Forkynneren 3:5
Tid at bortkaste Stene, og Tid at samle Stene, Tid at tage i Favn, og Tid at holde sig langt fra at tage i Favn,
Tid at bortkaste Stene, og Tid at samle Stene, Tid at tage i Favn, og Tid at holde sig langt fra at tage i Favn,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Tid at opsøge, og Tid at tabe, Tid at forvare, og Tid at bortkaste,
7Tid at sønderrive, og Tid at sye sammen, Tid at tie, og Tid at tale,
8Tid at elske, og Tid at hade, Tid til Krig, og Tid til Fred.
9Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
10Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.
11Han gjorde Alting smukt i sin Tid, og lagde Verden i deres Hjerte, uden hvilken et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som Gud haver gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
12Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
1Alting haver en bestemt Tid, og alt (det, som man haver) Lyst til under Himmelen, haver (sin) Tid.
2Der er Tid at fødes, og Tid at døe, Tid at plante, og Tid at oprykke det Plantede,
3Tid at ihjelslaae, og Tid at læge, Tid at nedrive, og Tid at opbygge,
4Tid at græde, og Tid at lee, Tid at hyle, og Tid at springe for Glæde,
5Hvo, som holder Budet, skal intet Ondt fornemme, og den Vises Hjerte skal vide Tid og Ret.
6Thi alt (det, man haver) Lyst til, haver Tid og Ret, efterdi Menneskets Ulykke er megen over ham.
9Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.
15Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.
16Og jeg saae ydermere under Solen Dommens Sted, — der var Ugudelighed; og Retfærdigheds Sted, — der var Ugudelighed.
17(Da) sagde jeg i mit Hjerte: Gud skal dømme den Retfærdige og den Ugudelige; thi der er Tid til alt (det, man) haver Lyst til, og over al Gjerning (skal) der (holdes) Dom.
2Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
3Græmmelse er bedre end Latter; thi et Hjerte kan forbedres, naar Ansigtet (seer) ilde (ud).
4De Vises Hjerte er i Sorrigs Huus, men Daarernes Hjerte er i Glædes Huus.
14Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.
9(Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
10Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hjerte, og lad Ondskab fare fra dit Kjød, thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed.
9(Saa er jo) bedre To end Een; thi de have en god Løn af deres Arbeide.
10Thi dersom de falde, kan den Ene opreise sin Staldbroder; men vee den, som er ene! naar han falder, er der ingen Anden til at opreise ham.
11Ogsaa, naar To ligge (sammen), da have de Varme, men hvorledes kan Een alene blive varm?
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
10Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
11Jeg vendte mig og saae under Solen, at Løbet er ikke i de Lettes (Magt), og Krigen ikke i de Vældiges (Magt), og ei heller Brød i de Vises (Magt), og ei heller Rigdom i de Forstandiges (Magt), og ei heller Gunst i de Vittiges (Magt); men ved Tid og Hændelse hændes det dem alle;
12at ogsaa Mennesket ikke veed sin Tid, som Fiskene, der fanges med et skadeligt Garn, og som Fuglene, der fanges med Snaren; som de, (saa) blive Menneskens Børn besnærede i en ond Tid, efter som den falder hasteligen over dem.
20De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
6Saa din Sæd aarle, og lad din Haand ikke hvile om Aftenen; thi du veed ikke, enten dette eller hiint skal blive ret, eller om de begge skulle være gode som Eet.
6En Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse.
1Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.
5Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).
13Derfor maa den, som vilde undervise (eder), tie paa den samme Tid; thi det er en ond Tid.
22dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,
1Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.
3Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.
9Føler eders Elendighed, og sørger og græder; eders Latter omvendes til Sorrig, og Glæden til Bedrøvelse!
6medens Sølvsnoren endnu ikke borttages, og Guldskaalen sønderstødes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderstødes ved Brønden,
4Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
15Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.
11Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
11Thi Stenen af Væggen skal raabe, og Bjælken af Træet skal svare den.
9Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.
14med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
24(Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
20(Som) den, der aflægger Klæder den Dag, det er koldt, (ja som) Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et Hjerte, der er ilde (tilfreds).
8(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.