde jeg i mit Hjerte: Gud skal dømme den Retfærdige og den Ugudelige; thi der er Tid til alt (det, man) haver Lyst til, og over al Gjerning (skal) der (holdes) Dom.

    18 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte om Menneskens Børns Handel, at Gud vilde gjøre det klart for dem, og at de skulde see, at de ere for sig selv (som) Dyr.

    19 Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.

    20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.

  • 78%

    5 Hvo, som holder Budet, skal intet Ondt fornemme, og den Vises Hjerte skal vide Tid og Ret.

    6 Thi alt (det, man haver) Lyst til, haver Tid og Ret, efterdi Menneskets Ulykke er megen over ham.

  • 75%

    9 Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.

    10 Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.

  • 75%

    1 Prædikerens, Davids Søns, Kongen i Jerusalems, Ord:

    2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.

    3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?

    4 En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.

    5 Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).

  • 9 Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.

  • 22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?

  • 73%

    1 Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.

    2 Alting (vederfares dem), saasom alle (Andre); det hændes eens den Retfærdige og den Ugudelige, den Gode og Rene og den Urene, og den, som offrer, og den, som ikke offrer; som den Gode, saa en Synder, den, som sværger, saasom den, der frygter for Ed.

    3 Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.

  • 72%

    13 Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.

    14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 14 Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.

  • 71%

    10 Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.

    11 Jeg vendte mig og saae under Solen, at Løbet er ikke i de Lettes (Magt), og Krigen ikke i de Vældiges (Magt), og ei heller Brød i de Vises (Magt), og ei heller Rigdom i de Forstandiges (Magt), og ei heller Gunst i de Vittiges (Magt); men ved Tid og Hændelse hændes det dem alle;

  • 8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.

  • 14 Der er (endnu) en Forfængelighed, som skeer paa Jorden: at der ere Retfærdige, hvilke det rammer efter de Ugudeliges Gjerning, og der ere Ugudelige, hvilke det rammer efter de Retfærdiges Gjerning; jeg sagde, at dette er ogsaa Forfængelighed.

  • 12 Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?

  • 1 Der er en Ulykke, som jeg saae under Solen, og den er stor over Menneskene:

  • 1 Er ikke et Menneske i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

  • 13 Jeg haver og seet denne Viisdom under Solen, og den (syntes) stor for mig:

  • 9 (Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.

  • 11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.

  • 3 Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.

  • 24 (Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.

  • 18 Og hvilket Menneske, som Gud haver givet Rigdom og Gods, og giver ham Magt at æde deraf, og at optage sin Deel, og at glæde sig i sit Arbeide, dette er en Guds Gave.

  • 1 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.