Ordspråkene 7:6
Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
8 som gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne, og gik frem paa Veien ved hendes Huus,
9 i Tusmørket, om Aftenen paa Dagen, der Natten var sort, og det var mørkt.
10 Og see, en Qvinde mødte ham i Horesmykke og forborgen i Hjertet.
5 at den (maa) bevare dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
6 Jeg, jeg lod op for min Kjæreste, men min Kjæreste havde vendt sig bort, han var gaaen forbi; (da) udgik min Sjæl ved det, han havde talet, jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte ad ham, men han svarede mig ikke.
7 Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun forhærdede sit Ansigt og sagde til ham:
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
9 Min Kjæreste er lig en Raa eller en ung Hind; see, han staaer bag vor Væg, han seer ned udaf Vinduerne, han kiger igjennem Sprinklerne.
14 Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,
1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øine, hvad skulde jeg da agte paa en Jomfru?
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
8 Lad din Vei være langt fra hende, og kom ikke nær til hendes Huses Dør,
24 at bevare dig fra en ond Qvinde, fra en fremmed Tunges Glathed.
25 Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
26 Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.
4 Og han gjorde paa Huset Vinduer, snævre af Udsigt.
9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Qvinde, eller jeg haver luret ved min Næstes Dør,
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.
10 Hvo er denne, som seer ud som Morgenrøden, deilig som Maanen, reen som Solen, forfærdelig som de, der ere under Bannere?
11 Jeg er nedgangen i Nøddehaven at see paa Grøden i Dalen, at see, om Viintræet haver blomstret, om Granattræet blomstrer.
1 Jeg ledte om Nætterne paa min Seng efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke.
2 (Jeg sagde:) Jeg vil nu staae op og gaae omkring i Staden, paa Stræderne og paa Gaderne, jeg vil lede efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, og fandt ham ikke.
3 Vægterne, de, som gik omkring i Staden, fandt mig; (til dem sagde jeg:) Have I seet den, som min Sjæl elsker?
4 Der jeg kom lidet frem fra dem, fandt jeg den, som min Sjæl elsker; jeg greb ham, og vil ikke lade ham fare, indtil jeg faaer ledet ham til min Moders Huus, og til hendes inderste Kammer, som undfangede mig.
32 Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
25 Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken, jeg er som en Natugle i de øde (Steder).
3 Og jeg sagde til dem: Jerusalems Porte skulle ikke oplades, førend Solen bliver hed, og medens de (endnu) staae (derhos), da skulle de tillukke Dørene og holde dem (lukkede), og man skal beskikke Vagter af Jerusalems Indbyggere, hver paa sin Vagt, og hver tvært over for sit Huus.
7 Og han førte mig til Forgaardens Dør, og jeg saae, og see, der var et Hul i Væggen.
50 indtil Herren seer ned og seer af Himmelen.
51 Mit Øie handlede (ilde) med mit Liv for alle min Stads Døttres Skyld.
3 Ved Siden af Portene, foran i Staden, der, hvor man indgaaer af Dørene, raaber den (høit):
20 Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
25 Lad dine Øine see ret frem, og lad dine Øienlaage vendes ret frem for dig.
33 dine Øine maatte see efter fremmede (Qvinder), og dit Hjerte tale forvendte Ting,
26 dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
27 og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
17 jeg haver overstænket min Seng med Myrrha, Aloe og Caneel.
25 Lad dit Hjerte ikke vige til hendes Veie, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
21 Den raaber foran iblandt dem, som buldre; i Portenes Døre, i Staden taler den sine Ord:
10 Jeg er en Muur, og mine Bryster ere ligesom Taarne; da var jeg for hans Øine som hun, der finder Fred.
1 Hvor er din Kjæreste hengangen, o du deiligste iblandt Qvinderne! hvor haver din Kjæreste vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
12 Lad os staae aarle op til Viingaardene, lad os see, om Viintræerne blomstre, om de (smaae) Druer ere udsprungne, (og) om Granattræerne blomstre; der vil jeg give dig min (megen) Kjærlighed.
27 See, dette haver jeg fundet, sagde Prædikeren, det Ene efter det Andet, for at finde Fornuftighed;
16 at frie dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
4 Min Kjæreste stak sin Haand igjennem Hullet, og mine Indvolde bevægedes for hans Skyld.