Jobs bok 16:5
(Men) jeg vilde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Rørelse skulde forhindre (eders Smerte).
(Men) jeg vilde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Rørelse skulde forhindre (eders Smerte).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
1 Da svarede Job og sagde:
2 Jeg haver hørt mange Ting som disse; I ere allesammen møisommelige Trøstere.
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
4 Jeg, jeg kunde ogsaa tale som I; gid eders Sjæl var i min Sjæls Sted! jeg kunde (og) sammenføie (mange) Ord imod eder og ryste over eder med mit Hoved.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
4 Jeg vilde ordentligen lægge Retten frem for hans Ansigt, og fylde min Mund med Beviisninger.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
6 Mon han skulde trætte imod mig med stor Kraft? nei, men han skulde lægge (Kraft) i mig.
2 Hører flittig min Tale, og lader dette være eders megen Trøst.
20 Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
5 Men sandelig, gid Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig,
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
28 Min Sjæl flyder hen for Bedrøvelse; opreis mig efter dit Ord.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
11 Er Guds megen Trøst ringe for dig, og det Ord, som han haver hemmeligen talet med dig?
5 Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
6 Kjære, hører min Beviisning, og mærker paa det, som jeg trætter om med mine Læber.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
2 Gid min Harm maatte veies, og man vilde opløfte min Ulykke tilsammen i Vægtskaaler!
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
2 Om vi vilde forsøge (at tale) et Ord til dig, skulde du (vel) kjedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
25 Hvor kraftige ere de Oprigtiges Taler! men hvad skal den Straf udrette, (som kommer) fra Eder?
50 Denne er min Trøst i min Elendighed, at dit Ord holder mig i Live.
16 Saa skulde han og have afvendt dig fra Angestens Strube til et rumt (Sted), hvor der er ikke snevert, og dit Bord (skulde have været) roligt og fuldt med Fedme.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Min Klage er end idag (agtet) for en Gjenstridighed, den Haand, mig (trykker), er svarere end mit Suk.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
2 See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
3 Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læbers Kundskab det, (som er) reent.
25 Thi jeg haver (overflødeligen) vederqvæget en træt Sjæl, og jeg haver fyldt enhver bedrøvet Sjæl.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? thi der er Overtrædelse tilovers i (alt) eders Svar.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
21 Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
14 Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.