Jobs bok 16:6
(Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
(Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Jeg haver hørt mange Ting som disse; I ere allesammen møisommelige Trøstere.
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
4 Jeg, jeg kunde ogsaa tale som I; gid eders Sjæl var i min Sjæls Sted! jeg kunde (og) sammenføie (mange) Ord imod eder og ryste over eder med mit Hoved.
5 (Men) jeg vilde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Rørelse skulde forhindre (eders Smerte).
8 Gid min Begjæring maatte komme, og Gud vilde give (mig) mit Haab,
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
2 Gid min Harm maatte veies, og man vilde opløfte min Ulykke tilsammen i Vægtskaaler!
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
2 Min Klage er end idag (agtet) for en Gjenstridighed, den Haand, mig (trykker), er svarere end mit Suk.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
3 Du sagde: Vee mig nu! thi Herren haver lagt min Sorrig til min Smerte; jeg er træt af mit Suk og finder ingen Rolighed.
2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
20 Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; jeg maatte bede til ham om Naade med min (egen) Mund.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
2 Om vi vilde forsøge (at tale) et Ord til dig, skulde du (vel) kjedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
18 Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.