Jeremia 20:17
at man ikke dræbte mig fra (Moders) Liv, eller at min Moder (ikke) blev min Grav, og hendes Liv (ikke) frugtsommeligt evindeligen!
at man ikke dræbte mig fra (Moders) Liv, eller at min Moder (ikke) blev min Grav, og hendes Liv (ikke) frugtsommeligt evindeligen!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Hvorfor kom jeg ud af (Moders) Liv til at see Møie og Sorg, og mine Dage skulle endes med Skamme?
10 fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
11 Hvorfor døde jeg (ikke) fra Moders Liv af? (hvorfor) udkom jeg af Livet og opgav (ikke strax) Aanden?
12 Hvorfor forekom Knæerne mig, og hvorfor er jeg opfostret med Bryst?
17 Du fornyer dine Vidner imod mig, og lader din Fortørnelse være megen imod mig; (der ere) Omskiftelser, ja en Hær imod mig.
18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
19 Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
9 Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
10 Du er dog den, som drog mig af (Moders) Liv, som gjorde, at jeg forlod mig (paa dig, der jeg laae) ved min Moders Bryst.
14 Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født! den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, skal ikke vorde velsignet.
15 Forbandet være den Mand, som førte min Fader Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn! hvilket glædede ham saare.
16 Og den samme Mand vorde som de Steder, hvilke Herren omkastede og angrede det ikke! og han høre et Raab om Morgenen, og et Skrig om Middagstiden!
16 eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.
6 Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
18 — thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
15 Haver han, som gjorde mig i (Moders) Liv, ikke (ogsaa) gjort hiin? og haver (ikke) den Ene beredt os (begge) i Moderslivet?
16 Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
20 (Jordens) Bug skal gjøre, at han glemmes, han skal smage Ormene vel; han skal ikke ydermere ihukommes, og Uretfærdighed skal sønderbrydes som et Træ.
3 Fortabt vorde den Dag, paa hvilken, jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfangen!
5 Thi jeg, jeg kjender mine Overtrædelser, og min Synd er altid for mig.
22 Du kaldte som til en Forsamlingsdag mine Rædsler over mig trindt omkring, og der var Ingen, som undkom eller blev tilovers paa Herrens Vredes Dag; dem, som jeg havde baaret paa Hænderne og opdraget, dem haver min Fjende ødelagt.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
15 Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
16 Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
14 Jeg siger til Forraadnelsen: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
10 Vee mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, mod hvem alt Landet kiver og trætter; jeg haver ikke sat paa Aager, og de have ikke sat paa Aager hos mig, dog forbander Enhver mig.
1 Hører mig, I Øer! og mærker, I Folk langt borte! Herren kaldte mig fra (Moders) Liv, han kom mit Navn ihu fra min Moders Liv af.
20 Og hun stod op midt om Natten og tog min Søn fra min Side, der din Tjenesteqvinde sov, og hun lagde ham i sin Arm, og lagde sin døde Søn i min Arm.
21 Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.
5 Intet Øie ynkedes over dig at gjøre dig noget af dette, at forbarme sig over dig; og du var kastet paa Marken; (saa) væmmedes man ved din Sjæl paa den Dag, du blev født.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
12 Kjære, lad hende ikke være som en Død, hvilken, naar han udkommer af sin Moders Liv, da er hans halve Kjød fortæret.
3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
13 Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
19 Og din Sæd skulde være som Sand, og dit Livs Afkom som Smaastene derudi; dens Navn skulde ikke udryddes eller ødelægges fra (at være) for mit Ansigt.
18 (O du) Jord! skjul ikke mit Blod, at der jo maa være Rum for mit Raab!
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
3 paa det jeg skal ikke drage hende nøgen af og fremstille hende som den Dag, hun blev født, ja sætte hende som Ørken, og lægge hende som et tørt Land, og lade hende døe af Tørst.
20 Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.