Jesaja 41:6
De vilde hjælpe, den Ene den Anden, og (den Ene) sagde til den Anden: Vær frimodig.
De vilde hjælpe, den Ene den Anden, og (den Ene) sagde til den Anden: Vær frimodig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Og en Tømmermand bestyrkede en Guldsmed, som gjorde med Hammeren (Blikket) glat, idet han slog paa Ambolten, sigende: Det er godt til at lodde med, og han befæstede det med Søm, at det ikke skulde bevæges.
5Øerne saae det og frygtede, Jordens Ender forfærdedes (saare); de nærmede sig og kom (hertil).
9(Saa er jo) bedre To end Een; thi de have en god Løn af deres Arbeide.
10Thi dersom de falde, kan den Ene opreise sin Staldbroder; men vee den, som er ene! naar han falder, er der ingen Anden til at opreise ham.
11Ogsaa, naar To ligge (sammen), da have de Varme, men hvorledes kan Een alene blive varm?
15Og det skede, der vore Fjender hørte, at det var os tilkjendegivet, da gjorde Gud deres Raad til Intet, og vi vendte os alle til Muren igjen, hver til sin Gjerning.
16Og det skede fra den samme Dag af, at Halvdelen af mine unge (Karle) gjorde ved Gjerningen, og den (anden) halve Deel af dem holdt baade Spydene, Skjoldene og Buerne og Pantserne, og de Øverste (stode) bag det ganske Judæ Huus.
17De, som byggede paa Muren, og som bare Byrden, (og) de, som lagde paa dem, de gjorde med deres ene Haand Gjerningen, og med den anden holdt de Vaabenet.
18Og de, som byggede, havde hver sit Sværd bundet ved sine Lænder, og byggede (saa); og den, som blæste i Trompeten, var hos mig.
19Og jeg sagde til de Ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Gjerningen er stor og vid, men vi ere adspredte paa Murene, den Ene langt fra den Anden.
9Thi de vilde allesammen gjøre os frygtagtige og sagde: De skulle drage deres Hænder af fra Gjerningen, og den skal ikke udrettes; men nu, bekræft mine Hænder!
6Og Alle trindt omkring dem styrkede deres Hænder med Sølvkar, med Guld, med Gods og med Fæ og med dyrebare Skjenk, foruden alt det, som de gave frivilligen.
24Elsker Herren, alle hans Hellige! (thi) Herren bevarer de Trofaste og betaler overflødigen den, som øver Hovmod.
17En Ven elsker altid, og en Broder fødes (til Hjælp) i Nød.
4Forvarer eder, hver for sin Ven, og forlader eder ikke paa nogen Broder; thi hver Broder skuffer visseligen, og hver Ven vandrer (som) en Bagvasker.
17Jern kan skjærpe Jern, og en Mand kan skjærpe sin Næstes Ansigt.
18Og jeg gav dem tilkjende min Guds Haand, som var god over mig, tilmed Kongens Ord, som han havde sagt mig; og de sagde: Lader os gjøre os rede og bygge; og de bestyrkede deres Hænder til det Gode.
12Vær frimodig, og lad os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men Herren gjøre, hvad som godt er for hans Øine!
13Vær frimodig, og lad os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men Herren gjøre, hvad som godt er for hans Øine!
3Styrker de afmægtige Hænder og bekræfter de snublende Knæ.
13Og det skal skee paa den samme Dag, at Herrens store Forstyrring skal være iblandt dem, og de skulle tage fat, hver paa sin Næstes Haand, og den (Ene) skal opløfte sin Haand imod den Andens Haand.
7De skulle løbe som de Vældige, og stige op paa Muren som Krigsmænd; og de skulle drage, hver paa sine Veie, og ikke forvende deres Stier.
8Og de skulle ikke fortrykke, den Ene den Anden, de skulle gaae, hver paa sin banede Vei, og de skulle falde over Vaaben, men ikke saares.
16Og det skede, der alle vore Fjender havde hørt det, og alle Hedningerne, som vare trindt omkring os, saae det, da syntes (Modet) saare at falde paa dem; thi de kjendte, at denne Gjerning var gjort af vor Gud.
6saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
1Davids Sang paa Trapperne. See, hvor godt og hvor lifligt er det, at Brødre boe ogsaa tilsammen.
2Hver af os være sin Næste til Behag i det Gode, til Opbyggelse.
11Formaner derfor hverandre, og opbygger den Ene den Anden, ligesom I og gjøre.
6Thi hver skal tage fat paa sin Broder af sin Faders Huus (og) sige: Du haver Klæder, vær vor Fyrste, lad vort Anstød være under din Haand.
11See, alle hans Medbrødre skulle beskjæmmes, thi Mesterne, de ere af Menneskene; (om) de (end) alle samle sig og staae (der), skulle de (dog) frygte, de skulle blive beskjæmmede tilhobe.
13Thi jeg er Herren din Gud, som tager fat paa din høire Haand, som siger til dig: Frygt ikke, jeg, jeg hjælper dig.
16Paa Guldet, paa Sølvet og paa Kobberet og paa Jernet er intet Tal; gjør dig rede og gjør det, og Herren skal være med dig.
7Derfor skulle alle Hænder nedsynke, og alle Menneskers Hjerte smeltes.
10I, som have taget mit Sølv og mit Guld, og have indført mine deilige, yndige Ting i eders Templer;
8De have alle taget fat paa Sværd, ere udlærte til Krig; hver haver sit Sværd over sin Lænd for Frygts Skyld om Nætterne.
22Ogsaa sagde jeg paa den samme Tid til Folket: Hver blive med sin Tjener Natten over midt i Jerusalem, at vi maae have dem om Natten til (at holde) Vagt, og om Dagen til (at gjøre) Gjerningen.
14Men vi formane eder, Brødre! paaminder de Uskikkelige, trøster de Mismodige, ophjælper de Skrøbelige, værer langmodige mod Alle.
2Bærer hverandres Byrder, og opfylder saaledes Christi Lov.
6Men vi byggede Muren, saa at den ganske Muur blev sammenføiet indtil midt derpaa; thi Folket havde Hjerte til at gjøre det.
24og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger,
16For dens Høihed grue de Stærke; fordi den sønderbryder (Alt), rense de sig fra Synd.
17Antaster (Nogen) den med Sværd, (da) bestaaer det ikke, (ei heller) Spyd, Kastegevær eller Pantser.
4Staa op, thi den Sag (ligger) paa dig, og vi (ville være) med dig; vær frimodig og gjør det.
10frygt ikke, thi jeg er med dig, see ikke om (til Andre), thi jeg er din Gud; jeg haver styrket dig, ja hjulpet dig, ja opholdt dig med min Retfærdigheds høire Haand.
4Og hver, som er bleven tilovers af alle Steder, i hvilke han er fremmed, ham skulle Folkene paa hans Sted høiligen hjælpe med Sølv og med Guld og med Gods og med Fæ, med en frivillig (Gave) til Guds Huus, som er i Jerusalem.
21Og jeg vil kalde et Sværd over ham paa alle mine Bjerge, siger den Herre Herre; den Enes Sværd skal være imod den Andens.
6Vær frimodig og vær stærk; thi du skal dele Landet til Arv iblandt dette Folk, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.
1Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.