Ordspråkene 7:8
som gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne, og gik frem paa Veien ved hendes Huus,
som gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne, og gik frem paa Veien ved hendes Huus,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 at den (maa) bevare dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
6 Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
7 Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
9 i Tusmørket, om Aftenen paa Dagen, der Natten var sort, og det var mørkt.
10 Og see, en Qvinde mødte ham i Horesmykke og forborgen i Hjertet.
11 Hun larmer og er gjenstridig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Huus.
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun forhærdede sit Ansigt og sagde til ham:
18 Kom, lad os (overflødigen) vederqvæges i (indbyrdes) Venlighed indtil Morgen, lad os fryde os i (megen) Kjærlighed;
19 thi Manden er ikke i sit Huus, han er faren lang Vei bort;
20 han tog Pengeknuden med sig, han skal komme hjem til den bestemte Dag.
21 Hun bøiede ham med sin megen Lærdom, hun tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
22 Han gik hasteligen efter hende, ligesom en Oxe kommer til Slagterbænken, og ligesom Bolten (kommer) til at tugte en Daare;
8 Lad din Vei være langt fra hende, og kom ikke nær til hendes Huses Dør,
25 Lad dit Hjerte ikke vige til hendes Veie, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
26 thi hun haver fældet mange Saarede, og alle de af hende Ihjelslagne, ere mange.
27 Hendes Huus er Veie til Helvede, som fare ned til Dødens (inderste) Kammere.
14 Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,
15 at raabe til dem, som gaae forbi paa Veien, som vandre ret frem paa deres Veie, (sigende:)
16 Hvo er vanvittig, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, taler hun ogsaa til:
3 Den udsendte sine Piger, den raabte paa de udhængende høie (Stæder) i Staden:
4 Hvo er vanvittig, den vende sig hid; den sagde til den, som fattes Forstand:
2 Ovenpaa de høie (Stæder) ved Veien, i Huset, ved Stierne staaer den.
3 Ved Siden af Portene, foran i Staden, der, hvor man indgaaer af Dørene, raaber den (høit):
16 at frie dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
17 som forlader sin Ungdoms Leder, og som haver glemt sin Guds Pagt;
18 thi hendes Huus bøier sig til Døden, og hendes Veie til Dødninger;
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
2 (Jeg sagde:) Jeg vil nu staae op og gaae omkring i Staden, paa Stræderne og paa Gaderne, jeg vil lede efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, og fandt ham ikke.
3 Vægterne, de, som gik omkring i Staden, fandt mig; (til dem sagde jeg:) Have I seet den, som min Sjæl elsker?
4 Der jeg kom lidet frem fra dem, fandt jeg den, som min Sjæl elsker; jeg greb ham, og vil ikke lade ham fare, indtil jeg faaer ledet ham til min Moders Huus, og til hendes inderste Kammer, som undfangede mig.
11 Kom, min Kjæreste! lad os gaae ud paa Marken, lad os blive Natten over i Byerne.
15 Lad den fare, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi.
8 Dersom du veed det ikke, du deiligste iblandt Qvinderne! (da) gak ud paa Faarenes Fodspor, og fød dine Kid ved Hyrdernes Boliger.
6 Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).
17 Dens Veie ere liflige Veie, og alle dens Stier ere Fred.
20 Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
21 Thi en Mands Veie ere for Herrens Øine, og han veier alle hans Gange.
21 Den raaber foran iblandt dem, som buldre; i Portenes Døre, i Staden taler den sine Ord:
20 paa det du kan vandre paa de Godes Vei og bevare de Retfærdiges Stier.
7 Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
25 Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
26 Og jeg fandt (en Ting) beskere end Døden, en Qvinde, hvis Hjerte var (som) Jægergarn og (som) Fiskergarn, (og) hvis Hænder vare (som) Baand; den, som er god for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende.
26 Da kom Qvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for den Mands Huses Dør, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst.
27 Og der hendes Herre stod op om Morgenen og oplod Dørene paa Huset, og gik ud at vandre sin Vei, see, da var Qvinden, hans Medhustru, falden for Døren af Huset, og hendes Hænder (laae) paa Dørtærskelen.
19 Ørnens Vei i Himmelen, Slangens Vei paa en Klippe, et Skibs Vei midt i Havet, og en Mands Vei til en Jomfru.
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.
1 Hvor er din Kjæreste hengangen, o du deiligste iblandt Qvinderne! hvor haver din Kjæreste vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
27 Thi han fandt hende paa Marken, den trolovede Pige raabte, og der var Ingen, som frelste hende.
26 Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.