Salmenes bok 73:17
indtil jeg indgik i Guds Helligdomme, jeg gav Agt paa deres Endeligt.
indtil jeg indgik i Guds Helligdomme, jeg gav Agt paa deres Endeligt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
3 Thi jeg var nidkjær paa de Galne, der jeg maatte see, (at det gik) de Ugudelige vel.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
29 Gid de vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette; de skulde betragte deres Ende.
67 Før jeg blev ydmyget, foer jeg vild, men nu holder jeg dit Ord.
6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
2 Gud! du er min Gud, jeg vil søg aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kjød længes efter dig udi et tørt og træt Land, hvor intet Vand er.
23 Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
32 Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
5 da skal du forstaae Herrens Frygt og finde Guds Kundskab; —
2 Vi takke dig, Gud! vi takke, at dit Navn er nær; man fortæller dine underlige Ting.
3 Opløft dine (Fødders) Trin til at ødelægge evindelig; Fjenden haver handlet ilde med Alting i Helligdommen.
18 Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
24 paa det du maa farve din Fod rød med Blod, (ja) dine Hundes Tunge (med Blod) af Fjenderne, (ja af hver) af dem.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
27 Thi see, de, som holde sig langt borte fra dig, skulle omkomme; du udrydder hver den, som bedriver Hor (og viger af) fra dig.
28 Men jeg (tænkte): Det er mig godt, jeg holder mig nær til Gud; (derfor) sætter jeg mit Haab paa den Herre Herre, at fortælle alle dine Gjerninger.
33 Herre! lær mig dine Skikkes Vei, og jeg vil bevare den indtil Enden.
5 indtil jeg finder et Sted for Herren, Boliger for Jakobs Mægtige.
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
7 Du fordærver dem, som tale Løgn; Herren haver Vederstyggelighed til en blodgjerrig og falsk Mand.
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
25 Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
14 Men (det er) dig, o Menneske! som var agtet lige med mig, min Leder og min Kynding.
13 Og jeg vil grunde paa al din Gjerning, og jeg vil tale om dine Idrætter.
4 (Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.
11 saa de sige: Hvorledes skulde Gud vide det, og er der Kundskab hos den Høieste?
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
12 En Ærens Throne, en Høihed af Begyndelsen, er vor Helligdoms Sted.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
22 Forstaaer dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal henrive, og der er Ingen, som frier.
24 Du skal lede mig ved dit Raad og derefter antage mig til Ære.
23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
9 da skal du forstaae Retfærdighed og Ret og Oprigtigheder (og) al god Vei.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
23 Alt dette haver jeg forsøgt med Viisdom; jeg sagde: Jeg vil faae Viisdom; men den (veg) langt fra mig.
4 Men jeg, jeg sagde: Sandeligen, disse ere de Ringe, de handle daarligen; thi de kjende ikke Herrens Vei, deres Guds Ret.
28 Og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er Herren, som helliger Israel, naar min Helligdom bliver midt iblandt dem evindelig.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.