Jobs bok 6:7
Min Sjæl vægrede sig ved at røre (derved); de ere mig som en usund Spise.
Min Sjæl vægrede sig ved at røre (derved); de ere mig som en usund Spise.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 saa at hans Liv væmmes ved Brød, og hans Sjæl ved nydelig Mad.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
6 Mon det Usmagendes kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det Hvide om Æggeblommen?
18 — deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
8 Gid min Begjæring maatte komme, og Gud vilde give (mig) mit Haab,
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
7 En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.
14 Men jeg sagde: Ak, Herre Herre! see, min Sjæl er ikke besmittet, og jeg haver ikke ædet fra min Ungdom og indtil nu Aadsel eller Sønderrevet, og der er ikke kommet ureent Kjød i min Mund.
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
9 Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
31 dersom ikke Mændene i mit Paulun have sagt: Hvor finder man Nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kjød?
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde forstaae, (hvad) Ondskaber (ere)?
11 Alt dens Folk sukker og søger efter Brød, de give deres ønskelige Ting for Mad, at vederqvæge (deres) Sjæl; see, Herre! og sku, at jeg er ringe (agtet)!
25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
19 Kom min Elendighed og min Forfølgelse ihu, (ja) Malurt og Galde.
20 Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
24 Mine Knæ rave af Faste, og mit Kjød er magert og haver ingen Fedme.
1 Vee mig! thi jeg er som de Ting, der eftersankes om Sommeren, som (efterladte) Viinqviste i Viinhøsten; der er ikke en Viindrue til at æde, (eller) den første Frugt, som min Sjæl havde Lyst til.
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, hvis Forgift min Aand drikker; Guds Forfærdelser ere stillede mod mig.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
6 Den Person, som rører ved det, skal være ureen indtil Aftenen, og han skal ikke æde af de hellige Ting, men bade sit Legeme i Vand.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
15 Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
22 Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
7 Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
6 Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine.
8 Og jeg udslettede tre Hyrder i een Maaned; thi min Sjæl var bekymret over dem, og deres Sjæl væmmedes ogsaa ved mig.
19 Jeg raabte paa mine Elskere, de bedroge mig, mine Præster og mine Ældste i Staden maatte opgive Aanden, da de søgte sig Brød, at de kunde vederqvæge deres Sjæl.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.