Forkynneren 4:9
(Saa er jo) bedre To end Een; thi de have en god Løn af deres Arbeide.
(Saa er jo) bedre To end Een; thi de have en god Løn af deres Arbeide.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Thi dersom de falde, kan den Ene opreise sin Staldbroder; men vee den, som er ene! naar han falder, er der ingen Anden til at opreise ham.
11Ogsaa, naar To ligge (sammen), da have de Varme, men hvorledes kan Een alene blive varm?
12Og om Een vilde overvælde ham, kunde To staae imod ham; og den tredobbelte Traad sønderrives ikke hasteligen.
6En Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse.
7Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:
8Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
2Da prisede jeg de Døde, som vare allerede døde, mere end de Levende, som endnu ere levende.
3Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
4Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
24(Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
25Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
26Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
36Og hvo, som høster, faaer Løn og samler Frugt til et evigt Liv, paa det de skulle glæde sig tilhobe, baade den, som saaer, og den, som høster.
37Thi herudi er den Tale sand, at der er En, som saaer, og en Anden, som høster.
20Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
21Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
22Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?
9Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
18Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham.
14Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
3Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
9See til, du lever med en Hustru, som du elsker, alle din Forfængeligheds Livsdage, som (Gud) haver givet dig under Solen alle din Forfængeligheds Dage; thi det er din Deel i Livet og i dit Arbeide, som du arbeider under Solen.
10Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
10Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide.
11Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
2Thi du skal æde Frugten af dine Hænders Arbeide; salig er du, og (det gaaer) dig Vel.
6De vilde hjælpe, den Ene den Anden, og (den Ene) sagde til den Anden: Vær frimodig.
8Men den, som planter, og den, som vander, ere Eet; men hver skal faae sin egen Løn efter sit eget Arbeide.
24Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kjød.
18Og hvilket Menneske, som Gud haver givet Rigdom og Gods, og giver ham Magt at æde deraf, og at optage sin Deel, og at glæde sig i sit Arbeide, dette er en Guds Gave.
17Ligesaa og den, som havde annammet de to Talenter, ogsaa han vandt andre to.
17En Ven elsker altid, og en Broder fødes (til Hjælp) i Nød.
8og de To skulle være eet Kjød; saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød.
4Thi hvo er den, som kan undtages (derfra)? For alle dem, som leve, er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en Løve, som er død;
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
9Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
4Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Ros for sig selv alene, og ikke for Andre;
11Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
12Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
2Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
3Mon to kunne gaae tilsammen, om de ikke ere eens med hverandre?
6Saa din Sæd aarle, og lad din Haand ikke hvile om Aftenen; thi du veed ikke, enten dette eller hiint skal blive ret, eller om de begge skulle være gode som Eet.
15Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.
7Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
17Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
23I alt smerteligt (Arbeide) er der Fordeel, men (hvor der ikkun ere) Læbers Ord, (der kommer det) aleneste til Mangel.
17Jern kan skjærpe Jern, og en Mand kan skjærpe sin Næstes Ansigt.
4Den, som gjør (Arbeide) med en svigefuld Haand, bliver arm, men de Flittiges Haand gjør rig.
17Antaster (Nogen) den med Sværd, (da) bestaaer det ikke, (ei heller) Spyd, Kastegevær eller Pantser.