Mika 7:5
Troer ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en Fyrste; vaer din Munds Døre for hende, som ligger i dit Skjød!
Troer ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en Fyrste; vaer din Munds Døre for hende, som ligger i dit Skjød!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Thi Sønnen ringeagter Faderen, Datteren sætter sig op imod sin Moder, Sønnens Hustru imod sin Mands Moder; en Mands Fjender ere hans Huusfolk.
4Siig til Viisdom: Du er min Søster, og Forstand skal du kalde en Kynding,
5at den (maa) bevare dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
4Forvarer eder, hver for sin Ven, og forlader eder ikke paa nogen Broder; thi hver Broder skuffer visseligen, og hver Ven vandrer (som) en Bagvasker.
5Og de handle bedrageligen, hver mod sin Ven, og tale ikke Sandhed; de lære deres Tunge at tale Løgn, de gjøre sig Møie for at forvende (Retten).
10Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Huus paa din Modgangs Dag; en Nabo er bedre nær hos, end en Broder langt borte.
7Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
8Lad din Vei være langt fra hende, og kom ikke nær til hendes Huses Dør,
9at du ikke maaskee skal give Andre din Ære, og en Grum dine Aar;
24at bevare dig fra en ond Qvinde, fra en fremmed Tunges Glathed.
25Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
8See, I forlade eder paa løgnagtige Ord, som ikke gavne.
6Thi baade dine Brødre og din Faders Huus, de ere ogsaa troløse imod dig, ogsaa de skrege efter dig med fuld (Hals); du skal ikke troe dem, naar de tale gode Ting til dig.
6Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn, eller din Datter, eller din Hustru i din Arm, eller din Ven, der er som din Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaae og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kjendte,
4Den Bedste af dem er som Torn, den Oprigtigste som et Tornegjærde; dine Vægteres Dag, (ja) din Hjemsøgelse kommer, nu skal deres Forvirrelse skee.
6Saar af en Elsker ere trofaste, men Haderens Kys maa frabedes.
20Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?
25Lad dit Hjerte ikke vige til hendes Veie, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
24Vend fra dig Munds Vanartighed, og lad Læbers Arrighed være langt fra dig.
2Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.
4Forlader eder ikke paa løgnagtige Ord, at de sige: Herrens Tempel, Herrens Tempel, Herrens Tempel ere disse (Ting).
19(Som) en braadden Tand og en Fod, der snubler, er Tillid til den Troløse paa Nødens Dag.
1Min Søn! dersom du er bleven Borgen for din Næste, haver du slaget din Haand (i Haand) til den Fremmede,
2er du besnæret med din Munds Taler, er du fangen med din Munds Taler,
3(saa) gjør nu dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Næstes Haand: Gak, nedkast dig (for hans Fødder) og styrk din Næste.
2at (du maa) forvare (kloge) Anslag, og at dine Læber kunne bevare Kundskab.
3Thi den fremmede (Qvindes) Læber dryppe (som) Honningkage, og hendes Gane er glattere end Olie.
16at frie dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
17som forlader sin Ungdoms Leder, og som haver glemt sin Guds Pagt;
14De fremmede (Qvinders) Mund er en dyb Grav; den, Herren er vred paa, skal falde der(udi).
15min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
16(Hver), som søger at skjule hende, vil skjule Veir, og i sin høire Haand (gjemme) Olie, (som dog) raaber.
9Udfør din Sag mod din Næste, men aabenbar ikke en Andens Hemmelighed,
19et falskt Vidne, som udblæser (megen) Løgn, og den, som kommer Trætter afsted imellem Brødre.
25at du ei maaskee skulde lære hans Stier og faae en Snare til din Sjæl.
17Lad din Fod sjelden komme til din Næstes Huus, at han ei maaskee skal blive kjed af dig og hade dig.
33dine Øine maatte see efter fremmede (Qvinder), og dit Hjerte tale forvendte Ting,
6Din Mund dømmer dig at være ugudelig, og ikke jeg; og dine Læber svare mod dig.
6Forlad den ikke, saa skal den bevare dig; elsk den, saa skal den bevogte dig.
4En Ond agter paa uretfærdige Læber, (og) den, som vender Øren til Løgn, (agter) paa en skadelig Tunge.
5Forlad dig paa Herren i dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand.
9Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
29Optænk ikke Ondt imod din Ven, naar han boer tryggeligen hos dig.
5Saa sagde Herren: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kjød for sin Arm, og hvis Hjerte viger fra Herren.
27Mon Nogen kan tage Ild i sin Barm, saa at hans Klæder skulde ikke brændes?
28Bliv ikke uden Aarsag Vidne imod din Næste; thi skulde du besvige med dine Læber?
3Giv ikke Qvinderne din Formue, eller dine Veie til at nedslaae Konger.
7Alle dine Pagtes Mænd have ladet dig fare til Landemærket, dine Fredsmænd have bedraget dig, de have faaet Overhaand over dig; (de, som æde) dit Brød, skulle lægge en Byld under dig, (der) er ingen Forstand i ham.
17Lad dem høre dig til, (ja) dig alene, og ikke de Fremmede med dig.
3Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.