2 Samuel 10:12
Vær frimodig, og lad os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men Herren gjøre, hvad som godt er for hans Øine!
Vær frimodig, og lad os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men Herren gjøre, hvad som godt er for hans Øine!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Og han sagde: Dersom de Syrer blive mig for stærke, da skal du være mig til Frelsning; men dersom Ammons Børn blive dig for stærke, da vil jeg frelse dig.
13 Vær frimodig, og lad os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men Herren gjøre, hvad som godt er for hans Øine!
14 Da drog Joab og det Folk, som var hos ham, frem til Krigen mod de Syrer, og de flyede for hans Ansigt.
11 Og han sagde: Dersom de Syrer blive mig for stærke, da skal du være mig til Frelsning; men dersom Ammons Børn blive dig for stærke, da vil jeg komme til at frelse dig.
13 Da drog Joab frem og det Folk, som var hos ham, til Krigen imod de Syrer; og de flyede for hans Ansigt.
6 Og han satte Krigsøverster over Folket og samlede dem til sig paa Gaden ved Stadens Port, og talede kjærligen med dem og sagde:
7 Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og ræddes ikke for Kongen af Assyrien, ei heller for al den Hob, som er med ham; thi der er en Større med os end med ham.
8 Med ham er en kjødelig Arm, men Herren vor Gud er med os, at hjælpe os og at stride vore Krige; og Folket forlod sig fast paa Ezechias, Judæ Konges, Ord.
6 Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaae over til disses Besætning, som have Forhud, maaskee Herren udretter (Noget) for os; thi hos Herren er ingen Forhindring at frelse ved Mange eller ved Faa.
7 Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gjør alt det, som er i dit Hjerte; bøi dig (af Veien), see, jeg er med dig efter dit Hjerte.
25 Da sagde Josva til dem: Frygter ikke og forfærdes ikke, værer frimodige og værer stærke; thi Herren skal saaledes gjøre imod alle eders Fjender, dem, som I stride imod.
9 Værer frimodige og værer Mænd, I Philister, at I ikke skulle tjene de Ebræer, som de have tjent eder; ja værer Mænd og strider!
24 Elsker Herren, alle hans Hellige! (thi) Herren bevarer de Trofaste og betaler overflødigen den, som øver Hovmod.
3 Men Folket sagde: Du skal ikke drage ud, thi om vi flyede, da lagde de sig ikke os paa Hjerte, eller om Halvdelen af os døde, da lagde de sig ikke os paa Hjerte, men nu er du ligesom ti Tusinde af os; saa er det nu bedre, at du kommer os til Hjælp fra Staden.
12 Skal ikke du, O Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, O Gud, med vore Hære?
10 Saa blev ogsaa den ganske mistrøstig, som (ellers) er stridbar, som har et Hjerte som en Løves Hjerte; thi al Israel veed, at din Fader er vældig, og at de ere stridbare Mænd, som ere hos ham.
11 Men jeg raader, at der samles til dig al Israel fra Dan og indtil Beershaba, som Sand, der er ved Havet, i Mangfoldighed, og at din Person drager med i Striden.
12 Derfor, see, Gud er med os foran, og hans Præster og Klangens Basuner til at blæse imod eder; (I) Israels Børn, strider ikke imod Herren, eders Fædres Gud, thi det skal ikke lykkes eder.
4 Staa op, thi den Sag (ligger) paa dig, og vi (ville være) med dig; vær frimodig og gjør det.
7 Der David det hørte, da udsendte han Joab og de Vældiges ganske Hær.
14 Bi efter Herren, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte, ja, bi efter Herren.
8 Men kom du, gjør (det), bestyrk dig til Krigen; Gud skal lade dig falde for Fjendens Ansigt, thi der er Kraft i Gud til at hjælpe og til at lade falde.
25 Og David sagde til Budet: Saa skal du sige til Joab: Lad ikke den Gjerning synes ond for dine Øine, thi Sværdet fortærer paa den og den (Maade); hold fast ved med din Krig imod Staden og nedbryd den! og gjør ham frimodig.
10 Og de Mænd i Jabes sagde: Imorgen ville vi gaae ud til eder, saa maae I gjøre os efter alt det, som er godt for eders Øine.
13 Fly os Hjælp af Nød, thi et Menneskes Frelse er Forfængelighed.
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
20 Paa hvilket Sted I høre Trompetens Lyd, derhen samler eder til os; vor Gud skal stride for os.
9 Der Joab saae, at Krigen var (stillet) imod ham for og bagfra, da udvalgte han af alle de Udvalgte i Israel og rustede sig imod de Syrer.
12 Vor Gud! vil du ikke dømme over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gjøre, men vore Øine (ere vendte) til dig.
5 Men jeg og alt det Folk, som er med mig, vi ville komme nær til Staden; og det skal skee, naar de gaae ud imod os, ligesom i Begyndelsen, da ville vi flye for deres Ansigt.
14 Hvorledes sige I: Vi ere Vældige og duelige Krigsmænd?
9 Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
10 Men dersom de sige saaledes: Kommer op til os, saa ville vi stige op, thi Herren haver givet dem i vor Haand; og dette skal være os et Tegn.
32 Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte falde (i Mistrøst) for hans Skyld; din Tjener skal gaae og stride med denne Philister.
28 Saa samle nu det øvrige Folk, og beleir Staden og indtag den, at jeg ikke skal indtage Staden, og jeg skulde blive navnkundig deraf.
3 Men Davids Mænd sagde til ham: See, vi frygte (at blive) her i Juda, og vi skulle dog gaae til Keila til Philisternes Slagordener?
15 Og han sagde: Giver Agt paa, al Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josaphat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds.
10 I, som have taget mit Sølv og mit Guld, og have indført mine deilige, yndige Ting i eders Templer;
10 Der Joab saae, at Krigen var (stillet) imod ham for og bag, da udvalgte han af alle de Udvalgte i Israel og rustede sig imod de Syrer.
18 Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
22 Men Folket af Israels Mænd styrkede sig og bleve ved at ruste sig til Krig paa det samme Sted, hvor de havde rustet sig paa den første Dag.
8 Og Fogederne skulle blive ved at tale til Folket og sige: Hvo er den Mand, som er frygtagtig og blødhjertig? han gaae hen og vende tilbage til sit Huus, at han ikke skal gjøre sine Brødres Hjerte mistrøstigt, som hans Hjerte er.
2 Og David sagde til al Israels Forsamling: Dersom det (synes) godt for eder, og det er af Herren vor Gud, saa lader os allevegne sende til vore Brødre, de Overblevne i alle Israels Lande, og med dem til Præsterne og Leviterne i Stæderne (og) deres Forstæder, at de blive forsamlede til os.
23 Thi Kongen af Syriens Tjenere sagde til ham: Deres Guder ere Bjergenes Guder, derfor ere de stærkere end vi; men sandeligen, lader os stride mod dem paa det jævne (Land, hvad gjælder), om vi ikke skulle blive stærkere end de?
12 Og de Mænd i Besætningen svarede Jonathan og hans Vaabendrager, og sagde: Kommer op til os, saa ville vi lære eder Noget; da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig, thi Herren haver givet dem i Israels Haand.
40 Og han sagde til al Israel: I skulle være paa een Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa een Side; og Folket sagde til Saul: Gjør det, som godt er for dine Øine.