Jobs bok 32:19
See, mit Indre er som Viin, der ikke er aabnet for, det maa revne som nye Læderflasker.
See, mit Indre er som Viin, der ikke er aabnet for, det maa revne som nye Læderflasker.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Thi jeg er fuld af Taler, en Aand i mit Indre trænger mig.
20Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
37Og Ingen lader ny Viin i gamle Læderflasker; ellers sprænger den nye Viin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne fordærves.
38Men man skal lade ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede tilsammen.
39Og Ingen, som drikker af den gamle, vil strax drikke den nye; thi han siger: Den gamle er bedre.
22Og Ingen lader ny Viin i gamle Læderflasker, ellers sprænger den nye Viin Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne fordærves; men man skal lade ny Viin i nye Læderflasker.
24Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
14De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
17Man lader og ikke ny Viin i gamle Læderflasker, ellers briste Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne fordærves; men man lader ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge tilsammen bevarede.
3Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
7Mosten sørger, Viintræet vansmægter, alle (de, som vare) glade af Hjertet, sukke.
13Og disse ere Læderflasker til Viin, som vi fyldte, (der de vare) nye, see, de ere og sønderrevne; og disse vore Klæder og vore Skoe ere blevne gamle for denne saare lange Veis Skyld.
18Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
14Jeg taug fra fordum (Tid), jeg var taus, jeg holdt mig; (men nu) vil jeg raabe, som hun, der føder, jeg vil ødelægge og upsluge tillige.
27Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
10saa skulle dine Lader blive fulde til Mættelse, og dine Perser sprække af Most.
10Og du skal sønderbryde Krukken for de Mænds Øine, som gik med dig.
34Er det ikke gjemt hos mig, (ja) beseglet i mine Liggendefæ?
7Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
8Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
9Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
12Og du skal sige dette Ord til dem: Saa sagde Herren, Israels Gud: Hver Flaske skal fyldes med Viin, og de skulle sige til dig: Mon vi ikke vist vide det, at hver Flaske skal fyldes med Viin?
24Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld.
19Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte; o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl, (ja) Krigsskrig.
13Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
14Han gjorde mig en Sønderrivelse over den anden; han haver løbet imod mig som en vældig (Krigsmand).
16Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
21Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
1Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
18Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.
13See, jeg vil trykke eders Sted, som en Vogn trykker, der er fuld med Neg,
11De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
11(Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
6Giver stærk Drik til den, som omkommer, og Viin til dem, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen,
2Din Navle er som et trindt Bæger, der ikke fattes Drik; din Bug er (ligesom) en Hvedehob, omgiven med Lilier.
83Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; (dog) glemte jeg ikke dine Skikke.
15Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
9Og jeg sagde: Jeg vil ikke komme ham ihu, og ei tale ydermere i hans Navn, men det var i mit Hjerte, som en brændende Ild (havde været) indelukket i mine Been; og jeg søgte med Møie at fordrage det, men jeg kunde ikke.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
24Jeg, jeg haver gravet og drukket de fremmede Vande, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.
14(saa skal dog) hans Brøde forvandles i hans Liv, (det skal blive) til Øglegalde inden i ham.
15Han opslugte Gods, men han skal udspye det; Gud skal fordrive det af hans Bug.
3Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
10Haver du ei udgydt mig som Melk, og ladet mig løbe tilhobe som Ost?
5Vaagner op, I Drukne! og græder, og hyler, alle I, som drikke Viin! for Mosten, thi den er afskaaren fra eders Mund.
17Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
11Og jeg er fuld af Herrens Vrede, jeg er træt af at holde mig fra at udøse (den baade) over de spæde Børn paa Gaden og over de unge Karles hemmelige Raad tillige; thi baade Mand og Qvinde, den Gamle og den, som har fyldt (sine) Dage, skulle fanges.