Forkynneren 3:6
Tid at opsøge, og Tid at tabe, Tid at forvare, og Tid at bortkaste,
Tid at opsøge, og Tid at tabe, Tid at forvare, og Tid at bortkaste,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Alting haver en bestemt Tid, og alt (det, som man haver) Lyst til under Himmelen, haver (sin) Tid.
2Der er Tid at fødes, og Tid at døe, Tid at plante, og Tid at oprykke det Plantede,
3Tid at ihjelslaae, og Tid at læge, Tid at nedrive, og Tid at opbygge,
4Tid at græde, og Tid at lee, Tid at hyle, og Tid at springe for Glæde,
5Tid at bortkaste Stene, og Tid at samle Stene, Tid at tage i Favn, og Tid at holde sig langt fra at tage i Favn,
7Tid at sønderrive, og Tid at sye sammen, Tid at tie, og Tid at tale,
8Tid at elske, og Tid at hade, Tid til Krig, og Tid til Fred.
9Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
10Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.
11Han gjorde Alting smukt i sin Tid, og lagde Verden i deres Hjerte, uden hvilken et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som Gud haver gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
12Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
5Hvo, som holder Budet, skal intet Ondt fornemme, og den Vises Hjerte skal vide Tid og Ret.
6Thi alt (det, man haver) Lyst til, haver Tid og Ret, efterdi Menneskets Ulykke er megen over ham.
9Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.
10Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
11Jeg vendte mig og saae under Solen, at Løbet er ikke i de Lettes (Magt), og Krigen ikke i de Vældiges (Magt), og ei heller Brød i de Vises (Magt), og ei heller Rigdom i de Forstandiges (Magt), og ei heller Gunst i de Vittiges (Magt); men ved Tid og Hændelse hændes det dem alle;
12at ogsaa Mennesket ikke veed sin Tid, som Fiskene, der fanges med et skadeligt Garn, og som Fuglene, der fanges med Snaren; som de, (saa) blive Menneskens Børn besnærede i en ond Tid, efter som den falder hasteligen over dem.
13Jeg haver og seet denne Viisdom under Solen, og den (syntes) stor for mig:
15Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.
16Og jeg saae ydermere under Solen Dommens Sted, — der var Ugudelighed; og Retfærdigheds Sted, — der var Ugudelighed.
17(Da) sagde jeg i mit Hjerte: Gud skal dømme den Retfærdige og den Ugudelige; thi der er Tid til alt (det, man) haver Lyst til, og over al Gjerning (skal) der (holdes) Dom.
14Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.
6Saa din Sæd aarle, og lad din Haand ikke hvile om Aftenen; thi du veed ikke, enten dette eller hiint skal blive ret, eller om de begge skulle være gode som Eet.
1Der er en Ulykke, som jeg saae under Solen, og den er stor over Menneskene:
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
3Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
4En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.
5Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).
11Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
9Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.
10Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
6medens Sølvsnoren endnu ikke borttages, og Guldskaalen sønderstødes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderstødes ved Brønden,
7og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
8(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
26Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
1Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.
13Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
14Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
3Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.
1Kast dit Brød ovenpaa Vandet, thi du skal finde det længe derefter.
2Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
20De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
20Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
21Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
16at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
9(Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
16og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde.
14Der er (endnu) en Forfængelighed, som skeer paa Jorden: at der ere Retfærdige, hvilke det rammer efter de Ugudeliges Gjerning, og der ere Ugudelige, hvilke det rammer efter de Retfærdiges Gjerning; jeg sagde, at dette er ogsaa Forfængelighed.