5 Mosebok 32:30
Hvorledes skulde Een have forfulgt Tusinde, og To slaget Titusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem?
Hvorledes skulde Een have forfulgt Tusinde, og To slaget Titusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, og vore Fjender ere Dommere.
27dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
28Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.
29Gid de vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette; de skulde betragte deres Ende.
36Men Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham over sine Tjenere; thi han skal see (derpaa), at (deres) Magt er borte, og den Beholdne og den Efterladte er Intet.
37Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa?
32Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
9Thi Herren haver fordrevet store og stærke Folk fra eders Ansigt; og (hvad) eder (er anlangende), har Ingen bestaaet for eders Ansigt indtil denne Dag.
10Een Mand af eder skal forfølge Tusinde; thi Herren eders Gud, han er den, som strider for eder, saasom han har tilsagt eder.
10Thi vi have hørt, at Herren tørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriters Konger, som vare paa hiin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde.
16Forfærdelse skal falde over dem, og Frygt; ved din Arms Magt skulle de tie som en Steen, indtil dit Folk, Herre, kommer over, til det Folk kommer over, som du haver forhvervet.
16Men I sagde: Nei, men vi ville flye paa Heste; derfor skulle I flye; og vi ville ride paa lette (Heste); derfor skulle eders Forfølgere og være lette.
17Et Tusinde (skal flye for) Eens Skjælden, (ja) for Fem, som skjælde, skulle I (alle) flye, indtil I skulle blive tilovers som en Mast ovenpaa et Bjerg og som et Banner paa en Høi.
7Og I skulle forfølge eders Fjender, og de skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet.
8Og fem af eder skulle forfølge Hundrede, og hundrede af eder skulle forfølge ti Tusinde; og eders Fjender skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet.
12Tilmed fangede Judæ Børn ti Tusinde levende og førte dem op paa Klippens Top, og de kastede dem ned af Klippens Top, at de allesammen søndersledes.
31Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
15Thi dersom I vende eder bort fra ham, da skal han endnu længere lade ham blive i Ørken, og (dermed) fordærve I alt dette Folk.
21Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
9Men de forglemte Herren deres Gud, og han solgte dem i Siseræ Haand, Krigshøvedsmand i Hazor, og i Philisternes Haand og i Moabiternes Konges Haand, og de strede imod dem.
18Den Klippe, som avlede dig, glemte du; og du har forglemt Gud, som fødte dig.
11ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
10Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
27Den evige Gud er Boligen, og nedentil ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt, og sagt: Ødelæg!
9Thi de gik op til Escols Bæk og besaae Landet, og de forvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde komme i Landet, som Herren havde givet dem.
15Hvorfor er (hver) af dine Mægtige nedslagen? han kunde ikke staae, fordi Herren omstødte ham.
16Han gjør, at Mange støde sig; ja, der faldt den Ene paa den Anden, og de sagde: Staa op, og lader os vende tilbage til vort Folk og til vort Fædreneland for Fordærverens Sværd.
27Og du skal halvdele det Rov imellem dem, som have angrebet i Krigen, som vare uddragne i Striden, og imellem al Menigheden.
2Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
15Tilmed var og Herrens Haand imod dem, til at forstyrre dem af Leiren, indtil de fik Ende.
7Og hvi forvende I Israels Børns Hjerte fra at drage over til det Land, som Herren haver givet dem?
35Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.
15— han, som ledte dig igjennem den store og forfærdelige Ørk, (hvor der vare) brændende Slanger og Skorpioner og Tørhed, hvor der var ikke Vand, han, som lod Vand udflyde til dig af en haard Steenklippe,
2dersom Herren ikke havde været hos os, der Menneskene opstode imod os,
25Og han stødte Hjulene af deres Vogne og førte dem besværligen ned; da sagde Ægypterne: Lader os flye for Israel, thi Herren strider for dem imod Ægypterne.
14Saa optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og de røvede dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand, trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaae for deres Fjenders Ansigt.
7Og (der) I kom til dette Sted, da uddrog Sihon, Kongen af Hesbon, og Og, Kongen af Basan, imod os til Krig, og vi sloge dem.
37Og den Ene skal falde over den Anden, som for et Sværd, enddog Ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne reise eder op for eders Fjenders Ansigt.
8Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaaer den, da kan den Hær, som blev tilovers, undkomme.
5Og naar Herren giver dem for eders Ansigt, da skulle I gjøre ved dem efter alt det Bud, som jeg haver budet eder.
10Og Herren forskrækkede dem for Israels Ansigt, og han slog dem med et svart Slag ved Gibeon, og de forfulgte dem paa Veien, hvor man gaaer op til Beth-Horon, og sloge dem indtil Aseka og indtil Makkeda.
1Davids (Psalme). Lovet være Herren, min Klippe! den, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen,
8(Hør) mig, Herre! hvad skal jeg sige, efterat Israel vender Ryggen for sine Fjenders Ansigt?
20See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk?