Ordspråkene 7:5
at den (maa) bevare dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
at den (maa) bevare dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 at frie dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
17 som forlader sin Ungdoms Leder, og som haver glemt sin Guds Pagt;
24 at bevare dig fra en ond Qvinde, fra en fremmed Tunges Glathed.
25 Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
26 Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.
17 Lad dem høre dig til, (ja) dig alene, og ikke de Fremmede med dig.
18 Din Kilde skal være velsignet, og glæd dig med din Ungdoms Hustru.
19 (Hun være dig) som en (meget) kjær Hind og en yndig Steengjed, lad hendes Bryster altid vederqvæge dig, vandre stedse omkring i hendes Kjærlighed.
20 Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
2 at (du maa) forvare (kloge) Anslag, og at dine Læber kunne bevare Kundskab.
3 Thi den fremmede (Qvindes) Læber dryppe (som) Honningkage, og hendes Gane er glattere end Olie.
4 Men det Sidste af hende er beskt som Malurten, hvast som et tveegget Sværd.
4 Siig til Viisdom: Du er min Søster, og Forstand skal du kalde en Kynding,
6 Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
8 Lad din Vei være langt fra hende, og kom ikke nær til hendes Huses Dør,
9 at du ikke maaskee skal give Andre din Ære, og en Grum dine Aar;
10 at de Fremmede ikke skulle maaskee mættes af din Formue, og alt dit smertelige (Arbeide) ikke skal være i en Ubekjendts Huus,
25 Lad dit Hjerte ikke vige til hendes Veie, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
5 Kjøb Viisdom, kjøb Forstand, glem ikke og vig ikke fra min Munds Tale.
6 Forlad den ikke, saa skal den bevare dig; elsk den, saa skal den bevogte dig.
7 Viisdommens Begyndelse er: Kjøb Viisdom, og for al din Eiendom kjøb Forstand.
8 Ophøi den, saa skal den ophøie dig; naar du tager den i Favn, skal den ære dig.
14 De fremmede (Qvinders) Mund er en dyb Grav; den, Herren er vred paa, skal falde der(udi).
6 Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
5 Troer ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en Fyrste; vaer din Munds Døre for hende, som ligger i dit Skjød!
27 Thi en Hore er en dyb Grav, og en fremmed (Qvinde) en snever Brønd.
21 Hun bøiede ham med sin megen Lærdom, hun tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
33 dine Øine maatte see efter fremmede (Qvinder), og dit Hjerte tale forvendte Ting,
10 Og see, en Qvinde mødte ham i Horesmykke og forborgen i Hjertet.
11 Hun larmer og er gjenstridig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Huus.
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun forhærdede sit Ansigt og sagde til ham:
32 (men du var som) en Horkone, der tager Fremmede i sin Mands Sted.
8 som gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne, og gik frem paa Veien ved hendes Huus,
26 Og jeg fandt (en Ting) beskere end Døden, en Qvinde, hvis Hjerte var (som) Jægergarn og (som) Fiskergarn, (og) hvis Hænder vare (som) Baand; den, som er god for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende.
11 da skulle (kloge) Anslag bevare dig, (ja) Forstand bevogte dig,
12 at frie dig fra en ond Vei, fra en Mand, som taler forvendte Ting,
13 Tag hans Klædebon, som borgede for en Fremmed, og tag Pant af ham for en ubekjendt (Qvindes) Skyld.
24 Vend fra dig Munds Vanartighed, og lad Læbers Arrighed være langt fra dig.
16 Naar En bliver Borgen for en Fremmed, tag hans Klæder, og tag Pant af ham for de Ubekjendte.
1 Min Søn! bevar mine Taler, og gjem mine Bud hos dig.
16 Hvo er vanvittig, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, taler hun ogsaa til:
4 Hvo er vanvittig, den vende sig hid; den sagde til den, som fattes Forstand:
15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
25 at du ei maaskee skulde lære hans Stier og faae en Snare til din Sjæl.
10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke.
5 Torne (og) Snarer ere paa den Forvendtes Vei, (men) den, som bevarer sin Sjæl, skal vige langt fra den.
21 Lad dem ikke vige fra dine Øine, bevar dem midt i dit Hjerte.
17 Dens Veie ere liflige Veie, og alle dens Stier ere Fred.