Salmenes bok 39:9
Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.
Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren, for Jeduthun; Davids Psalme.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
3 Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
13 Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
15 Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
8 Og nu, Herre! hvad haver jeg biet efter? Min Forventelse er til dig.
8 Oplad din Mund for den Stumme, for alle deres Sag, som skulle omkomme.
5 Den Herre Herre haver aabnet mig Øret, og jeg, jeg var ikke gjenstridig, jeg vendte mig ikke tilbage.
22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
21 Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.
4 Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20 Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
15 Og der han talede med mig efter disse Ord, (da) vendte jeg mit Ansigt mod Jorden og blev stum.
7 Den blev krævet, og han, han blev gjort elendig, og han oplod ikke sin Mund, som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt for dem, som det klippe, og ikke oplader sin Mund.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
22 Og Herrens Haand var over mig om Aftenen, førend den kom, (som var) undkommen, og oplod min Mund, indtil han kom til mig om Morgenen, og min Mund oplodes, og jeg var ikke ydermere stum.
2 See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
15 Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veie, og Syndere skulle omvende sig til dig.
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Min Lovsangs Gud! ti ikke.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
9 da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund;
10 da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane.
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
24 Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
27 at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
34 sandelig, jeg kunde have forfærdet en stor Hob, men en Foragtelig iblandt Slægterne kunde forskrækket mig, at jeg skulde tiet og ikke gaaet ud af en Dør.
63 paa det du skal komme det ihu og blues, og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, naar jeg faaer gjort Forsoning for dig for alt det, som du haver gjort, siger den Herre Herre.
26 Og jeg vil lade din Tunge hænge ved din Gane, at du skal være stum og ikke (mere) være dem en Mand, som straffer; thi de ere et gjenstridigt Huus.
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
28 Han kan sidde alene og tie, naar man lægger (Noget) paa ham.
10 Jeg troede, derfor talede jeg; jeg var saare plaget.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
6 Din Mund dømmer dig at være ugudelig, og ikke jeg; og dine Læber svare mod dig.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
31 Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
14 Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.