Forkynneren 12:6
medens Sølvsnoren endnu ikke borttages, og Guldskaalen sønderstødes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderstødes ved Brønden,
medens Sølvsnoren endnu ikke borttages, og Guldskaalen sønderstødes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderstødes ved Brønden,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
8(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
1Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;
2medens Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne ikke endnu blive mørke, ei heller de tykke Skyer komme tilbage efter Regnen;
3paa den Dag, Vogterne i Huset bæve, og de stærke Mænd omkastes, og Møllerne holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som see igjennem Vinduerne, blive mørke,
4og begge Døre til Gaden lukkes, naar Røsten i Møllen bliver lav, og man opstaaer, naar Fuglen synger, og alle Sangens Døttre bøie sig,
5og de ogsaa frygte sig for det Høie, og der ere Forskrækkelser paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begjærligheden forgaaer; thi Mennesket farer til det Huus, hvor han (bliver) evindelig, og Græderne gaae omkring paa Gaden;
7Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
10Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
11(Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
12(saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
11Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
14Ja, han skal sønderbryde den, som (naar) man sønderbryder (og) sønderslaaer en Pottemagers Leerflaske, han skal ikke spare, og der skal ikke findes i det Sønderslagne deraf et Skaar at tage Ild med af Arnestedet eller at øse Vand med af en Grav.
8Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
9(Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
10Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hjerte, og lad Ondskab fare fra dit Kjød, thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed.
14See, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
15See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
10Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
20De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
15alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
12(Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.
12I de Udlevede er Viisdom, og Dagenes Længde (giver) Forstand.
6Tid at opsøge, og Tid at tabe, Tid at forvare, og Tid at bortkaste,
21Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
2Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
12at ogsaa Mennesket ikke veed sin Tid, som Fiskene, der fanges med et skadeligt Garn, og som Fuglene, der fanges med Snaren; som de, (saa) blive Menneskens Børn besnærede i en ond Tid, efter som den falder hasteligen over dem.
16De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
17Vær ikke meget ugudelig, og vær ikke daarlig; hvorfor skulde du døe i Utide?
6Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
11og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
9Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
33Og om noget af dem falder i noget Leerkar, da bliver det alt ureent, som er i det, og I skulle sønderbryde det.
22da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.
12Mon min Kraft er Kraft af Steen? mon mit Kjød er af Kobber?
5Han er en foragtet Lampe efter den Trygges (stolte) Tanke, han er færdig til at snuble med Foden.
14Thi vi døe visseligen og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, som ikke monne samles; men Gud skal ikke tage Livet bort, men tænker jo (derpaa), at den Udstødte skal ikke (fremdeles) blive udstødt fra ham.
22og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
19hvor meget mere (paa dem), som boe i Leerhuse, hvis Grundvold er i Støvet? man kan støde dem smaa førend et Møl.
6Han skal komme sine ypperlige (Mænd) ihu, (dog) de skulle falde, naar de gaae frem; de skulle haste til dens Muur, naar det, som bedækker, er beredt.
15Derfor skal hans Ulykke hastelig komme, han skal snart sønderbrydes, at der skal ingen Lægedom være.
26Du skal komme til Graven i Alderdom, ligesom et Neg optages i sin Tid.
15Drik Vand af din egen Grøft, og flydende (Vand) midt af din egen Brønd.
16Lad dine Kilder udflyde her og der udenfor, (og) Vandbække paa Gaderne.
10Og de skulle blive knuste (tilligemed) deres Grundvolde, (ja) alle de, som arbeide for Løn paa de behagelige Søer.
17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
2(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
22Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.