Job 33:20
saa at hans Liv væmmes ved Brød, og hans Sjæl ved nydelig Mad.
saa at hans Liv væmmes ved Brød, og hans Sjæl ved nydelig Mad.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
7 Min Sjæl vægrede sig ved at røre (derved); de ere mig som en usund Spise.
18 og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.
19 Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,
18 — deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
24 Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld.
25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
22 Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
12 Hans Kraft skal (vansmægte) af Hunger, og Ulykke skal være beredt ved hans Side.
13 Dødens Førstefødte skal fortære hans Huds Lemmer, ja den skal fortære hans Lemmer.
7 En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.
17 See, jeg haver seet, (at det er) godt, (og) at det er smukt at æde og drikke, og at see (og nyde) det Gode i alt sit Arbeide, som En arbeider under Solen i sit Livs Dages Tal, som Gud haver givet ham; thi det er hans Deel.
14 (saa skal dog) hans Brøde forvandles i hans Liv, (det skal blive) til Øglegalde inden i ham.
20 Fordi han ikke haver vidst (at være) rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods.
21 Der skal Intet være tilovers, som han kan æde; derfor skal han ikke vente sit Gode.
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
20 Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
24 Mine Knæ rave af Faste, og mit Kjød er magert og haver ingen Fedme.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
25 En Retfærdig æder, indtil hans Sjæl bliver mæt, men de Ugudeliges Bug skal fattes.
23 Han skal vel have at fylde sin Bug med, (men Gud) skal sende sin grumme Vrede over ham og lade regne over ham i hans Kjød.
17 fordi de skulle have Mangel paa Brød og Vand, og de skulle forskrækkes, den Ene med den Anden, og forsvinde i deres Misgjerning.
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
3 Hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad), thi det er falskt Brød.
11 Alt dens Folk sukker og søger efter Brød, de give deres ønskelige Ting for Mad, at vederqvæge (deres) Sjæl; see, Herre! og sku, at jeg er ringe (agtet)!
28 Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
15 Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
6 Æd ikke Brød hos (En, der haver) et ondt Øie, og hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad).
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
11 Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
31 dersom ikke Mændene i mit Paulun have sagt: Hvor finder man Nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kjød?
9 Det var bedre for dem, som vare ihjelslagne ved Sværd, end for dem, som bleve ihjelslagne ved Hunger; thi disse bortfløde som de, der ere igjennemstukne, fordi der ikke var Grøde paa Marken.
9 Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
5 — (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
20 Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.
11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
19 at frie deres Sjæl fra Død og holde dem i Live i Hungeren.
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.
35 Der alt Folket kom ind, at de vilde komme David til at æde Brød, der det var endnu Dag, da svoer David og sagde: Gud gjøre mig saa og lægge end saa dertil, om jeg smager Brød eller nogen Ting, førend Solen gaaer ned!
55 at give een af dem af sine Sønners Kjød, som han kunde æde, fordi ham er Intet blevet tilovers, i den Beleiring og Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden alle dine Porte.
17 Da opstode de Ældste af hans Huus for ham og vilde opreise ham fra Jorden; men han vilde ikke, og aad ikke Brød med dem.