5 Mosebok 32:29
Gid de vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette; de skulde betragte deres Ende.
Gid de vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette; de skulde betragte deres Ende.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26Jeg haver sagt: Jeg vilde adsprede dem i (alle) Hjørner, jeg vilde lade ophøre deres Ihukommelse iblandt Menneskene,
27dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
28Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.
30Hvorledes skulde Een have forfulgt Tusinde, og To slaget Titusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem?
31Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, og vore Fjender ere Dommere.
29Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaae dem vel, og deres Børn evindeligen!
22Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
8Forstaaer dog, I Ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer, naar ville I blive kloge?
20Adlyd Raad og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit Sidste.
4Men jeg, jeg sagde: Sandeligen, disse ere de Ringe, de handle daarligen; thi de kjende ikke Herrens Vei, deres Guds Ret.
9De Vise ere beskjæmmede, forskrækkede og fangne; see, de forkastede Herrens Ord, hvad for Viisdom skulde de da have?
9De Store ere ikke (altid) vise, ei heller forstaae de Gamle (altid) Retten.
14derfor, see, jeg vil blive ved at handle underligen med dette Folk, paa det Underligste, ja paa det Underligste; thi deres Vises Viisdom skal forgaae, og deres Forstandiges Forstand skal skjule sig.
15Vee dem, som sænke sig dybt fra Herren, at skjule deres Anslag, og hvis Gjerninger ere i Mørke, og de sige: Hvo seer os, og hvo kjender os?
17indtil jeg indgik i Guds Helligdomme, jeg gav Agt paa deres Endeligt.
13Saa lod jeg dem fare i deres Hjertes Stivhed, at de maatte vandre i deres Anslag.
37Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa?
12Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
27fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,
18De fornemme ikke og forstaae ikke; thi han haver tilstrøget deres Øine, at de ikke see, og deres Hjerter, at de ikke forstaae.
27De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
29Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
30de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
31saa skulle de æde af deres Veies Frugt, og blive mætte af deres Raad.
32Thi de Vanvittiges Afvendelse skal slaae dem ihjel, og Daarers Tryghed skal fordærve dem.
5Onde Folk forstaae ikke Ret, men de, som søge Herren, forstaae Alting.
15Thi dersom I vende eder bort fra ham, da skal han endnu længere lade ham blive i Ørken, og (dermed) fordærve I alt dette Folk.
21Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.
28Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.
5Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
6Skulle I vederlægge Herren dette, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som haver kjøbt dig? han, han gjorde dig og beredte dig.
8Det er den Kloges Viisdom at forstaae sig paa sin Vei, men Daarers Daarlighed er Svig.
22Forstaaer dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal henrive, og der er Ingen, som frier.
16Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
20Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil see, hvilken deres Ende skal være; thi de, de ere en saare forvendt Slægt, Børn, som ikke er Troskab Udi.
24Der er Viisdom for den Forstandiges Ansigt, men en Daares Øine ere ved Jordens Ende.
13Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
29Thi jeg veed, at efter min Død skulle I vist fordærve eder og vige fra den Vei, som jeg haver budet eder; saa skal det Onde møde eder i de sidste Dage, naar I gjøre det Onde for Herrens Øine, at opirre ham med eders Hænders Gjerning.
43Hvo er viis, han skal bevare disse Ting, og de skulle forstaae Herrens Miskundheder.
21Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
6Saa holder og gjører det; thi det skal være eders Viisdom og eders Forstand for Folkenes Øine, som skulle høre alle disse Skikke, og de skulle sige: Dette store Folk er aleneste et viist og forstandigt Folk.
20paa det at de skulle see og vide, og lægge (paa Hjerte) og forstaae tillige, at Herrens Haand haver gjort dette, og Israels Hellige haver skabt dette.
33Viisdom hviler i den Forstandiges Hjerte, men (det, som er) inden i Daarer, skal kjendes.
31lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
12Men om de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet og opgive Aanden, fordi de have ikke Forstand.
22Og dersom de havde staaet i mit hemmelige Raad og ladet mit Folk høre mine Ord, da havde de omvendt dem fra deres den onde Vei og fra deres Idrætters Ondskab.
4Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
10Og nu, I Konger! handler klogeligen; lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!
2Men han er ogsaa viis, og haver ladet Ulykke komme og ikke borttaget sine Ord; men han opstaaer imod de Ondes Huus og imod deres Hjælp, som gjøre Uret.
2Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.