Ordspråkene 1:29
Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
30de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
31saa skulle de æde af deres Veies Frugt, og blive mætte af deres Raad.
28Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.
7Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
27fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,
14Dog sagde de til Gud: Vig fra os, thi vi have ikke Lyst til dine Veies Kundskab.
13Herrens Frygt er at hade Ondt, Hoffærdighed og Hovmodighed og en ond Vei; og den Mund, (som taler) forvendte Ting, hader jeg.
22Hvor længe ville I Vanvittige elske Vanvittighed, og Bespottere have sin Lyst til Bespottelse, og Daarer hade Forstand?
23Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
24Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),
25og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
12og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
13og jeg hørte ikke paa mine Læreres Røst, bøiede ei heller mit Øre til dem, som lærte mig?
4(Derfor) vil jeg, jeg ogsaa udvælge for deres bespottelige Idrætters Skyld, og lade komme over dem de Ting, som de frygte for, fordi jeg raabte, og Ingen svarede mig, jeg talede, og de hørte ikke, men de gjorde det Onde for mine Øine, og udvalgte det, som jeg ikke havde Lyst til.
17efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.
13Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg gav for deres Ansigt, og hørte ikke paa min Røst, og vandrede ikke derefter,
17og de have ikke kjendt Fredens Vei.
18Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine.
29Thi de skulle blive tilskamme for de Eges Skyld, som I have Lyst til, og I skulle beskjæmmes for de Havers Skyld, som I Udvalgte.
5da skal du forstaae Herrens Frygt og finde Guds Kundskab; —
22Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
28Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.
10Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, og (hans) Kundskab er de Helliges Forstand.
1Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
6og dem, som vende sig tilbage fra (at vandre) efter Herren, og som ikke søge Herren, og ikke spørge efter ham.
6(De, som vare) mit Folk, ere udryddede, fordi der er ikke Forstand; fordi du, du haver forkastet Forstand, derfor vil jeg forkaste dig, at du ikke skal gjøre Præsteembede for mig; fordi du haver forglemt din Guds Lov, vil jeg, ja ogsaa jeg forglemme dine Børn.
1Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, (Psalme).
9De Vise ere beskjæmmede, forskrækkede og fangne; see, de forkastede Herrens Ord, hvad for Viisdom skulde de da have?
28Og ligesom de ikke holdt (det) for godt at have Guds Kundskab, saa gav Gud dem hen til et Sind, som intet duer, saa at de gjøre det Usømmelige,
11— fordi de vare gjenstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Høiestes Raad.
4Men jeg, jeg sagde: Sandeligen, disse ere de Ringe, de handle daarligen; thi de kjende ikke Herrens Vei, deres Guds Ret.
21Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.
22Der de sagde sig at være Vise, bleve de Daarer,
19Og Herren saae det og blev vred for sine Sønners og Døttres Fortørnelses Skyld.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
33Og de have vendt Ryggen til mig og ikke Ansigtet, alligevel jeg lærte dem tidligen og ideligen, og de hørte ikke, til at annamme Underviisning.
7Jeg sagde: Du skal dog frygte mig, du skal annamme Tugt, saa skulde dens Bolig ikke udryddes, efter alt det, som jeg vilde besøgt den med; (men) de have sandelig aarle gjort sig rede, de have fordærvet alle deres Handeler.
10Antager min Tugt og ikke Sølv, og Kundskab fremfor udvalgt opgravet (Guld).
24Derfor skulle Folkene frygte ham; han seer ikke til Nogen, (som er) viis i Hjertet.
4Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.
12Men om de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet og opgive Aanden, fordi de have ikke Forstand.
3Thi nu skulle de sige: Vi have ingen Konge; thi vi frygtede ikke Herren, hvad skulde da Kongen (kunne) gjøre os?
5Thi de ville ikke agte paa det, Herren gjør, ei heller paa hans Hænders Gjerning; (derfor) skal han nedbryde dem og ikke opbygge dem.
4Thi du haver skjult deres Hjerte fra Forstand, derfor skal du ikke ophøie dem.
10De hade den, som straffer (dem) i Porten, og have Vederstyggelighed til den, som taler fuldkommeligen.
13Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig nær (til mig) med sin Mund, og de ære mig med sine Læber, men dets Hjerte er langt fra mig, og deres Frygt for mig er Menneskers Bud, som de have lært,
32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
13De, de ere iblandt de Gjenstridige imod Lyset, de kjende ikke hans Veie, og de blive ikke paa hans Stier.
28Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.
5Onde Folk forstaae ikke Ret, men de, som søge Herren, forstaae Alting.