Jobs bok 6:12
Mon min Kraft er Kraft af Steen? mon mit Kjød er af Kobber?
Mon min Kraft er Kraft af Steen? mon mit Kjød er af Kobber?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
11Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
13Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
18See, den kan med Vold tilbageholde en Flod (og) haster ikke, den fordrister sig til at kunne opøse Jordanen med sin Mund.
4Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
2Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
14Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
19Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
8Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
9Og da vil jeg, jeg ogsaa bekjende om dig, at din høire Haand kan frelse dig.
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
6Mon han skulde trætte imod mig med stor Kraft? nei, men han skulde lægge (Kraft) i mig.
26Forsmægter mit Kjød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Deel evindeligen.
2Jern tages af Støvet, og Stene smeltes til Kobber.
12Mon (noget) Jern kan bryde Jern fra Norden og Kobber?
5Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
6at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
10Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
19Mon han skulde (høit) agte din Rigdom? (ja) ikke (det skjønne) Guld eller nogen Magts Styrke.
4Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
15Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
18Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.
19Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
22da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.
12Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?
5Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
20Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
17Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
23naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
1Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
4Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
24Dersom jeg haver sat Guld til mit Haab, eller sagt til det (kostelige) Guld: Du er min Tillid,
12Hvorfor forekom Knæerne mig, og hvorfor er jeg opfostret med Bryst?
6Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
2O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
3Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
2Hvad haver du hjulpet den, (som haver) ingen Kraft? frelste du den Arm, som (havde) ingen Styrke?
3Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
23Den gjør, at Stien skinner efter den, saa man maatte holde Afgrunden for graa.
11Haver du (ikke) klædet mig med Hud og Kjød, og bedækket mig med Been og Sener?
5Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
8Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
3Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
9Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede (om Naade).